Studienummer: 22110238

Integration og inklusion som forskellige begreber

Nogle af de ting, som pædagoger og skoleledere ofte kommer til at blande sammen som begreber, er social integration og social inklusion, der er bare det i det, at det er to forskellige perspektiver i forholdet mellem individet og fællesskabet. Her er en model som viser forskelligheden mellem de to, når de punktvis bliver sat op overfor hinanden.

Social integration						Social inklusion
Afvigelse individuelt defineret						Afvigelse relationelt defineret
Intervention i forhold til individet						Intervention i det sociale miljø
Resurser tilføres individet						Resurser tilføres fællesskabet
Normalisering (Monokulturelt)						Diversitet (Multikulturelt)
Forskellighed som et problem						Forskellighed som resurse
Minoritet med særlige behov						Alle har særlige behov
Udvikling gennem identitetsdannelse						Læring gennem social deltagelse
Det selv realiserede individ						Den kompetente medborger
Udvikling sker gennem behov						Udvikling sker gennem kompetencer
Integration forudsætter segregering						Inklusion er at imødegå eksklusion

Hvis vi gerne vil tænke inklusion ind i vores hverdag er fokus nødt til at blive flyttet fra, at der kun skal være fokus på et individ, og i stedet kigge på omgivelserne som genstand for en vellykket inklusion. Fokus skal altså rettes væk fra integration af et enkelt barn i institutionen til omgivelserne og fællesskabet, som den bedste vinkel i forhold til inklusionsarbejdet. Hvis omgivelserne og institutionen har en bestemt måde tingene skal gøres på, og hvor der er en forventning om, at barnet skal besidde nogle bestemte færdigheder og kompetencer i forhold til at kunne deltage aktivt i institutionens hverdagsliv, så er omgivelserne med til at skabe deltagelses betingelser for barnet.

Barnet skal ikke føle sig som afviger. Det gøres ved, at pædagogerne i institutionen er med til skabe en udvikling i de fællesskaber, hvor barnet befinder sig, så alle børn kommer til føle sig gode nok som de er, og de føler sig som ligeværdige i forhold til alle andre, såvel børn som voksne. Det lyder simpelt, men der er ikke mere i det end at sørge for, at børnenes betingelser for deltagelse er optimale.⁹

Praksisfortælling, eksempel:

Vi har et eksempel fra vores nuværende arbejdsplads, hvor vi begge to har været inde omkring og været med til at starte et projekt for en dreng, som ikke fungerer godt socialt og faktisk ikke har nogen sociale relationer til andre børn, og det meste af den positive kontakt han har er med pædagogerne eller andre autoritære personer, som er tilknyttet institutionen, fordi de har en forståelse for hvilke problemstillinger, han har.

Vi har at gøre med en dreng, som lever sig meget voldsomt ind i hans egen fantasiverden, og ikke kan holde fokus i en aktivitet i ret lang tid ad gangen, før han meget hurtigt trækker sig og prøver at skabe sin egen mening med aktiviteten ved at indføre en masse elementer fra hans fantasi, som tit og ofte ikke falder i hak med det, som aktiviteten egentligt går ud på. Det er ikke noget problem, når det er i sammenspil med pædagogerne, han gør det, fordi aktiviteten sagtens kan tilpasses, så han stadig kan være med og se en mening med det. Problemet opstår, når han er med i sociale sammenhæng med andre børn alene, for de ser simpelthen ikke de samme ting som han gør, og det ender ofte med, at de ignorerer ham, eller helt trækker sig og gradvist ekskluderer ham fra legen, og det har i sidste ende endt ud med, at de helt er stoppet med, at forsøge at inkludere ham i legen, men han er bare bliver rummet og fysisk tilstede i rummet omkring der, hvor den sociale læring er til stede.

Vi har med et barn at gøre, som gang på gang er blevet forsøgt integreret ind i nogle sammenhænge, som han simpelthen ikke formår at deltage i, og derfor konstant er blevet afvist af de andre børn, som simpelthen helt har mistet lysten til at forsøge at skabe nogle relationer overhovedet. Vi har været nødt til at vende blikket fra, hvordan vi får ham integreret til, hvordan vi som pædagoger kan være med til at skabe rammerne for, at han bliver inkluderet i børnefællesskabet.

Projektet handler meget simpelt om, at vi har fundet ud af, at vi bliver nødt til at møde barnet der hvor han er, og der hvor han føler sig tryg og finde ud af, hvad han er god til.

En af de ting som han er super god til og elsker er at være i sløjd, men det har hidtil kun været muligt at gøre det i skoledelen, da det er et fast element i deres undervisning. Her har vi gennem observationer og vidensdeling med lærerne fundet ud af, at han får knyttet nogle gode sociale bånd med nogle af de andre børn, da de tit opsøger ham, når der er noget, de ikke kan finde ud af. Det gør, at han kommer til at føle sig værdsat og kommer til at føle sig som et værdifuldt individ gennem anerkendelse fra de andre børn. Det har ikke været en del af de aktiviteter, som der er i SFOen, da der ikke har været nok personale til at gå fra med de børn, som gerne vil i sløjd, fordi der ofte ikke har været mere end 5 – 10 stykker som har villet deltage, så det har desværre betydet, at han ofte har fået nej, når han har spurgt om at komme i sløjd, og han er blevet forsøgt integreret i de aktiviteter, som har været tilstede den dag.

Det vi har gjort i forhold til sløjd er ikke at tænke det som en fast aktivitet, men som en fast del af institutionens hverdagsliv. Det er gjort så simpelt som at tage et par gamle høvlebænke, som var blevet gemt væk i et skur, og flytte dem udenfor så de altid er tilgængelige for børnene, i hvert fald i sommerhalvåret, og så er det op til den enkelte pædagog, som er udenfor på det tidspunkt, hvor der er nogle børn som gerne vil benytte det, om det kan lade sig gøre, fordi der trods alt skal være noget opsyn med det, eller de bare skal have lov til at slå lidt søm i. Det er dog vedtaget, at når det omtalte barn, som projektet er bygget op omkring, gerne vil være med, så bliver de andre børn opmuntret til at deltage, og der vil blive igang sat, nogle forskellige længerevarende projekter, som kræver en form for samarbejde, hvor hans kompetencer vil komme til udtryk, og forhåbentlig vil det være med til, at han kan få nogle positive sociale relationer med andre børn, og i længen få ham til at indse at det eksisterende liv er mere værd at leve og deltage i, frem for hans fantasiverden.

En måde som er meget effektiv, som vi ser det i forhold til, at pædagogerne kommer til at arbejde ens og efter den samme opskrift, når det kommer til arbejdet med inklusionen af børn med særlige behov, og for alle børn generelt kan f.eks. være at lave en smtte-model på de forskellige aktiviteter med inklusion som hovedmål. (Eksempel på Smtte-model i forhold til inkluderende praksis se bilag 1)

Det er langt fra alle i personalegruppen som er enige i, at der skal være nogle børn, som får lov til nogle ting frem for nogle andre, fordi det strider i mod den måde som de er opdraget på, og deres idealer. Det er tit og ofte de lidt ældre pædagoger, som er vant til at tingene bliver gjort på en bestemt måde, som stritter imod. Vi har det bare sådan, at vi nogle gange må slippe den måde som vi mener, er det rigtige, og så handle ud fra hvad der er det rigtige for barnet. Det har været en gennemgående diskussion på mange af personalemøderne, og et af de emner som ofte kommer op, når vi snakker om aktiviteterne og deres virkning i forhold til inklusion, er vores faste computerdag hver mandag, hvor børnene må spille computer, ellers er det forbudt resten af ugen.

Det som vi ligger mærke i netop i den aktivitet er, at der er mange af de børn, som normalt ikke fungerer ret godt socialt i de aktiviteter, som institutionen tilbyder, fordi de ikke gider de vilde aktiviteter, men bare gerne vil være inde og for sig selv, i stedet for at være der hvor det sker, de skinner virkelig igennem om mandagen. Fordi mange af dem er vildt gode til det med computer og det ender tit med, at der sidder en masse samlet omkring og bare kigger på, at de spiller og er dybt imponeret, og de kommer virkelig til at føle sig som noget specielt. Men det er som sagt kun om mandagen det sker, så vi har lagt op til, at vi synes at de børn som virkelig får nogle succesoplevelser den vej igennem skal have lov til, på den ene eller anden måde at bruge deres kompetencer på det punkt. Der er mange, som der virkelig i forvejen ikke er meget for den computerdag i forvejen, så forslaget om, at udvide det er ifølge dem helt uhørt, fordi hvordan skal man forklare over for forældrene, at deres barn sidder og spiller computer alene indenfor, når det er fint vejr udenfor, så det kunne der ikke blive tale om. Men der er det, bare som vi ser, igen et spørgsmål om at slippe sin hapitus, og følge med tiden og kigge på, hvad der er det rigtige i forhold til opfylde børnenes ret til at være en aktiv del af fællesskabet. Vi er begge to enige om, at det udefra set ikke er det bedste signal at sende, at der sidder nogle børn foran computeren hele dagen, men hvis man kan argumentere og stå inde for det, og stå sammen som institution, og man ved det er det, der virker til at give nogle børn mulighed for at blive en del af det fællesskab som de så længe er blevet nægtet, så er der ingen der vil kunne indvende noget negativt, i hvert fald ikke noget med hold i.

I det lange løb skulle de nye relationer, som bliver dannet jo gerne være med til at øge lysten hos det enkelte barn til at deltage i andre aktiviteter.

Hvis man skal se inklusion som en målbar enhed skal man som fagpersoner

gå ind og kigge på, hvad de pædagogiske bestræbelser er. For at opnå et positivt og socialt inkluderende miljø, er det vigtigt at have for øje:

1. 
   For det første handler det om at finde ud af helt konkret, hvad det er for nogle forventninger og målsætninger der er for samfundets vældfærdsinstitutioner, så man som personale har nogle fælles retningslinjer, som alle skal følge, så man kan arbejde sammen mod et fælles mål om god social inklusion.
   
2. 
   Det handler om, at man skal fokusere mere på børns diversitet og forskelligheder som en positiv ting, og gøre mangfoldigheden til en samfundsmæssig værdi som skal kunne ses og afspejles i det daglige arbejde i institutionerne.
   
3. 
   Det er i høj grad også vigtigt, at der bliver kigget i retningen mod medborgerperspektivet. Her er det institutionens pligt at sørge for at skabe lige gode muligheder og betingelser for alle børns sociale deltagelse i de institutionelle fællesskaber, hvor de omgås jævnaldrende og voksne, som vil være en del af deres institutionsliv i de næste mange år fremover.¹⁰