Studienummer: 22110238

Dilemmaer som pædagog, når der arbejdes med inklusion.

Der kan opstå dilemmaer i arbejdet med inklusion, pædagogen skal arbejde inkluderende over for alle børn. Pædagogen skal være inkluderende, over for de børn der ekskluderer og de børn der slår, driller eller bruger andre former for krænkelse. Pædagogen skal også være anerkendende over for, før nævnte børn. Pædagogen skal også kunne inkludere og anerkende de børn, der har vanskeligheder. I praksis også ifølge interviewet, bliver der brugt meget tid på børn med vanskeligheder, som tager tid fra børn, der er velfungerede børn. Der hvor inkluderende arbejde kan blive et dilemma, er hvis der bliver fokuseret meget på børns adfærd. Er barnets adfærd et problem, der stammer fra hjemmet, fordi forældrene ikke har sat tydelige grænser, eller er det bare uopdraget. Har man som pædagog, tid til at bruge en stor del af dagen med at arbejde med et barns vanskelighed. Som personale kan der også være dilemmaer i blandt, for hvordan tingene skal gribes an. Hvordan skal vi gribe ind over for børn, der krænker og udelukker andre? For vi skal anerkende og inkludere alle børn jævnbyrdigt. Pædagoger handler ud fra den kontekst, som de ser tingene fra og den tid de er fra. Vi kan tage et eksempel, et barn kommer med blodnæse, hylende fra den lille skov, som er på skolen. Hvordan ville de forskellige pædagoger og medhjælpere agere ud fra, det barn der er skyld i næseblodet? Hvordan kan pædagoger forsvare at være anerkendende og inkluderende, over for barnet? Nogle ville ty til at give en ordentlig omgang skæld ud, hvor andre ville være imødekommende og forståelige over for barnet. Som vi har skrevet i opgaven er ingen børn ens, derfor skal de også behandles forskelligt. Hvordan kan pædagoger opdage, hvis de agerer ekskluderende i hverdagen, og hvordan bringer vi det på banen over for en kollega, hvis vi mener, at de har en ekskluderende tilgang til et barn?¹¹

Som pædagoger bliver vi nødt til, at gribe ind hvis et barn bliver krænket eller ekskluderet. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi gør det. Pædagoger skal se på en konflikt eller krænkelse fra begge sider. Finde hvilke årsager, der ligger bag, og hvordan vi på bedst mulig vis hjælper børnene. Hvis vi ser en kollega være ekskluderende eller underkendende, i sin håndtering af en konflikt, har vi en pligt til, at tale med kollegaen om det. Det kan vi gøre på en stille og rolig måde, for vi skal heller ikke være diskvalificerende over for kollegaen. Som personale skal vi finde fælles fodslag, i hvordan tingene skal gribes an i hverdagen. Der skal aftales hvordan, vi arbejder ud fra det enkelte barn, og hvordan vi kan hjælpe barnet på bedst mulig vis. Det nytter ikke noget, at nogle personaler ødelægger sin relation til et barn, hvor andre skal ind og reparere den relation. Et problem kan være, at et barn mister respekten over for kollegaen, og hvor deres samspil kun bliver vanskeligt.

Praksisfortælling (John):

Vi sidder til et personalemøde, og så siger en af pædagogerne af Fie er godt nok strid over for en bestemt pige. Der bliver snakket frem og tilbage, omkring hvad de andre har oplevet med pigen, og når til enighed om at hun nok bare er strid. Det skal dog siges, at det er en pige, der er glad for mig. Jeg sidder og tænker lidt, for jeg kan ikke helt genkende det samme billede af pigen. Jeg siger så at jeg ikke er helt enig, for de har jo kun oplevet hende i den sammenhæng, og derfor danner sig et billede af, at sådan er hun nok bare. Jeg spørger så til, om Fie og den pige hun er efter Astrid, om de har en historie sammen. Det kommer frem at Fie, Astrid og to andre piger er en dannet klike fra børnehaven. Jeg stiller derefter spørgsmålet, om det ikke kan være fordi, Fie er bange for, at hun skal blive efterladt alene, fordi de andre piger er begyndt at danne andre relationer. Der bliver snakket om det lidt igen, og vi bliver enige om, at det muligvis kan være en af årsagerne.

Jeg ser et dilemma her, fordi det øvrige personale er ved at kategorisere eller stigmatisere Fie som strid. Jeg føler, at de har fået et forkert billede af et barn, fra en uheldig situation, som kan være med til at stille hende i et dårligt lys. Jeg prøver at skille problemet fra barnet, og se det fra hendes hverdag.

Inklusion med fokus på mangfoldighed frem for individualitet

Hvis der skal opnås social inklusion er det vigtigt, at fokus bliver fjernet fra, at det er et enkelt individ som er årsag til problemer og derfor bliver fjernet fra det sociale miljø, men at man der imod går ind og kigger på det sociale miljø som genstand for problemerne. Fællesskaber og det sociale miljø kan lige så nemt udvikles som individer kan, og på den måde undgår man, at nogle enkelte børn kommer til at blive ekskluderet.¹²

Der er en ekskluderende proces i kun at have blikket rettet mod individet, man skal i stedet flytte blikket over på sammenspillet i hele børnegruppen, og det sammenspil som er til stede eller ikke er til stede i de miljøer, hvor børnene befinder sig, og deres evne til at tænke innovativt kommer til udtryk. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er mange institutioner, som er presset, når det kommer til normering på grund af den økonomiske krise vi befinder os i, og der er ikke de store udsigter til at de vil blive bedre, tvært i mod. Dette har beklageligvis, som vi ser det, haft en meget negativ effekt på den pædagogiske faglighed, som er begyndt at glide mere og mere i baggrunden. Det har en negativ effekt i form af, at der er mange institutioner som ”bare” er blevet et opbevaringssted for børnene, frem for et sted hvor de udvikler sig og har de optimale muligheder for at danne nogle nye fællesskaber, og opnå deres ret til at føle sig som deltagende og respekteret aktør, som inkluderet individ på lige fod med alle andre. Det er her, vi som pædagoger skal tænke innovativt og bryde med den traditionelle tankegang, hvor der er en enkelt pædagog, som er tilknyttet et enkelt barn nogle timer hver dag, over til at gå ind og støtte og hjælpe børn til at forbedre og udvikle deres innovative tankegang, så de selv i længden kan være i stand til i større grupper, at se og høre hinanden, så de bliver bedre til at udnytte hinandens kompetencer, så alles muligheder for deltagelse bliver tilgodeset. Pædagogens rolle i dette bliver at vejlede og deltage, når der er behov for det, ikke med fokus på et enkelt barns inklusion men gruppen som genstand for en fælles inklusion.