Indledning



Download 169.89 Kb.
bet1/4
Sana08.09.2017
Hajmi169.89 Kb.
  1   2   3   4

Camilla Egegård Jensen og Trine Nielsen Bachelor januar 2014



Indledning
I Danmark var der pr. 11. juli 2013 anbragt 14.259 børn og unge.1 Dette tal inkluderer akutophold, plejefamilier, og psykiatriske ophold. Vi har valgt at tage udgangspunkt i unge mellem 13-18 år, som er anbragt uden for hjemmet på en døgninstitution. De har forskellige psykosociale, relationelle, kognitive problemstillinger, der gør at de har svært ved at fungere på lige fod med deres jævnaldrende og i samfundet generelt. De unge har ofte problematikker i forhold til deres primære omgangskreds.

Ifølge Servicelovens § 462 har anbringelse af unge uden for hjemmet formål i at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov. For at sikre at disse unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Denne støtte skal ydes med henblik på at sikre den unges bedste. Denne støtte skal sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, de skal sikre de unges mulighed for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer. Fremme den unges sundhed og trivsel, og forberede den unge på et egenrådigt voksenliv. Støtten skal desuden være helhedsorienteret, sådan at man så vidt muligt kan forebygge problemer, støtten skal bygge på den unges egne ressourcer. Desuden skal den unges egne synspunkter inddrages med passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed.


Så i henhold til Serviceloven skal den støtte foregå i hjemmet, men i forhold til vores valg af brugergruppe, skal støtten foregå i forbindelse med opholdssteder for anbragte unge, som er de unges nære miljø. Udover Serviceloven besidder de forskellige opholdssteder også deres individuelle sæt af handleplaner, disse er skabt på baggrund af den pædagogiske tankegang på opholdsstederne.

På baggrund af Serviceloven og de enkelte opholdssteders regler har vi som kommende pædagoger en forventning om at dette bliver holdt i hævd. Dette er desværre bare ikke altid en realitet, hvilket fik os til at ville tage fat i dette emne, da vi har en underen om hvorfor det kan være, når formålet med disse anbringelser står i Serviceloven, og at der desuden optræder regelsæt på institutionelt niveau også. Hvorfor den støtte så ikke bliver opfyldt. Vi har oplevet i vores praktikker og i forbindelse med studiejobs at pædagogerne ikke altid formår at opfylde denne støtte. Vi har en derfor en tese om, at det er fordi der i arbejdet med de unge mangler en dybere relationel dimension. Med dette mener vi, at der er et sammenspil mellem pædagog og anbragt ung, men at der mangler noget for at man kan kalde det en udviklende relation. Vi anser at denne dimension mangler på baggrund af pædagogens professionelle distance til de unge. Som pædagog skal man forholde sig professionelt, hvilket ofte kan fører til en distance mellem den unge og pædagogen. Derudover forventes der ofte for meget af den unge i form af nære relationer. Der forventes at de unge fortæller om deres livshistorie, og i det helt taget inviterer pædagogerne ind i deres tanker og følelser, mens at man som pædagog er på arbejde, og derved agerer professionelt. Derfor kræver det for at skabe en god relation, gensidig tillid. Dog er det ofte svært for de unge at få tillid til en pædagog som er distanceret og ikke er der for de unge af følelsesmæssige årsager, men fordi det er et job. Det er i denne forbindelse vores interesse er opstået.

Eksempelvis har vi oplevet i vores praktikker, hvordan distancen forhindrer den nære relation mellem pædagoger og de unge. I forhold til at pædagogerne ikke må opgive for megen privat information om dem selv. Eksempelvis vælger nogle af pædagogerne at bryde disse forhold, og være venner med de unge på Facebook, mens at andre overholder reglen. Herigennem har vi oplevet hvad dette kan betyde for samspillet mellem de unge og pædagogerne. Netop viser det sig ofte ved, at relationen mellem aktørerne er stærkere hos dem der er venner på Facebook i modsætningen til dem der ikke er.
Vi mener at denne distance der er mellem pædagogerne og de unge, gør at de unge mangler en primærpædagog, som kan gå ind og overtage omsorgsrollen, og at konsekvensen af dette er at den unge ofte ikke vil få opfyldt alle behov optimalt. På denne måde er konsekvensen at den unge ikke lever under samme vilkår og betingelser som andre.

Problemformulering
Hvilke udfordringer er der i arbejdet med anbragte unge, og hvordan kan vi som pædagoger skabe en udviklende relation?

Afgrænsning af vores emne
Vi har bevidst valgt at fravælge teori om identitetsdannelse. Denne teori er så omfattende at den sagtens kan fylde en opgave for sig selv, på den måde vil vi have plads til, at gå i dybden med tilknytningsteori, relationer og de tre p’er, så har vi valgt, at ligge vores fokus her. Da vi finder disse teorier mere relevante i forhold til vores problemformulering.

I samme ånd har vi også fravalgt, at skrive om anerkendelse, hvor vi både kunne have haft fokus på Axel Honneth og hans teori om de tre anerkendelses sfære og Berit Bae med hendes teori om anerkendelse, med de rummelige og trange mønstre. Men vi har valgt at fravælge dette, da vi synes at det er vigtigt at have fokus på vores valgte teorier, og at det at være anerkende også ligger iboende i mange af vores valgte teorier. I forhold til problemformuleringen er anerkendende teorier ikke nødvendigvis særligt relevante, da vi har fokus på relationen med de unge igennem pædagogisk arbejde.


Vores målgruppe er unge frivilligt anbragt udenfor hjemmet, de unge vi har fokus på er unge som har haft problemer i hjemmet, disse problemer har haft effekt på barnets tilknytningsmønster, og dermed barnets evne til at danne relationer senere i livet. På den måde er det også i forhold til vores målgruppe relevant at have fokus på de tre p’er; Professionel, personlig, privat. Da disse unge har brug for gode relationer, og disse relationer bliver ofte skabt gennem et godt kendskab til pædagogen, men det er en fin balancegang hvor meget pædagogen skal være villig eller have lyst til at give af sig selv. Vice versa kan den unges lyst til at give af sig selv også godt blive dæmpet, hvis denne ikke føler en gensidig relation.



Metodeovervejelse

Vi vil i denne opgave have en hermeneutisk tilgang da vi vil indsamle viden omkring teori, andres empiri og vores eget interview, hvor vi så sidenhen vil sætte disse komponenter sammen til en større enhed som skal bruges til at svare på vores problemformulering.



Vi har forberedt os på denne skriveproces, ved at lave research omkring vores emne. Emnet omhandler relationen mellem pædagogerne og de anbragte unge på opholdssteder. Dette for at få større viden omkring emnet, dette for at kunne lave en kvalificeret udvælgelsesproces i forhold til hvilken teori vi ligger vægt på, og hvilken teori vi vælger fra. Vi har i denne research periode læst og udvalgt; Relationer i psykologien, redigeret af Tom Ritchie. I denne bog har vi hovedsagligt koncentreret os om kapitel 2 – Tilknytningens betydning for etablering af nære relationer. Dette kapitel er skrevet f Julie Raunstrup Riis-Hansen. Hun er født i 1973, hun er uddannet Cand.pæd.psych. Desuden er hun certificeret i at kode og klassificere Adult Attachment Interviews. I dette Kapitel har hun taget udgangspunkt i John Bowlbys tilknytningsteori.
Bowlby. 1907 – 1990, han var engelsk læge og psykoanalytiker. Bowlbys tilknytningsteori bygger på systematisk indsamlede data fra diverse forskningsprojekter blandt andet af Mary Ainsworth. 1913 -1999, Ainsworth var udviklingspsykolog, og stod bag Strange Situation Procedure. Andre tilknytningsforskere, har sidenhen udviklet flere metoder til at iagttage og beskrive børns såvel som voksnes adfærd og tænkning vedrørende tilknytning. Alle disse empiriske undersøgelser har gjort det muligt at studere menneskets psykiske udvikling fra fødsel til voksen. På denne baggrund, betragtes tilknytningsteorien som en af de bedst underbyggede udviklingspsykologiske teorier. (Riis – Hansen, 2007, side 34)
Den følsomme hjerne er skrevet af Susan Hart. Hun var en af de første i Danmark til at koble udviklingspsykologi sammen med naturvidenskab. Hun er uddannet Cand.psych. i 1988, og har siden da arbejdet som psykolog. Hun har skrevet en længere række bøger i samarbejde med andre, indenfor hendes ekspertiseområde.

Anderkendelse i praksis er skrevet af Lis Møller som er lektor i psykologi ved pædagogseminariet i Aalborg. Hun har mange års erfaringer med udviklingsarbejde og supervision af i pædagogisk og socialt arbejde. Hendes teoretiske grundlag baseres især på den norske forsker og psykolog Anne-Lise Løvlie Schibbyes arbejde. Vi inddrager Lis Møller da vi mener hun har relevante synspunkter på relationer og samspil, som er aktuelt for vores opgave. I bogen har Per Fibæk Laursen også bidraget med et afsnit vedrørende, de tre p’er i forhold til pædagogens autenticitet. Per Fibæk Laursen er forsker, hovedsagligt i folkeskolepædagogik.

TABUKA - Tidligere Anbragtes Bud på Kvalitet i Anbringelsen. Her udtaler 39 tidligere anbragte unge sig om deres erfaringer med at være anbragt. I bogen bliver der videregivet unik viden, direkte fra dem der selv har oplevet det, derfor benytter vi denne bog, da den er aktuel at have med ind over, for at få et helhedsorienteret syn på vores emne.

Drop Afmagten er en evaluering der er fortaget ved hjælp af en interviewundersøgelse, der omfattede samtlige indskrevne unge, 15 tilfældigt udvalgte tidligere indskrevne unge og medarbejderne som var ansat i De Unges Hus på interviewtidspunktet, 1998.
Vi har desuden brugt en rapport fra SFI, under navnet; Anbragte børn og unge – en forskningsoversigt. SFI er et uafhængigt nationalt forskningscenter under socialministeriet, det er desuden det største danske forskningsmiljø inden for velfærdsområdet. SFI samarbejder med stærke faglige miljøer ved diverse danske universiteter. Denne rapport har vi brugt for at belyse nogen af de problemstillinger der kan være forbundet med at være anbragt på døgninstitutioner. Både i forhold til den unge men også i forhold til de leveforhold der følger med en sådan anbringelse. Desuden har vi også brugt den til at undersøge effekterne af anbragte børn og unge. Udover rapporten fra SFI, har vi brugt et temanummer fra fagbladet SL; Viden om anbragte børn og unge i døgntilbud. Dette temanummer har vi også valgt at bruge i forhold til effekterne af anbragte børn og unge. I både dette tema og rapporten fra SFI, fremstår undersøgelserne af effekterne af anbragte børn og unge som forskningssvage, dette vil vi komme yderligere ind på senere i opgaven.
I vores opgave har vi valgt at lave et interview, med to unge piger fra De Unges Hus i Karlslunde. Vi har valgt den kvalitative metode, da vi ønsker at komme i dybden og få mere detaljeret og personlige svar, og mulighed for at uddybe uforståelige spørgsmål eller svar, i forhold til et spørgerskema. Til gengæld er hvert interview meget arbejds- og tidskrævende, hvilket medfører at færre personer kan indgå i undersøgelsen.
Vi tager udgangspunkt i en interviewguide, så interviewet bliver struktureret. (Jensen, 2010, side 118) Formålet med interviewet er at få et indblik i de unges egen beskrivelse af deres erfaringer og oplevelser i forhold til deres relationer til deres primærpædagog. Dermed skal vores interview bruges til at afprøve, de problemstillinger vi har arbejdet med igennem vores opgave, som kan give os et mere nuanceret billede af vores problemstilling og vi er ude og få en føling fra den direkte kilde til vores emne, som er relationen mellem unge og pædagoger.

Med hensyn til rollefordelingen under interviewet har vi valgt, at Camilla skal være interviewer, grundet hun kender de unge i forvejen via praktik og senere studiejob. Dette ser vi som en fordel, da vi håber de unge nemmere vil åbne op og være mere afslappet, da det kan være svært at åben sig for en fremmede.


I forhold til interviewet har vi overvejet en række eventuelle fejlkilder.
Vi vil være opmærksomme på at svarene i et interview kan blive påvirket af interviewerens fremtræden såsom kropssprog, påklædning m.fl. Dette omtales også som en interviewereffekt. De unge vi har interviewet kan have problemer med at udtrykke sig, og derfor kan svarene blive derefter, dette kan blandt andet skyldes at det er en atypisk situation der befinder sig i, og at de generelt kan have problemer med at udtrykke sig grundet deres faglige evner eller manglen på samme. Vi havde oprindeligt planlagt to interviews. Det første med en pige som generelt virker positivt stemt overfor DUH, og en anden pige som umiddelbart er mere tilbøjelig til at være negativt stemt. Dette var et bevidst valg fra vores side, da vi tænkte at det ville give et dynamisk resultat. Dog viste det sig, at den ene af pigerne som vi havde forventet at ville være mere negativt stemt overfor DUH, ikke kunne deltage i vores interview grundet en uforudset situation. Dog besluttede vi os for at spørge en tredje pige, som gerne ville deltage.
En sidste fejlkilde, vi havde håbet at vores måde at stille spørgsmålene på ville åbne op for mere dialog, og at de unge ville komme med flere inputs. Dette skete dog ikke, svarene var ofte korte og kontante. De svarede direkte på vores spørgsmål. Dette gjorde at vores interviews ikke varede så lang tid som oprindeligt forventet.
Af etiske overvejelser vælger vi at starte interviewet med at informere de unge om at hvad formålet er, den ca. varighed af interviewet, hvem der kommer til at læse opgaven og oplyser dem om de er anonyme.

Udover interviewet bruger vi en række praksisfortællinger til at knytte teori med praksis, disse praksisfortællinger er indsamlet i forbindelse med praktikforløb og studiejob.


Fremover i opgaven vil vi omtale vores målgruppe som de unge, dette er for nemhedens skyld, sådan at det er læsevenligt.

Præsentation af teori

Tilknytningsteori
John Bowlby har udviklet en teori om tilknytning. Denne teori lægger stærk vægt på det tidlige forhold mellem moderen og barnet. Både for den umiddelbare tilknytning, men også for barnets senere udvikling. Bowlbys tilknytningsteori er delvist inspireret af psykologien, men er desuden også inspireret af etologien.
Den del af tilknytningsteorien som er inspireret af psykologien stammer fra Sigmund Freud3. Freud opfandt den klassiske driftsteori. Denne teori er baseret på at barnets adfærd udelukkende af styret af et behov for mad og oral tilfredsstillelse fra moderen. Denne tankegang er Bowlby gået videre med. Han mener at udover behovet for mad og oral tilfredsstillelse, har barnet også et yderligere behov, behovet for tilknytning til moderen. Dette behov deler mennesket med andre dyrearter, og herigennem kommer så Bowlbys inspiration fra etologien.
Bowlby blev bekendt med Konrad Lorenz4. Lorenz havde lavede observationer af nyudklæggede ællinger, som instinktivt følger efter et objekt der går foran dem. Lorenz har observeret at allerede efter ti minutter er der skabt en tilknytning, hvor ællingen søger tilflugt for at få trøst og tryghed, i forbindelse med at den bliver udsat for ukendte ting eller situationer. Det Bowlby fandt interessant var ikke ællingernes behov for at blive madet, da ællinger selv skaffer deres føde fra starten af, men derimod et selvstændigt behov, som er en overlevelsesstrategi, da dette behov beskytter ællingerne mod fare. ( Riis-Hansen, 2007, side 35)

På baggrund af Lorenz observationer mener Bowlby at mennesker har den samme adfærd. Han mener at tilknytningsadfærden viser sig tydeligst i barndommen, men at den kan ses hele livet igennem. Eksempelvis når individet er utrygt, eller står overfor nye udfordringer. Han mener at denne adfærd er naturlig og hensigtsmæssig. At den består i tilliden til et andet menneske, til troen på at et andet menneske er der til at hjælpe én når man har behov for hjælpen. Dette er lige meget hjælpens omfang, og uden forbehold i forhold til individets alder.


Bowlby mener at udover at der en tilknytning eller bånd til forældrene, kan tilknytningen suppleres i forhold til andre bekendtskaber, hvilket oftest gør sig gældende i forbindelse med en partner. Bowlby mener at evnen til at skabe disse emotionelle bånd til andre er et af de vigtigste træk ved effektiv personlighedsfunktion og psykisk sundhed. Han mener med dette, at mønsteret for tilknytningen former barnets personlighed hele livet igennem (Riis- Hansen, 2007, side 36)

Tilknytning og tilknytningsadfærd
Bowlby arbejder med to begreber indenfor tilknytningsteorien. Tilknytning og tilknytningsadfærden. Tilknytningen er den intrapsykiske tilstand i individet, det er den tilstand der definerer vores følelsesmæssige forbindelse til andre. Mens at tilknytningsadfærden er den der kommer til udtryk på baggrund af den intrapsykiske adfærd. Tilknytningsadfærden ligger ifølge Bowlby instinktivt i os, og kan komme til udtryk igennem forskellige følelsesmæssige udtryk; gråd, smil, pludren, klyngen sig til, følgen efter og rækken ud efter. Disse følelsesmæssige udtryk har til hensigt at vedligeholde en nærhed og kontakt med barnets tilknytningsperson(er). Dette er som oftest moderen eller faderen, men der kan også være andre tilknytningspersoner, alt efter hvilke omstændigheder barnet befinder sig i.

Bowlby mener at tilknytningsadfærden ligger til grund for separationsangsten, at disse følelsesmæssige udtryk opstår når barnet føler en angst for adskillelse, at disse udtryk bliver aktiveret af angstprovokerende stimuli.


Disse stimuli kan opdeles i tre faktorer ifølge Bowlby. De første faktorer er i barnet, disse kan ses i form af træthed, sult, smerte, kulde og sygdom. Herefter er der faktorer i tilknytningspersonen, i dette tilfælde er der fokus på moderen, disse faktorer kan være at mor er fraværende, mor går eller mor afviser nærhed. De sidste faktorer er de faktorer der kan være i omgivelserne. Dette kan være alarmerende hændelser i form af høje lyde, skarpt lyd, mørke. Fremmede mennesker og- eller objekter.

Omsorgsadfærd
Omsorgsadfærden er forældrenes instinktive adfærdssystem, denne adfærd bliver aktiveret af barnets behov for nærhed og kontakt. Denne instinktive adfærd som forældrene besidder viser sig i at de verbalt og kropsligt viser barnet at de er tilgængelige, og socialt og følelsesmæssigt åbne over for barnets signaler. På den måde hænger tilknytning – og omsorgsadfærden sammen, hvor angst aktiverer barnets tilknytningsadfærd igennem en række følelsesmæssige udtryk, og forældrenes omsorgsadfærd bliver aktiveret på baggrund af barnets udtryk. (Riis – Hansen, 2007, side 37)

Udforskningsadfærd
Hvis barnet har en stabil moderfigur, vil barnet udvikle en udforskningsadfærd omkring ni måneders alderen. Her søger barnet bort fra moderen for at undersøge omgivelserne, velvidende at moderen nok skal være der, når barnet med jævne mellemrum vender tilbage til moderen, eller når behovet for moderen opstår. Dog vil disse udflugter væk fra moderen ikke blive udført så ofte eller helt ophører hvis moderen viser sig at være ustabil. Barnet har behov for at vide at det kan være på disse udflugter og derefter vende tilbage til den sikre base. På den måde spiller den sikre base to roller, den kan være der for at tilskynde barnet til at udforske verden på egen hånd, men den er der også som et sikkert sted hvor barnet kan føle sig trygt. På samme måde som tilknytning– og omsorgsadfærden påvirker hinanden, gør tilknytning– og udforskningsadfærden det også. Når barnets udforskningsadfærd er høj, og tilknytningsadfærden så bliver aktiveret af angstprovokerende stimuli, kan barnet ikke længere rumme eller koncentrere sig om udforskningsadfærden. Barnet vil derfor få behovet for forældrenes omsorgsadfærd. På denne måde er tilknytning – og udforskningsadfærden gensidigt hæmmende. Denne vekslen mellem de to er en måde for barnet at håndtere stress og angst på. Barnet kan opleve fysiologisk ubehag, når det er for langt væk fra dens tilknytningsperson(er), og søger derfor den sikre base igen. Det er for barnet umuligt i denne situation at vedblive i udforskningsadfærden. Barnet har behov for at udvikle og gøre brug af sin udforskningsadfærd, for at barnet vil være i stand til at tage disse udflugter, er det vigtigt for barnet at vide at det har en sikker base at vende tilbage til, når behovet opstår. Barnet har denne viden hvis barnet har en sikker tilknytning. Bowlby mener grunden til at det er vigtigt at udforskningsadfærden ikke bliver undertrygget er fordi det senere i livet kan få uheldige udviklingsmæssige konsekvenser, da udforskning er med til at fremme barnets tilpasning til omgivelserne. (Riis – Hansen, 2007, side 38)

Indre arbejdsmodeller
Barnets forventninger til dens tilknytningsperson(ers), antagne adfærd bliver gradvist internaliseret i barnet. Disse forventninger bliver på den måde en del af barnets egenskaber. På den måde bliver tilknytningen ikke blot ved at fortsætte stabilt, men også et personlighedstræk i barnet, eller en del af barnets indre arbejdsmodeller. Dette er med til at bygge barnets model af selvet op, og derfor får de indre arbejdsmodeller afgørende betydning for barnets personlighedsudvikling. Indre arbejdsmodeller er derved de forventninger og overbevisninger om ens egen og andres adfærd. Så hvis barnet har fået en sikker tilknytning, vil de indre arbejdsmodeller hjælpe barnet til at udvikle et godt selvbillede, og ligeledes med omverdenen.
Dette fører os videre til Bowlbys bekendtskab med Mary Ainsworth. Bowlby mødte Ainsworth forbindelse med at han havde indrykket en stillingsannonce, hvor Bowlby søgte medarbejdere til det forskningsprojekt som han var ved at igangsætte. På denne måde begyndte deres forskningssamarbejde mellem disse to, som havde en fælles interesse for hvad der styrer små børn udvikling mod sundhed eller det modsatte.

Som nævnt viser tilknytningsadfærden sig når barnet bliver udsat for angstprovokerende stimuli, for at kunne undersøge kvaliteten af denne tilknytning i et års alderen, udviklede Ainsworth Strange Situation Procedure eller SSP. I SSP udsættes barnet for stressende situationer, disse har en varighed på cirka tre minutter. Eksperimentet går ud på at barnet bliver placeret i et lokale med lidt legetøj og moderen er med, efter et stykke tid går moderen ud af lokalet. I den første separation kommer der i stedet en fremmed ind og lokalet. Når der er gået tre minutter kommer moderen tilbage i lokalet og den fremmede forlader rummet, efter et stykke tid forlader moderen endnu en gang rummet, men denne gang kommer der ikke nogen andre end, denne gang er barnet overladt til sig selv, igen efter tre minutter kommer moderen tilbage. Dette eksperiment har til opgave at vise barnets tilknytningsadfærd. Altså hvilke følelsesmæssige udtryk barnet bruger, for at komme i kontakt med moderen igen. Ud fra dette eksperiment har Ainsworth opdelt børnenes reaktioner i tre hovedkategorier. Dog blev der sidenhen identificeret et fjerde mønster af Solomon og Main.5 (Riis –Hansen, 2007, side 42)

Den undvigende tilknytning

Den sikre tilknytning

Den ambivalente tilknytning

Den usikre desorganiserede/desorientererede tilknytning.


De fire tilknytningsmønstre
Den sikre tilknytning er resultatet af en varm og imødekommende tilknytningsperson, en som lytter til sit barns behov, og som hjælper barnet til selv at udforske. Det er en som støtter barnet i dens kommunikation, eksempelvis ved turtagning. Disse overstående træk hjælper barnet til at nærme sig tilknytningspersonen på en direkte og positiv måde, hvor barnet ved at dens behov vil blive mødt, og godkendt. Barnet ved i forbindelse med en sikker tilknytning at det vil få den rette respons fra sin tilknytningsperson. Barnet ved at det er elsket betingelsesløst. I forhold til SSP eksperimentet viser børn med en sikker tilknytning, ved at kunne udforske rummet på egen hånd når moderen befinder sig i lokalet, mens at når moderen forlader lokalet, bliver disse børn tydeligt usikre, men bliver dog hurtigt trygge og trøstede igen når moderen kommer ind i lokalet igen. (Riis – Hansen, 2007, side 43)

I forhold til den undvigende tilknytning, viser disse børn ingen interesse for moderen under SSP eksperimentet. Ikke når hun er i lokalet, og da hun forlader lokalet viser barnet ingen tegn på stress angst eller lignende. Disse børn er vant til at deres tilknytningsperson ikke er stabil, og har derfor på egen hånd udviklet en række strategier for hvordan de kan klare sig selv. Disse børn har lært sig selv nogle beskyttende strategier, da de er vant til at deres tilknytningspersoner bliver irriteret eller ophidset når barnet udviser tilknytningsadfærd. På den måde lærer barnet fra en tidlig alder at beskytte sig selv, da de ikke kan stole på at tilknytningspersonen gør det. På denne måde kan barnet være i rimelig nærhed med sin tilknytningsperson, men uden at give anledning til irritation. (Riis – Hansen, 2007, side 43)

I forhold til den ambivalente tilknytning er det lidt i samme boldgade som de undvigende børn, dog er forskellen her at når moderen igen kommer ind i lokalet, ved disse børn ikke hvordan de skal forholde sig til moderens tilbagevending. De vil gerne op til moderen og trøstes, men så snart moderen har taget dem op, kæmper de for at komme væk fra moderen igen. Denne tilknytning skyldes en moder der ikke har det samme handlemønster altid, en som gør et det ene øjeblik, og bagefter har en helt anden håndtering af en lignende situation senere hen. På den måde ved barnet aldrig hvad det kan forvente. Disse mødre har ofte svært ved at læse deres børns behov, og reagerer derfor ikke hensigtsmæssigt overfor barnets følelser og behov. Disse børn reagerer ofte med vrede og gråd, denne vrede og gråd bliver brugt som en overtalelsesfunktion, for at få tilknytningspersonen til at ændre mening – til ikke at forlade barnet. Børnene ved ikke hvornår de får den forventede opmærksomhed og føler sig derfor ikke uvilkårligt elsket. Dette fører til at barnet senere i livet vil skabe ambivalente relationer til omverdenen, da de ikke kender de naturlige reaktionsmønstre, og derved kan føle mistro. Derudover kommer de ambivalente relationer også fordi barnet ikke har et optimalt selvbillede. (Riis – Hansen, 2007, side 44)

De tre nævnte tilknytningsmønstre står Ainsworth bag. I 1986 identificerede Main og Solomon et fjerde tilknytningsmønster. Main og Solomon mener at det sidste mønster er et udtryk for den mest dybdegående utryghed. Main og Solomon mener at den desorganiserede/desorienterede tilknytning er en kombination af den undvigende og den ambivalente tilknytning. Børnene der oplever dette tilknytningsmønster bliver tydeligt meget oprevet da moderen forlader lokalet. De kan ikke trøstes af den fremmede, de kigger på døren og venter utålmodigt på at moderen vender tilbage, når moderen så vender tilbage er barnet ikke længere interesseret i moderen, og barnet er stadig ikke til at trøste, selvom moderen nu igen befinder sig i nærhed af sit barn. Disse børn er vant til at tilknytningspersonen, både er den de søger i forbindelse med fare og utryghed, men samtidig er det også den person som fremkalder de angstprovokerende stimuli. Disse børn er altså børn der bliver udsat for omsorgssvigt. (Riis – Hansen, 2007, side 45)




Do'stlaringiz bilan baham:
  1   2   3   4


Ma'lumotlar bazasi mualliflik huquqi bilan himoyalangan ©hozir.org 2017
ma'muriyatiga murojaat qiling

    Bosh sahifa