Studienummer: 22110238

Social arv og stigmatisering

I følge Bent Madsen, nævner han social arv, som en proces der kan være med til at stigmatisere og devaluere et barn. I den forbindelse vil vi undersøge og læse om, hvad social arv er, og hvilken betydning udtrykket har.¹³

Social arv blev indført som begreb i 1960’erne, indenfor socialt arbejde og socialforskningen.

Social arv er et begreb, der bruges på alvorlige sociale problemer og ulighed i det danske samfund. Social arv, er de sociale problemer, forældre overfører til deres børn. Social arv bruges også omkring miljøpåvirkninger, såsom økonomi, uddannelse, sociale problemer og psykiske egenskaber. Social arv hviler på antagelser om, at børn som har manglet omsorg og opmærksomhed fra egne forældre, når de selv bliver forældre, er de ikke selv i stand til at give omsorg og opmærksomhed til deres egne børn. Undersøgelser viser, at børn og unge, hvor forældrene har sociale problemer, ikke får problemer på samme niveau som forældrene, det er derfor ikke et brugbart element at bruge social arv som et hovedtema, når der snakkes om børns problemer. Som pædagog kan man være tilbøjelig til at bruge social arv, som en standardforklaring på et barns problem. Den stigmatisering der følger med et barn, når man snakker om social arv er, at man ser barnet som et med ringere evne end det ”gennemsnitlige barn”. Pædagoger har lave forventninger til barnet, både socialt og præsentationsmæssigt. Hvis man bliver ved med at stigmatisere og har lave forventninger til barnet, kan man fastholde barnet i sådan en position, at barnet selv begynder at have samme forventninger til sig selv. Det er ikke fordrende for inklusionsarbejdet, hvis man begrunder et barns problemer med social arv. Hvis begrundelsen er social arv, afskrivers der mere eller mindre, at sociale – og inkluderende tiltag er overflødigt.

Når vi i praksis arbejder med en inkluderende pædagogik, skal vi ikke se på de børn, der har socialt dårligt stillede forældre, som et forudbestemt problem. Vi skal ikke antage, at de børn der kommer fra et hjem med lav uddannelsesgrad eller arbejdsløshed, at de børn har større vanskeligheder ved at være en del af børnefællesskabet. Der skal skabes samme muligheder for de børn, der kommer fra socialt lavere rangerede familier. Børnene kan have vanskeligheder, men det kan alle børn. Alle børn har lige ret til at være socialt aktive deltagere i det sociale fællesskab, hvad enten ens forældre er jurister eller arbejdsløse. Der skal arbejdes væk fra at stigmatisere børn, der bliver kategoriserede socialt svage, pga. deres forældre, derimod skal de inkluderes med de styrker og forskelligheder de besidder, og som de kan bidrage positivt med¹⁴

Inklusionen falder til jorden, når man alene ser barnet som en vanskelighed, hvis barnet er i problemer, f.eks. det fungerer ringe socialt, er det barnet der er til besvær. Stigmatiseringen begynder, når man ser barnet som den reelle vanskelighed. Pædagoger stigmatiserer børn, når de kun fokuserer på barnets problemer og tildeler kun barnet problemet, det kan siges på den måde, at hvis barnet ikke var i institutionen, så var der ikke nogen problemer. Årsagerne til et barns vanskelighed ses kun i barnet og ikke i de omgivelser barnet færdes i. Børn kan jo have svært ved den kultur og normer der er i institutionen. Hvis det har det svært med dem, reagerer barnet på dem. For at undgå stigmatisering når barnet reagerer vanskeligt i forhold til sine omgivelser, er det pædagogens opgave at få omgivelserne til at passe til barnet, så stigmatisering og barnets vanskeligheder ikke fastholdes og pålægges barnet, så der derigennem skabes trivsel for barnet i hverdagen.¹⁵

Vejledt deltagelse

En af de metoder, som pædagogen kan arbejde ud fra, er begrebet om vejledt deltagelse. Vejledt deltagelse er introduceret af Rogoff (1993), ifølge Marianne Bech Larsen. Dette er et begreb, som i stedet for at have meget fokus på læring som noget der sker individuelt, mere går ind og fokuserer på læring som et socialt aspekt, og de læringsprocesser, som er til stede i sociale sammenhænge.

Der hvor der er brug for vejledt deltagelse er, når børnefællesskaber overlades til sig selv og skaber deres helt eget hverdagsliv uden nogen involvering fra pædagogerne. Vejledt deltagelse er, når pædagogen går ind i en leg som barnet selv har iværksat, pædagogen vejleder og deltager i legen, med blikket rettet mod socialiteten som grundstenen i læring. Det kan tit og ofte, på afstand se ud som om, at gruppen fungerer optimalt. Men problemet opstår, når de børn, som ikke besidder de nødvendige sociale egenskaber for at blive en del af fællesskabet, bliver holdt udenfor og ikke bliver anerkendt for den de er, og kommer til at blive ekskluderet, og det vil i længden komme til at påvirke deres identitetsdannelse i en negativ retning. Vejledt deltagelse kan også bruges i forhold til at fastholde børn i de positive sammenhænge, som de befinder sig i ved at inddrage enten genstande eller viden, som vil gøre legen eller aktiviteten meningsfuld.¹⁶

Det er en metode som vi begge to arbejder meget ud fra og har masser af eksempler på. Vi arbejder begge i samme institution, dette eksempel er en episode som (Søren) har oplevet:

Praksisfortælling fra Søren – Broskolens SFO

Det er en forårsdag hvor regnen siler ned udenfor, og der er helt vildt gang i aktiviteterne indendørs, specielt er puderummet meget populært denne dag.

Jeg sidder i fællesrummet og spiller matador med nogle børn, da der kommer et barn løbende hen til mig og fortæller at Flemming driller inde i puderummet og ødelægger det de bygger med puderne. Det er ikke første gang, der er problemer i den retning omkring Flemming. Det er et barn som der er meget fokus på i personalegruppen, og der er en bekymring om de sociale relationer, som Flemming har med andre børn. Jeg har en god relation til Flemming, da det tit er mig der er på omkring de konflikter, som han er involveret i. Vi får os en god snak omkring, hvorfor han tror at de andre børn mener at Flemming ødelægger legen. Flemming forklarer, at det er fordi, at han er en ond troldmand som skal ødelægge den borg, som de andre børn er ved at bygge af puderne. Jeg forklarer ham at det nok ikke er alle som var helt med på den leg, så om vi ikke skal gå ind i puderummet og høre, om der er nogen der vil være med til legen, men jeg er godt klar over at den bliver lidt svær at sælge til de andre børn. Jeg tager Flemming med ud på vores depot for at finde alt det udklædningstøj og ting som kan bruges som rekvisitter til en leg, hvor der er en ond troldmand med. Vi tager alle tingene med ind i puderummet, og alle børnene kigger meget undrende på os, da vi kommer ind. De spørger hvad vi skal, og jeg forklarer det hele, og der går ikke længe før alle er med på ideen. Jeg er godt klar over at det nok er nødvendigt, at der kommer lidt styring på legen, så jeg forslår om jeg ikke skal opdigte en historie, som børnene så skal spille, i mens jeg fortæller. Den er de med på alle sammen, jeg sørger for at historien kommer til at centrere omkring den onde troldmand, og det bliver en rigtig god eftermiddag for Flemming. Det er nu blevet til noget fast, som jeg gør med børnene en gang i mellem, men jeg gør det dog aldrig uden at Flemming er med, da det er med til at styrke hans sociale status blandt de andre børn.

Dette er et godt eksempel på vejledt deltagelse, som det kan blive brugt i praksis. Det eneste som stikker lidt uden for begrebet om vejledt deltagelse er, at jeg ikke går ind i en leg som de selv har startet og bygger videre på den, men starter en ny sammen med børnene, men det er dog med vejledt deltagelse i tankerne jeg gør som jeg gør.

Flemming bliver hevet kortvarigt ud af en leg, hvor Flemming bliver ekskluderet af de andre børn pga. hans manglende sociale kompetencer i forhold til, at deltage i legen på lige fod med de andre børn. Jeg hiver Flemming kortvarigt ud af legen, men det er hele tiden med fokus mod at få Flemming tilbage og blive inkluderet, og få de andre børn til at se og høre Flemming, som aktiv deltager i legen, og give Flemming en følelse af at blive accepteret som den, han er.

Der er som vi ser det alt for mange eksempler fra situationer som denne, hvor der er et eller flere børn som gerne vil, men ikke formår at være med i en leg eller aktivitet med andre børn, pga. manglende sociale kompetencer, hvor pædagogen helt glemmer, at tænke inklusionspædagogik ind i praksis. Det som ofte ville ske med Flemming i denne situationen ville være, at Flemming ville blive trukket ud af legen og blive skældt ud og blive nægtet adgang til puderummet som en form for karantæne og derved blive nægtet sin ret til deltagelse i det sociale sammenspil med de andre børn.

Vejledt deltagelse som begreb lægger sig meget tæt op af Vygotskys begreb om zonen for nærmest udvikling. Det er en teori som går ind og kigger på vigtigheden af, at barnets læring kommer til udtryk igennem aktiv deltagelse i de sociale og inklusiative sammenhænge, som barnet befinder sig i sit hverdagsliv. Så for pædagogen handler det om at støtte og vejlede barnet, når situationen udvikler sig i en retning, som barnet kan have svært ved at magte på egen hånd på det givne tidspunkt¹⁷

Vygotsky mener, at det er i interaktionen med andre børn og voksne i sociale sammenhæng at barnet lærer. Det er her, zonen for nærmest udvikling kommer i brug, da det er de steder i samfundet, hvor barnet befinder sig, at læring kan skabes ved hjælp fra dem som er tættest på barnet, i hjemmet og i institutionen. Barnet kan allerede en masse ting uden hjælp fra andre, men hvis barnet skal opnå sit potentielle udviklingsniveau vil det kræve hjælp fra fx pædagogen, så barnet kan blive udfordret og opbygge ny viden. Pædagogen skal hele tiden have for øje at det ikke skal være på et højere plan end barnet kan forstå.¹⁸

Han mener, at det er vigtigt at der bliver opbygget en helt ny skolekultur, hvor de oplevelser som børnene får i løbet af dagen kommer til at øge mulighederne for social interaktion blandt børn og voksne, så vilkårene for at vejlede og støtte børnene er optimale.

Det som er det mest væsentlige i Vygotskys teori er: ”Hvad barnet kan gøre med hjælp i dag, kan det gøre alene i morgen.”¹⁹

Vigtigheden, og det pædagogen skal have for øje, når der arbejdes med vejledt deltagelse, er, at det handler om at skabe mening for barnet i de sammenhænge som barnet befinder sig i, og føler sig tryg i. Det sker gennem en aktiv deltagelse i aktiviteter med pædagoger og andre børn. ²⁰

Hvis vi går ind og kigger nærmere på, hvordan vi som pædagoger kan skabe meningsfuldhed hos børn, så er det nærliggende at kigge på børns oplevelse af sammenhæng. Antonovski er et glimrende eksempel på, hvordan det kan lade sig gøre i praksis. Det er dog ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv han bygger sin teori om oplevelsen af sammenhæng (OAS), men som vi ser det, kan dette med fokus på inklusionspædagogikken være med til at forbedre inklusionsarbejdet. (Vi har kort berørt dette emne i forhold til vores SKB opgave)

I arbejdet med (OAS) er der tre betegnelser som er centrale: Begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.

Begribelighed: Hvis pædagogen vil opnå at børn kommer til at få følelsen af begribelighed er det vigtig at sætte sig ind i, hvilke stimuli børnene udsættes for i løbet af dagen, og hvordan de opfatter dem. Det er vigtigt at være opmærksom på, om børnene kan se en sammenhæng med de informationer, som de bliver bekendt med og finder det forståeligt, frem for bare en masse tilfældig og uforklarlig støj. Hvis et barn på forhånd har en forventning om, at de informationer som bliver givet af en pædagog, det kan fx være i forhold til en social aktivitet med andre børn, hvor der er nogle bestemte ting man skal gøre, for at kunne deltage aktivt og være med, som ikke værende overskuelige eller begribelige, så vil barnet ofte gå glip af muligheden for at være med i en potentiel dannelse af nye børnefællesskaber, og dermed fratages muligheden for inklusion. Børnenes forventninger skal derimod vendes, så de kommer til at få en stærk oplevelse af begribelighed og derigennem komme til at opfatte fremtidige stimuli og informationer som noget det kan passe ind i en sammenhæng og forstås. Stimuli og udfordringer for børnene skal gøres til noget som for dem er værd at huske på, det gøres igennem at skabe mening for barnet.

Håndterbarhed: Det handler om, at pædagogen skal være i stand til at gøre barnet bekendt med sine egne ressourcer, som det besidder i forhold til at håndtere de krav der bliver stillet i løbet af dagen. Det er både i sammenhænge, hvor pædagogen er til stede til at vejlede og hjælpe, men også og som noget af det vigtigste i situationer, hvor barnet er på egen hånd og skal bruge disse ressourcer til enten at hjælpe andre eller selv fremme sin egen position i forhold til inkluderende processer.

Meningsfuldhed:

(OAS) i forhold til skabelsen af meningsfuldhed hos barnet, er dette en lidt dybere måde, hvor pædagogen skal gå ind og arbejde og kigge på, hvor barnet er på et rent følelsesmæssigt plan i for hold til, om barnet finder selve livet forståeligt. At de tiltag og aktiviteter som nu måtte være til stede i institutionen med blik på inklusionen af børnegruppen er de rigtige forhold til netop det barn, eller om der skal laves nogle tilpasninger, så barnet kommer til at føle det som noget, der er værd at investere energi og engagere sig i. At de udfordringer som måtte være til stede bliver til glæder i stedet for byrder, som man trækker sig fra, og derved trækker sig fra socialiteten.

Det som er det vigtige, når man vil skabe meningsfuldhed hos børn er, at få barnet til at føle tiltagene som meningsfulde og værd at klare sig igennem.²¹