Rapportens samlede antal tegn

5.2 Depression, underordningsadfærd og indre simulation

I dette afsnit er det rationalet at anskue depression ud fra den belyste teoretiske ramme i nærværende speciale, da forandringer der vedrører selvets indre regulering og tilpasning til ændrede stratifikationsforhold især ses ved depression, hvor depression desuden er en af de lidelser, der klinisk er mest udbredt indenfor et hierarkisk-konkurrence perspektiv.

En af de mest centrale teorier, der forbinder social konkurrence i en sammenligning mellem mennesker og dyr, er Price, Sloman, Gardner, Gilbert og Rohde (1994) med Social Competition Hypothesis. Denne hypotese indebærer, at social konkurrence-adfærd bevirker, at den tabende adopterer en accepts-strategi for sin lave sociale status, som er kendetegnet ved symptomsignaler for depression. Disse symptomsignaler indebærer underordningsadfærd, som stammer fra et højt niveau af inflammatoriske cytokiner, der udløses neurologisk i hjernen ved depression (Miller, Maletic & Raison, 2009; Kelley et al, 2003). Herved udløses sygdomsadfærd, som er en adfærd der kendetegnes ved symptomer som; tilbagetrækkelse fra det sociale, træthed, udmattelse, søvnbesvær og manglende interesse, som ofte antydes at være en adaptiv strategi, da den depressive må trække sig fra det truende ukontrollerede miljø for at konservere energi (Shapley & Bitsika, 2010; Dantzer, 2001a; 2001b). Studier argumenterer dog både for defensive såvel som offensive reaktioner på depression, som oftest henvises i form af arresteret kamp/flugt adfærd som forvar (Gilbert & Gilbert, 2003). I den forbindelse er aggression ofte en reaktion, når der konkurreres om ressourcer, territorier, at opnå eller vedligeholde en social status, hvorimod flugt kendetegner undgåelsen af fare og skade, som en evolutionær strategi (Dixon, 1998). På den måde karakteriseres underordningsadfærd som en tydelig signaladfærd for tab, truet, lav og/eller nedjusteret status (jf. 4.1.1.1). Depression hos mennesker kan i tråd hermed argumenteres, at være en form for artsspecifik version af sygdoms- og underordningsadfærd (Baldursson, 2012, p. 42).

I den forbindelse er der bred enighed imellem klassiske evolutionære teorier om depression, som tilsammen angiver, at konkurrenceadfærd som medfører statusnedjustering, tab og desuden afvisning er centrale elementer, der medfører underordningsadfærd og depression (Allan & Gilbert, 2002; Fournier, 2009; Gilbert, 2000, Gilbert & Miles, 2000; Gilbert et al, 2009; Langner et al, 2012; Price et al, 1994; Price et al, 2007; Slavich et al, 2009; Sloman, 2008; Sturman, 2008).

Det er dog muligt, at stille sig kritisk overfor disse klassiske eksempler på depression. Dette da der som oftest ikke er tale om direkte ydre nederlag, men hellere konfrontationer i den indre simulerede verden (jf. 5.1). Dette kan hænge sammen med, at mennesker i dag sjældent møder de stimuli, som førte til kamp/flugt adfærd i vore forfædres miljøer, såsom mødet med vilde rovdyr. Alligevel fortsætter det menneskelige fysiologiske system at reflektere kravene fra fortiden. Trusler der ikke kræver en fysisk respons, fx eksamen eller kritik, kan derfor alligevel føre til fysiske konsekvenser samt ændringer i immunsystemet for reparation af skade. Psykologiske forandringer har på den måde kapaciteten til at modificere og dermed ændre forskellige udtryk af immunsystemet (Segerstrom & Miller, 2004, pp. 601f).

Det giver i den forbindelse mening, at depression, sygdoms-, og underordnings-adfærd, tidligere og i højere grad, blev udløst af ydre sociale trusler og belastninger. Til gengæld er det vigtigt at overveje om, og i hvor høj grad, disse reaktioner i dag kan blive udløst som følge af indre imaginære trusler (jf. 5.1). Det vil sige, at indre begivenheder som ikke behøver at modsvare nogen aktuelle ydre begivenheder, kan udløse den samme gamle dynamik og underordningssystem, der stammer tilbage fra chimpanserne (jf. 4.1.1.1). Dette perspektiv understøttes desuden af studier, der viser at oplevelsen af ens sociale status som lav, her som resultat af indre modulering, medfører sænket humør (Price et al, 2007).

I den sammenhæng kan der blandt andet trækkes på Rohde (2001, p. 221), som opstiller tre hypoteser i en central undersøgelse, om relevansen af hierarkier, territorier og nederlag i forhold til depression:

1. 
   Der er lignende genetiske faktorer og lignende mønstre af hjerneaktivitet ved mennesker, dyr og mindre organismers hierarkiske og territorielle adfærd.
   
2. 
   Hjernestrukturer, der er involveret i eksterne hierarkiske konflikter, bevidsthed og billedsprog, er aktive ved indre hierarkisk konflikt.
   
3. 
   Nederlag i den indre hierarkiske verden producerer depressivt humør, hvor alternative hierarkiske mål har en beskyttende effekt.
   

Disse tre hypoteser synes desuden at være undersøgt og bekræftet i dette speciale via komparative studier af blandt andre Boehm (jf. 4.0) og desuden understøtter Björqvist (2001) hypotese 1, ved hans sammenligninger af socialt nederlag ved mennesker og dyr, hvor han finder ensartede mønstre. Hertil understøttes hypotese 2 og 3 af den nyeste eksperimentelle social- og kognitive forskning (jf. 3.0, 4.0, 5.1) og desuden understøtter egne cases disse hypoteser (jf. 1.3, 5.3).

Dette peger på, at indre hierarkiske simulationer af nederlag, kan forårsage ændringer i adfærd via samme biologiske mekanismer, som er aktive ved ydre konfrontationer og hierarkisk nederlag (Rohde, 2001). Det bør derfor overvejes, at depression kan opstå som følge af indre simulationer. Det medfører desuden, at klienter i den indre verden, kan simulere nederlag, hvor denne fantasi således kan medføre selv-marginalisering og udfordringer i den virkelige verden.

5.2.1 Depressionens ætiologi: Arbejdsdeling, altruisme og selvværd som ydre og indre regulerende bytteforhold

Forrige afsnit konkluderer, at det at have depression ikke nødvendigvis omhandler tab og mistet status i den ydre verden, men at depression kan opstå som følge af et indre forløb og simulation. I tråd hermed er selvværd et centralt aspekt til forståelsen i form af en ydre og indre regulerende simulation (jf. 3.3).

Dermed tages afsæt i selvværd (jf. 3.3). Selvværd har evolutionære rødder, hvor det at udføre en opgave succesfuldt promoverer positive selvfølelser (Campbell & Foster, 2006). Et eksempel kan være at jage, hvor belønningen er at få mad, som en primær forstærker i vore forfædres miljø. Selvværd er desuden et sociometer, der måler ens belongningness til gruppen, hvor selvværd omhandler vigtig information om social inklusion, reproduktion og konkurrence, hvor selvværd informerer om det sociale ståsted (ibid., pp. 3f). Således er selvværd en subjektiv indre markør for personens inklusive status (Leary, 1990, p. 226). I den forbindelse er depression og lavt selvværd desuden tæt relateret, hvor depressive har en større tendens til at føle sig værdiløse, inkompetente og utilstrækkelige (Ort & Robins, 2013).

Depression, som en lidelse, der er karakteriseret ved lavt selvværd, giver dog ikke udelukkende mening ud fra et hierarkisk standpunkt (jf. 4.1.1, 4.1.1.1), som bygger på magt og mistillid. Dette da mennesket vurderer sig selv ud fra attraktion og talent, frem for aggression og magt, hvor førstnævnte desuden er underliggende taktikken for at opretholde og opnå værd (Gilbert, 1992, p. 150). På den måde giver det mening at anskue depression ud fra et altruistisk standpunkt (jf. 4.2), hvor selvværd handler om at være socialt inkluderet, mens skyld og skam temaer forsøges undgået. Skyld og skam indikerer seriøs skade for ens sociale accept, hvorfor skyld og skam fungerer som et indre socialt trussels system (Gilbert, 2003). Disse forudsætter en moral, som indebærer lighed og tillid til andre (jf. 4.2.4).

Endvidere refererer selvværd og selv-konceptet til tanker og følelser om personstandpunktet. Dette standpunkt inkluderer evnen til at observere andres reaktion på en selv (Cooley, 1902), muligheden for at anskue egen adfærd ud fra et ydre standpunkt (Bem, 1972) og forholde sig til andres handlinger (Festinger, 1954). Når disse selvobservationer er dannet, giver de mening til personens oplevelse, hvor personen kan reagere på denne oplevelse (jf. 3.2, 3.4). Depression kan derved tænkes, at opstå som en vurdering af utilstrækkelige kompetencer i den indre verden, som igen kan afspejle urealistiske antagelser om, hvorvidt personen selv er værdig til fortsat inklusion, eller er legitimt truet på sin inklusion. På den måde omhandler selvværd den værdi personen tillægges. Personer der er usikre på deres inklusionsret og har lavt selvværd, kan desuden have en øget tendens til at integrere ydre information i det indre (jf. 3.3). Dette kan tænkes at være uhensigtsmæssigt, hvis den ydre information er uddraget fra forvrængede indre simulationer. Dette set i forhold til, at lavt selvværd desuden enten kan være en præcis velfunderet forståelse af ens begrænsninger som person, eller som et forvrænget og måske patologisk billede af ens usikkerhed og underlegenhed (Baumeister et al, 2003). Således kan der opstå belastning i den indre selv-forståelse, som i sidste tilfælde kan forvrænge den ydre information, og kan medføre dysfunktionelle konsekvenser og resultere i selv-marginalisering.

Som tidligere påpeget (jf. 4.3, 4.3.1) indebærer udviklingen af arbejdsdeling, at forskellige kompetencer og bidrag kan ses som lige, værdige og vigtige. Arbejdsdelingsperspektivet indikerer muligheden for, at der bidrages og udveksles til et socialt fællesskab, hvor der kan opstå dissonans imellem det personen selv opfatter, at denne har bidraget med, og desuden at respons og belønning i så fald underkendes. Dette stemmer overens med at negativ affekt kan opstå, hvis personen opfatter at den inklusive status er mindre end den ønskes i den pågældende sociale gruppe (Leary, 1990, p. 223). Desuden kan scenariet opstå, hvor en person ikke føler at denne bidrager eller gengælder, også selvom at dette ikke er rigtigt. Der kan altså opstå en belastning ved, ikke blot at værd eller bidrag kan underkendes, men at personen ikke selv føler sig i stand til at gengælde (jf. 5.3.2). Responsen bør i de tilfælde være eksklusion, hvor en person i sin indre simulering derved kan komme til at ekskludere sig selv, da denne ikke føler sig værd at inkludere i fællesskabet (jf. 4.3.1). Dette kan stemme overens med menneskets evolutionære historie, hvor de der ikke er gode samarbejdspartnere, ekskluderes fra gruppen (jf. 4.1.2, 4.2.2, 4.2.3; Kurzban & Leary, 2001, p. 187). Således kan ydre sanktions og eksklusionssystemer i takt med den sociale evolution antages, at være gjort indre, sådan at en person muligvis selv kan opdage, når denne er en byrde for gruppen (jf. 4.0, 4.2.2, 4.4). Altruisme kan have medført muligheden for, og udviklingen af indre selv-marginalisering eller selv-eksklusion som en funktionel strategi i gruppen.

Den hierarkiske anskuelse kan derved muligvis tænkes, at være mindre betydningsfuld end først antaget. Det kan formodes på baggrund af afsnit 4.0, at den altruistiske og demokratiske psykologi er tidligt opstået i den menneskelige sociale art, hvorfor hierarkiske tendenser relativt hurtigt elimineres. Altruisme og arbejdsdeling kan derfor måske nærmere antydes, at være en ætiologisk bagvedliggende dynamik for depression, betydningen af værd og underordnings-adfærd. Selvværd, skyld og skam bidrager desuden til indre og ydre regulering, for så vidt muligt at opnå social belønning og værd (jf. 3.3, 4.2.4, 4.3.1).

5.2.2 Opsummering

Opsummerende kan fejl i den indre modulering opstå som indre simulation af eksklusion eller truet inklusion, hvor en sådan trussel nemt kan aktivere det gamle nederlags- og underordningssystem, som mennesket genetisk har tilfælles med chimpanser. Depression argumenteres dog at have mindre tilfælles med den hierarkiske psykologi end først antaget. Depression, værd, inklusion/eksklusion, altruisme og arbejdsdeling argumenteres i stedet for, at være centrale dele af diagnostikken i forhold til at anskue ætiologi og symptomer. Det er derfor væsentligt, at diagnostikken udbygges, såvel at den ydre sociale verden betragtes som en del af den indre sociale verden, hvor selvværd medierer en indre og ydre følelse af bidraget til fællesskabet. Således er depression muligvis ikke et resultat af en tabt eller nedjusteret status per se, men nærmere en indre simulering af manglende inklusionsberretigethed. I forhold til et sådan perspektiv kan dysregulering af ydre og indre bytteforhold relateret til arbejdsdeling og selvværd (jf. 4.3.1) anskues at være et ætiologisk bud på en ny teori om depression og selv-marginalisering.