Menneskesyn
For at kunne arbejde med inklusion og eksklusion, skal pædagogen finde ud af sit menneskesyn. Det handler om at finde ud af, om man er underkendende eller anerkendende i sit daglige arbejde, med børnene. Vi kan arbejde ud fra forskellige teoretiske synspunkter, men vi har også vores egne personlige synspunkter, som kommer til udtryk i vores arbejde. Vores personlige synspunkter er præget af alle de oplevelser og indtryk, vi har fået igennem vores liv. Den teori vi holder os til kan derfor også blive påvirket af vores personlige holdninger, forstået på den måde, at vi holder os til teorier som passer til vores holdninger og måder at se verden på.33
Der er forskellige perspektiver i menneskesynet, der er ingen af os der har et enstemmigt menneskesyn, da det bliver præget af egne holdninger. Vi kan dog blive enige om, at få et fælles fodslag i vores menneskesyn, når vi f.eks. arbejder med inkluderende pædagogik.
Herunder vil vi komme med menneskesyn, som vi synes passer godt til inkluderende arbejde:
Børneperspektiv:
Børneperspektiv indebærer at børn selv får lov til at være medbestemmende i hverdagen, for at forbedre deres kvalitet i institutionerne. Børn ses som aktive medskabere, af de fællesskaber de er en del af. De søger selv de personer og aktivitet, de er interesserede i. I børneperspektivet bliver pædagogens rolle at anerkende børnene og at vejlede dem, så de kan håndtere den institutionskultur, de er en del af.34
Eksistentiel teori:
Når det gælder børn, er det deres frie vilje og valg til at træffe egne beslutninger. I praksis vil det betyde at børnene selv er i stand til, hvis omgivelserne tillader det, at beslutte hvem de vil være venner med. De er selv i stand til at kontakte en voksen, hvis de har brug for den nødvendige hjælp. Det kræver af pædagogen, at denne villig og åben over for de erfaringer og oplevelser, barnet udsættes for i hverdagen.35
Relationel teori:
Det bygger på, at børn har brug for samspil med andre. Socialt samspil og gode relationer, har betydning for et barns mentale udvikling. Tidligere er børns gråd blevet set som fysisk ubehag såsom sult. Det gør man nødvendigvis ikke i dag. Et barns gråd eller reaktioner kan også give udtryk for, at barnet mistrives mentalt eller socialt. I relationel teori udvikler og lærer børn i relationerne og samspillet med andre børn. Kvaliteten af børns samspil og relationer i hverdagen, har betydning for hvordan barnets selvbillede udvikles.36
Dannelse/Identitet
Vi har nævnt identitet et par gange i løbet af vores opgave, her vil vi komme ind på, hvordan børn får skabt deres identitet. Barnet får styrket sit selvværd (At have værdi i sig selv) og sin selvtillid (Tro på sig selv og egne evner), igennem positive samspilssituationer med andre børn. De børn, der møder anerkendende pædagoger, har større mulighed ved at få følelsen af værdi. Barnet får en dannelse igennem de oplevelser, som det støder på i sit liv. De børn, der bliver set og anerkendt af pædagoger og børn, får positive oplevelser af samspil, og får dermed bedre mulighed for selv også at være positive i samspil med andre. Hvis barnet bliver mødt med en forventning af værdi og åbenhed, vil det bevirke, at barnet får et positivt selvbillede, hvor det har troen på sig selv og egne egenskaber. Barnet lærer også om sig selv og andre, når det deltager i sociale sammenhænge. Barnet lærer at forhandle igennem legen, det lærer at sætte egne grænser over for omverdenen, lærer om egene følelser. Kvalitetens af børns relationer og samspil i hverdagen, med børn og pædagoger, har betydning for barnets udvikling. Barnets selvbillede bliver præget af hvordan, det bliver mødt i hverdagen. Børn der har et godt selvbillede, vil ikke være krænkende eller ydmygende over for andre og sig selv. Børn der har et godt selvbillede, stoler på egne evner og følelser, hvis børn kun må være med ved bestemte lejligheder, forhindres barnets selvbillede i at vokse.37
Ved at børn, får mulighed at deltage i positivt socialt samspil, får de muligheden for at danne et positivt selvbillede af sig selv. Der er der inklusionsarbejdet kommer ind i billedet, for det er igennem inklusionsarbejde at rammerne for positive sociale relationer skal komme til sin ret. I den sammenhæng, er det også vigtigt, at pædagoger tænker over, hvad det betyder for børns dannelse, at de får lov at være til stede i en anerkendende og imødekommende institution. Børnene skal have muligheden for, at udvikle et positivt selvbillede, så de kan møde verden på en positiv måde, og bidrage til, at børnene får stiftet positive relationer til andre.
Inklusion der lykkes, i hverdagen:
En inkluderende praksis er præget af anerkendelse, resursefokus og relationskompetence. Dvs. at pædagogen skaber og tager ansvaret for, skaber en positiv relation mellem sig selv og børnefællesskabet, er imødekommende over for vanskelige børn, i stedet for afvisende. Pædagogen skal også være synlig både i fri leg og strukturerede aktiviteter, ikke kun observerende. Pædagogen skal være anerkendende over for barnet, også når det gør noget, der er uhensigtsmæssigt, der skal ikke herske en fejlfinderkultur, blandt pædagoger og øvrigt pædagogisk personale.38
Konklusion:
Igennem vores arbejde med inklusion har vi begge været igennem en stor personlig udvikling, og vi føler os klart bedre rustet til at gå ud, når vi er færdige til at komme med gode ideer og bruge vores viden i forhold til inklusionsarbejdet. Til at få det bragt ud i praksis, så alle børn bliver set og inkluderet og ikke bare bliver rummet og falder i et med baggrunden. Vigtigst af alt er vi nok blevet meget bevidste om, hvornår et barn er inde i en ekskluderende proces, og hvor vigtigt det er, at der bliver handlet på det, og at institutionen løfter opgaven i samlet flok.
Det, at pædagogen tænker inkluderende i sin tilgang til børnene, gør at man allerede er nået langt. Det kan være i en situation, hvor der er brug for, at pædagogen går ind i en leg, hvor der er brug for vejledt deltagelse for at holde børnene i en social proces eller videreudvikle en allerede god social aktivitet for at øge deres interesse og fastholde dem i aktiviteten. Det er også vigtigt at vide, hvornår det er læringen i en aktivitet som er i fokus, og der opstår tingsliggørelse, eller hvornår det er det sociale, der er i fokus, og der er plads til ikke altid at følge reglerne, og den sociale læring kommer i første række.
Rummelighed og integration er to begreber som vi begge er meget enige om er fy ord, når der skal arbejdes med inkluderende pædagogik. Fordi det lægger op til kun at have fokus på det enkelte barn og, hvad der kan ændres ved individet, frem for, at se fællesskabet som genstand for inklusion. Diversitet skal ses som en styrke frem for en forhindring eller en vanskelighed, vi skal hylde mangfoldigheden. Det er vigtigt, pædagogen ikke stigmatisere barnet, det er vigtigt at pædagogen er fordomsfri i sin tilgang til barnet, fordi det som vi ser det kan fastholde barnet i en negativ spiral. Noget af det som gør det pædagogiske arbejde så spændende er, at der ikke er nogen dage der er ens, heller ikke for barnet. Det er mennesker vi arbejder med, og alle har forskellige behov, så hvad gør nogle mere særlige end andre? Det personlige aspekt ved at være pædagog er kæmpe stort og man kan ikke undgå at inddrage sine personlige erfaringer og holdninger, men det er vigtigt, at det hele tiden er børnene som er i fokus og de tiltag, som bliver lavet ikke er ud fra hvad der en enkelt som synes er rigtigt, fordi det har han/hun erfaret gennem livet, men at der bliver handlet ud fra, hvad der er bedst for børnene, i forhold til deres retmæssige krav på at være inkluderet. Om det går i mod vores personlige holdninger eller ej.
Perspektivering:
Er inklusion er sparerunde fra politisk side, eller er politikere blevet fuldt bevidste om, hvad inklusionsarbejdet kræver. Når politikere bruger inklusion, som et begreb, der skal implementeres i alle statslige institutioner. Der bliver flyttet børn, fra specialinstitutioner, som koster mange penge, bliver de penge sparet væk, eller kommer pengene alle børn til gode, der i institutionerne. Mange steder bliver rummelighed brugt som et begreb, hvordan skal vi forholde os til det, når vi vil ud og arbejde inkluderende, for i rummelighed er der ikke fokus på børnenes sociale færdigheder og relationsarbejde.39
Litteraturliste:
Dafolo: SFO- og fritidspædagogik. 1. udg. Dafolo, 2013. (Bog)
Ejrnæs, Gabrielsen og Nørrung: Social opdrift social arv. 2. udg. Akademisk forlag, 2006. (Bog)
Inklusionens pædagogik. Redigeret af: Pedersen. 1. udg. Hans Reitzels Forlag, 2009. (Bog)
Møller: Anerkendelse i praksis. 1. udg. Akedemisk Forlag, 2008. (Bog)
Pedersen: Inklusion - Fra skole til samfund. 1. udg. Bogforlaget Frydenlund, 2012. (Bog)
Pædagogik og Pædagoger. Redigeret af: Mikkelsen & Holm-Larsen. 1. udg. Kroghs Forlag, 2007. (Bog)
Antonovsky: Helbredets mysterium. 1. udg. Hans Reitzels Forlag, 2000. (Bog)
Psykologi for lærestuderende og lærere. Redigeret af: Løw & Skibsted. 1. udg. Akademisk Forlag, 2012. (Bog)
Öhman: Må jeg være med?. 1. udg. Hans Reitzels Forlag, 2011. (Bog)
Inklusion så det batter. Redigeret af: Clausen & Sørensen. 1. udg. Dafolo Forlag, 2013. (Bog)
Madsen: Socialpædagogik. 1. udg. Hans Reitzels Forlag, 2005. (Bog)
Hvidtved: Gode læringsmiljøer for børn. 1. udg. Hans Reitzels Forlag, 2010. (Bog)
http://www.ucsyd.dk/videncentre/nvie-nationalt-videncenter-for-inklusion-og-eksklusion/
http://videnskab.dk/kultur-samfund/mobning-er-et-symptom-pa-social-angst
http://www.bupl.dk/bupl/content.nsf/webDocsByID/BALG-8HLBTP
http://dk.linkedin.com/pub/jo-niclasen/17/27a/a37
Bilag 1
SMTTE-MODELLEN – en refleksionsmodel til pædagogisk udvikling og
organisationsudvikling
Bogstaverne i SMTTE står for:
Sammenhæng
Mål
Tegn
Tiltag
Evaluering
SMTTE-modellen er oprindeligt udviklet i Norge til folkeskolen og det pædagogiske
område, men kan også bruges som strategisk værktøj ifm. organisationsudvikling og
strategiudvikling.
SMTTE-modellen består af et pentagon. De 5 spidser indeholder hver sit element, der er
forbundet med de fire andre. Modellen skal opfattes som et dynamisk redskab, hvor man
kan springe frem og tilbage mellem de fem elementer.
Når man arbejder med SMTTE, skal man konkretisere sine mål og fokusere på, hvad man
skal registrere på vej mod målet.
Med begrebet ’tegn’ konkretiserer man målet ved at overveje, hvad man skal holde øje
med på vejen mod målet samt når målet er nået. Tegnene bliver både en hjælp i
planlægningen og undervejs i forløbet, hvor man kan justere, hvis man ikke registrerer det
ønskede.
Tiltag Mål
Sammenhæng
Evaluering Tegn
Når man planlægger og sætter mål efter SMTTE-modellen, er det ´derfor hensigtsmæssigt
at springe frem og tilbage mellem de forskellige punkter for bedst muligt at se tingene i en
sammenhæng.
Undervejs i gennemførelsen af tiltagene, kan man også justere dem, hvis man ikke får øje
på de ønskede eller forventede tegn.
Sammenhæng
Enhver udviklingsproces foregår i en bestemt sammenhæng. Derfor er det vigtigt at gøre
sig klart, hvilket udgangspunkt og baggrund, man sætter mål for. Det er fx en god idé at
beskrive den unge/barnet og hvilke vilkår/behov, han/hun har, inden man går videre til at
definere mål.
Mål
Mål er en konkretisering af, hvad de voksne vil opnå med den unge/barnet. Dvs. hvad skal
den unge/barnet have ud af den pædagogiske indsats? Hvis det skal være muligt at
arbejde med sine mål, er det vigtigt, at de er konkrete og realistiske, dvs. matcher de
muligheder, man har i dagligdagen.
Tegn
Tegn er en definition af, hvad man skal holde øje med for at se, at man nærmer sig målet.
Tegn kan også kaldes succeskriterier og en beskrivelse af de sanseindtryk, man vil møde i
hverdagen: Hvad er det vi skal registrere på vej mod målet?
Tegn kan derfor defineres som indikatorer på en ønsket udvikling, og disse indikatorer skal
kunne registreres og iagttages i praksis. Tegn kobler nemlig værdi-niveauet sammen med
handle-niveauet ved at omsætte mål til noget, der kan ses i praksis. Men det er kun, hvis
vi gør det, vi siger, vi gør! Det er vigtigt at være meget konkret, når man definerer sine
tegn. Hvis de er for overordnede, bliver det svært at vide, hvad det er, man skal kigge efter
i praksis og efterfølgende evaluere på. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt ens tegn er
konkrete nok, kan man ved ethvert tegn stille spørgsmålet ”på hvilken måde…”.
Tiltag
Tiltag er en beskrivelse af, hvad man vil ”sætte i gang” for at nå sine mål. Altså en
konkretisering af, hvad man vil gøre for at nå sine mål. Og en beskrivelse af, hvad det
kræver af personalet for at den unge/barnet, når sine mål.
Evaluering
Evaluering kan dække over mange forskellige vurderingsmetoder, der kan støtte os i at
beskrive og reflektere over den udvikling for den unge/barnet, vi har valgt at have fokus
på. Evaluering er en del af udviklingsprocessen, og derfor skal evalueringen ske løbende,
så man får fulgt op på sin praksis og mulighed for at reflektere, og til slut gøre status på,
hvor langt man nåede og få defineret, hvilke skridt, der nu skal tages.
Inden man går i gang med at omsætte sine mål til handling, er det vigtigt at få afklaret:
Hvordan skal de enkelte mål evalueres?
Hvilke værktøjer vil være velegnede til at evaluere de enkelte mål?
Hvem skal evaluere?
Hvornår skal der evalueres?
Hvordan og til hvad skal evalueringen bruges?
Hvordan skal evalueringen formidles og til hvem?
Bemærk, at SMTTE er en planlægningsmodel, der sikrer, at evaluering tænkes konkret ind
i den unges/barnets udviklingsproces, som de voksne sætter mål for.
En systematisk evaluering kan både være med til at forme en indsats og til at vurdere,
hvorvidt man har levet op til de opstillede mål. Derfor er evalueringer et nødvendigt
arbejdsredskab i den fortsatte udvikling af det pædagogiske arbejde.
Det bagudrettede perspektiv i evalueringen har sit fokus på målopfyldelsen: I hvilken grad
og hvordan blev målet nået eller ikke nået? (hvorfor/hvorfor ikke?). Det fremadrettede
perspektiv i evalueringen har fokus på hvilke mål, der i lyset af de opnåede resultater skal
danne grundlag for det forestående arbejde. Evalueringen er derfor en forudsætning for at
nye mål kan opstilles.
Do'stlaringiz bilan baham: |