Studienummer: 22110238

Institution som fælles inkluderende enhed

Det er ikke alle børn der har lige muligheder for deltagelse i fællesskaber, da det forudsætter, at alle børn i fællesskabet besidder de samme kompetencer, men det er langt fra tilfældet, da alle fællesskaber ikke kan anses som legitime og forsvarlige. Det er her at det er pædagogens opgave at sørge for at gå ind og skelne mellem, hvad der er legitim og ikke – legitim adfærd i de sociale fællesskaber.²²

Når det kommer til børns bevægelighed og deltagelse i sammenhænge hvor der er diversitet, kommer deres mulighed for at føle sig værdsat og medregnet til at afhænge af, om der i institutionens hverdagsrutiner er normer og omgangsformer, hvorpå man omgås hinanden indbyrdes og på kryds og tværs, altså en ”almendannelse”.

Inklusion skal indbygges og automatiseres i den pædagogiske tænkning, og måden som institutionerne er opbygget på.

For at det skal kunne lade sig gøre, er det vigtigt at hele institutionen arbejder sammen om at fremhæve og vejlede i de fællesskaber, som allerede eksisterer i institutionen, og stå sammen om at åbne op for nogle nye fællesskaber. Det handler i høj grad om nytænkning i personalegruppen. Det kan blandt andet omhandle at gå ind og se på og lære af nogle projekter og undersøgelser som (NVIE) har lavet, omkring hvad der skal være til stede for at bevare og forbedre det faglige arbejde hos personalet, i forhold til inklusion, så man fagligt kan stå inde for og stå sammen om den faglige argumentation i institutionen.²³

Nogle af de kompetencer som skal være til stede hos personalet er:

1. 
   At man er i stand til at se, hvornår et barn bliver ekskluderet, og dermed hvilke betingelser og muligheder, der er til stede for at skabe inklusion.
   
2. 
   At personalet er i stand til at skabe fællesskaber, som fungerer for både, børn, voksne og forældre, så alle kommer til at føle sig som en aktivt deltagende.
   
3. 
   At man formår at give sin viden videre omkring barnet til alle de primære personer i barnets liv (vidensdeling).
   
4. 
   At man kan deltage som central figur, i de faglige indsatser, som måtte blive sat i værk i forhold til det enkelte barns velfærd.
   

I den forbindelse har vi fundet et citat, som vi mener, er meget rammende i forhold til det ovenstående, og som vi mener, der er mange pædagoger, der glemmer i deres travle hverdag.

”At påtage sig ansvaret for at fremme børnenes muligheder for at tage del i institutionens fællesskaber involverer de professionelles egen måde at tage del i institutionens hverdagsliv på – kollegialt, pædagogisk og organisatorisk, derfor er en involvering af hele personalegruppen afgørende i arbejdet med social inklusion.”²⁴

Det er nemlig et kæmpe ansvar, at have ansvaret for børns muligheder for deltagelse, men det er samtidig også pædagogens pligt at opfylde dette ansvar og håndhæve alles ret til deltagelse i de sociale sammenhænge.

Det er utroligt vigtigt, at arbejdsmiljøet og det kollegiale samvær fungerer i institutionen og personalet kommer godt ud af det med hinanden indbyrdes. Der er ingen, der siger, at alle skal være bedste venner, men når man er på arbejde, er det børnene, der kommer i første række og deres velfærd og fremtid der er i fokus. Dette skal være til stede for, at der kan sammensættes og planlægges en organiseret hverdag, hvor fokus er rettet mod inklusion, og alle arbejder ud fra den samme pædagogiske tankegang, og hvor fagligheden er på plads.

Hvis pædagogen formår at omsætte dette til praksis, vil muligheden for eksklusion blive mindsket, og chancen for inklusion øget. Her ville det være kanon at indføre begrebet tingsliggørelse.

Tingsliggørelse

Tingsliggørelse er, når en aktivitet eller leg på forhånd har nogle bestemte retningslinjer og regler for, hvad der skal læres, og på hvilken måde processen skal foregå, i forhold til at nå et bestemt mål. Det kan være et spil, hvor man skal kunne følge nogle givne regler for at kunne deltage, dette vil ødelægge muligheden for mange børns deltagelse, da det ikke er alle der kan opfylde de krav. Tingsliggørelse er kort sagt, når det er det færdige produkt, der er målet frem for processen op til, hvor muligheden for relationsdannelse er størst. Man kan næsten sige, at børnene bliver tænkt som en form for robotter, som bliver sat i samme situation, og der forventes at de deltager ens, og det med at tænke selv og bruge fantasien bliver forsøgt fjernet. Der er ikke plads til diversitet i børnefællesskaber, når tingsliggørelse tager over.

Alle børn har forskellige kompetenceområder, og forskellige forudsætninger for deltagelse, det skal pædagogen altid huske på, da tingsliggørelse kan medføre en risiko for eksklusion.

Tingsliggørelse kan dog også bruges som noget positivt i nogle situationer.

Vi kan komme med mange eksempler fra vores praktikker og arbejde hvor tingsliggørelse, vejledt deltagelse går hånd i hånd i det inkluderende arbejde og er med til at redde mange situationer, hvor der er nogle børn som af den ene eller anden grund falder uden for, hvad der er acceptabel adfærd i henhold til de retningslinjer som er i institutionen. Her kommer der et eksempel: Praksisfortælling (Søren):

Det er en ganske normal eftermiddag i SFO’en på Broskolen i Årslev. 4 drenge fra en 1. klasse sidder og spiller et brætspil. Det hele går egentlig meget godt, og de hygger sig og finder på deres egne regler. Men der går ikke længe, før det kammer over og de kommer op at skændes, da der er nogen der mener, at der andre der snyder. Jeg kommer hurtigt derhen og jeg får dem til at falde lidt ned. Jeg får snakket med dem om, at der ikke er nogen grund til, at lade sådan en lille ting som en misforståelse af en regel i et spil, hvor reglerne er så flyvske som de er, ødelægge den hyggelige stund, som de har haft indtil det punkt. Efter lidt overtalelse kan de egentlig godt se, det er lidt åndssvagt. Jeg foreslår dem at vi finder et stykke papir, og at jeg skriver de regler ned, som de finder på, så der ikke kan opstå flere misforståelser og vi kan undgå, at der er flere der kommer til at skændes. Jeg bliver et stykke tid og deltager i spillet og sørger for at reglerne bliver fulgt, men forlader spillet efter noget tid og lader dem fortsætte selv, og de får lov at styre det selv, uden min hjælp.

I dette eksempel kan man sige, at jeg går ind i en situation som set ud fra mit synspunkt udvikler sig i en retning som ligger ud over, hvad drengene selv kan formå at løse uden, at det i den sidste ende ville ende med, at en eller af flere drenge vil komme til at blive ekskluderet af aktiviteten. Det er en beslutning jeg træffer med inklusionspædagogik og begrebet om vejledt deltagelse i tankerne. Det mest oplagte valg som der ofte bliver truffet, som vi ser det, ville nok bare være at stoppe spillet og ikke gøre mere ved det, men stopper spillet, så forhindrer pædagogen børnenes muligheder for social udvikling og at få følelsen af at være inkluderet.

Jeg går også ind og tingsliggør aktiviteten ved at sætte nogle bestemte retningslinjer op for hvordan spillet skal spilles, og det bliver det materielle element og forventningen om at de kan deltage ens og på samme præmisser, som kommer til at styre aktiviteten.²⁵