Studienummer: 22110238

Anerkendelse

Barnets selv udvikle sig hensigtsmæssigt eller uhensigtsmæssigt i sammenhæng med karakteren af de relationer og samspil, barnet har adgang til og indgår i.

Barnet skal mødes anerkendende i dets hverdag, både af børn og voksne. Barnet skal i de relationer det indgår i, blive hørt, set og det skal også møde forståelse. Barnet har en forventning når det udtrykker sig om at blive anerkendt. Et barn der bliver anerkendt og har anerkendende relationer, fremmer barnets selvdannelse og selvfølelse. Hvis barnet oplever underkendende relationer, bliver barnet mødt med ignorering, afvisning og latterliggørelse, for at nævne nogle få. Barnet der bliver mødt underkendende af pædagoger og børn, vil give følelser af tvivl og usikkerhed, barnet vil få en angst og usikkerhed for at udtrykke, hvad det har på hjertet. Barnet vil have problemer ved at kommunikere og knytte relationer, fordi barnet vil være bange for at blive afvist. Det barn der bliver mødt anerkendende, der føler at det har værdi og kan bidrage, i det sociale børnefællesskab, udvikler et positivt billede af sig selv og de mennesker der er omkring det. Den anerkendende relation bygger på, gensidighed, ligeværd og fremmer barnets tillid til egne oplevelser. Det er vigtigt i anerkendelsesarbejdet, at pædagogen er i mødekommende og respektfuld overfor, de oplevelser barnet har, og der bliver lyttet til det barnet har at sige.

De fire anerkendelses dimensioner

1. 
   Forståelse og indlevelse: Evnen til at kunne forstå, indleve og fornemme, hvad der foregår hos andre mennesker.
   
2. 
   Åbenhed: At kunne åbent undersøge f.eks., hvad et barn føler, oplever eller mener.
   
3. 
   Bekræftelse: At vise barnet, at man har forstået og ved, hvad barnet føler eller oplever.
   
4. 
   Selvrefleksion og selvafgrænsning: At vi reflekterer over egen praksis, gør vi selv det, vi beder børnene om. Det handler også om at adskille egne følelser, at vi ikke tillægger børnene vores egne følelser, men at de selv får lov til at tolke egne følelser.
   

Igennem anerkendende og rumlige samtaler med pædagoger, er samtalen og samværet præget af gensidig definition. Det er en samtale hvor barnet, har sit eget perspektiv, pædagogen har tillid til barnets eget perspektiv og lægger ikke op til, at tingene kun kan gøres på en bestemt måde. Et barn der får tiltro på egne evner, gennem anerkendende relationer, får lettere ved at knytte relationer til andre.²⁶

”I arbejdet med førskolebørn (Førskolebørn i vores tilfælde, dem som skal starte i børnehaveklasse til august.), kan man som pædagog, nogle gange ”ignorere” den anerkendende tilgang til barnet. Det sker muligvis, tror vi, fordi vi tænker at de er så store, at de sagtens kan udtrykke sig til en pædagog eller medhjælper. Der kan der i praksis måske være en manglede inkluderende tankegang, eller inklusionen bliver glemt. Der er ingen børn der er ens, de har alle sammen forskellige forudsætninger. Nogle har et højt selvværd hvor andre har lavt. Der skal pædagogen i praksis være bedre til at lytte og forstå, de følelser og oplevelser børnene, gennemgår, når de f.eks. er ked af det. Der er det vores erfaring, at man siger til børnene, det er du for stor til at hyle over, i stedet for at forstå det fra barnets perspektiv.”

Sprog og inklusion

Pædagoger kan gennem sprog skabe fortællinger, der kan holde sammen på fællesskabet – igennem narrativ praksis. Herunder er der eksempler på narrativ praksis.

Undtagelsesfortællinger: Det kan være, hvis et barn fungerer dårligt socialt og ikke har nogle tætte relationer. Der handler det om at se efter undtagelser for barnet. Måske skal der kigges på de aktiviteter der tilbydes barnet, er det noget der fanger barnet, får barnet noget ud af aktiviteten, eller hvordan kan aktiviteten tilpasses til barnet. Det handler om at se det som hverdagen og barnet ikke kan fortælle os, fordi det er sjældent at ingen børn, har haft socialt samvær med andre børn.

Kig efter intentioner: Hvis et barn slår, driller eller på anden måde generer andre børn, skal pædagogen se på intentionen bag ved. Det handler om for pædagogen at gå ind og forstå intentionen bag barnets handling. Hvorfor er det barnet driller eller slår, det kan være fordi barnet har svært ved at komme i kontakt med andre børn, som det vil lege med. Det handler for pædagogen om at forstå handlingen, i stedet for at fordømme den. Igennem forståelse kan pædagogen være med til at hjælpe barnet, til at, handle på mere hensigtsfulde måder over for de andre børn.

Skil personen fra problemet: Hvis vi udelukkende fokuserer på, at det er barnet der er problemet i en konfliktsituation, giver vi barnet en følelse af skam og skyld. Hvis vi igennem vores sprogbrug, gør barnets handling og ikke selve barnet til problemet, giver vi os selv og barnet bedre handlemuligheder. Barnet skal så at sige inkluderes og problemet ekskluderes. Hvis et barn slår andre for at komme i kontakt med dem, skal pædagogen ikke problematisere barnet, men barnets handling. I manges tilfælde er barnet godt klar over, at de andre børn bliver sure, vrede eller ked af det, når de bliver slået. Barnet har bare ikke brugbare handlemetoder.

Pædagogen har en definitionsmagt over for barnet i sit sprogbrug, pædagoger kan bruge ord og udtryk til at definere et barn, ud fra dets handlinger. Det kan være ”Slap af, du er altid så vred”. Ved at bruge vendingen ”du er”, definerer vi barnet, ud fra den tolkning at barnet altid er vredt. Hvis vi som pædagoger bruger vores definitionsmagt sprogligt på den måde, er vi med til at fastholde barnet i en forestilling om at det altid er vredt og muligvis aldrig glad. Som pædagog skal vi vende definitionsmagten om, og se på hvad der gjorde barnet vredt, så vi ikke får fastholdt barnet som et vredt barn. Vi kan igennem vores definitionsmagt være med til at inkludere eller ekskludere børn, i den måde vi ser og taler til børnene på. Ved at definere børnene som meget vrede eller nogle der slår, fastholder vi vores syn på at sådan er de børn, og derved taler pædagogen til børnene sådan. Pædagoger skal forsøge at finde undtagelser når de ser på et barn med vanskeligheder, i stedet for at marginalisere barnet, når der tales med eller om det. Pædagogen skal være opmærksom på, hvordan han taler til et barn, pædagogen skal ind og forstå barnet, da det handler om at hjælpe barnet til at blive inkluderet i børnefællesskabet. Den måde pædagogen taler til barnet, kan være med til, at barnet får et forkert billede af sig selv, og at vanskeligheden bliver til en del af barnets selvopfattelse. Ved at marginalisere barnet i sin kommunikation, kan pædagogen ekskludere barnet, i stedet for at inkludere.²⁷