Rapportens samlede antal tegn

4.4 Opsamling på den sociale stratifikationspsykologi

De komparative studier af hierarkier, egalitærisme, altruisme, arbejdsdeling og byttepsykologi tilbyder to ganske modsatrettede, men komplimenterende forklaringer af dobbeltstrukturen i den menneskelige psyke, som præsenteres ved to akser:

1. 
   Den vertikale akse: Mennesket er evolutionært en del af et hierarkisk magtsystem og ser sig selv som en del heraf. Mennesket er desuden som årsag hertil egoistisk eller selv-interesseret og har motiv for at øge sin status og indflydelse, som kan føre til konflikter andre imellem. Mennesket har i den forbindelse behov for at kunne sammenligne og vurdere sit sted i hierarkiet i forhold til andre, hvor et evolutionært indbygget dominans- og nederlagssystem, som kan vise sig som signaladfærd, er centralt i forhold til konkurrencen om ressourcer og undgåelse af skade (jf. 1.0, 4.1.1, 4.1.1.1).
   

2. 
   Den horisontale akse: Mennesket er en del af en samarbejdende, alliance-skabende og delende enhed som et resultat af et samspil imellem en gennemgående social psyke og en evolutionær udvikling imod egalitærisme og altruisme. Dette medfører udviklingen af og behovet for internalisering af ydre sociale forhold, som medfører evnen til selv-kontrol og selv-regulering. Altruisme forudsætter desuden inklusion, som medfører muligheden for arbejdsdeling. Mennesket ser derfor sig selv som en del af et fællesskab og nødvendigheden for, at kunne vurdere og optimere ens værd og bidrag, er derfor essentielt for at kunne yde til arbejdsdeling, gruppevelfærd og kvalitet (jf. 4.1.2, 4.1.2.1, 4.2, 4.3).
   

Disse to komplementerende forståelser i udviklingen af den menneskelige sociale psykes struktur medfører desuden en granskning af en reciprok påvirkning af en ydre og indre verden. Hierarkier har således medført ydre kontrollerende og vedligeholdende organisering af mennesker, hvor magt, social kontrol og sanktioner er centrale for navigation og overholdelse af sociale regler, som forklarer eksklusion. På den anden side er personer i altruistiske grupper styret af motivet for inklusion og besidder et indre kompas til at vurdere andres investering eller mulighed for snyderi, samt egen fornemmelse for social overtrædelse via skyld og skam. Dette har tilsammen dannet baggrund for en evolutionær og en social selekteret udvikling imod stigende ydre og indre social selv-regulering til fordel for gruppens funktion.

Forståelsen af selv-marginalisering og selv-eksklusion i denne sammenhæng medfører hypotesen om, at disse er opstået på et tidspunkt i menneskets fylogenetiske udvikling, hvor fordelene ved komplekse sociale relationer har medført ydre såvel som indre selv-regulering således at samarbejde i gruppen fremmes, hvilket hænger sammen med behovet for konsistens (jf. 3.4.1, 4.3.1). Til dette er selv-marginalisering og selv-eksklusion muligvis et væsentligt middel.

Sådanne indsigter medfører desuden en ny hypotese, der omhandler, hvordan disse teoretiske perspektiver kan anskues i forhold til psykologisk praksis og intervention, som næste kapitel omhandler og undersøger:

• 
  Hvis vi anskuer at repræsentation af hierarki, altruisme, arbejdsdeling og byttepsykologi er noget, der kan fejle i psyken, hvordan kan vi i så fald identificere, forstå og intervenerer overfor disse fejlfunktioner i den indre sociale selv-forståelse?
  

5.0 Kliniske implikationer: Selv-marginalisering, indre social simulation og stratifikation som dysfunktion

I dette kapitel anvendes specialets belyste og diskuterede teorier til det formål, at identificere egenskaber ved psykisk lidelse, der giver mening ud fra dette standpunkt. I et sådan perspektiv gives eksempler på, hvordan kliniske forståelser og dysfunktion kan belyses i et nyt perspektiv, der indebærer selv-marginalisering, social simulation og stratifikation. Indledningsvist adresseres hvordan social smerte i forbindelse med eksklusion kan opstå som fejl og systemsammenbrud i den indre modulering. Efterfølgende forbindes disse overvejelser med en diskussion vedr. hierarkiske og evolutionære teorier om depression. Dernæst anvendes kliniske caseuddrag til at afspejle en berigende forståelse af specialets pointer. Afsluttende indføres bud på behandlingsmæssige implikationer og overvejelser omkring terapeutiske teknikker, som kan anvendes til behandling af selv-marginalisering som en indre dysfunktion.

5.1 Social smerte som systemsammenbrud i den indre modulering

Dette afsnit fordrer, at det er muligt, at anskue psyken som et system, hvis forskellige funktioner er forbundet med hinanden, hvor fejl i et område eller modul, kan påvirke en lang række andre områder (Murphy & Stich, 2000). Reparative strategier er i den forbindelse en del af psykens vedligeholdelsessystem, selvom at dette kan virke dysfunktionelt³³. Systemsammenbrud kan anskues i forbindelse med en påvirkning af en ydre og indre verden, som medtager vigtige aspekter i forhold til relationen imellem fysisk og social smerte, og disses påvirkning af indre moduler.

Systemsammenbrud i psyken beskrives oftest at hænge sammen med eller at være udløst af en ydre hændelse, som fx kritiske eller stressende livshændelser, der indebærer tab, nederlag og konflikt (Keller et al, 2007, p. 1523). Dette behøver dog ikke at være tilfældet, da følelsen af eksklusion kan opstå i det indre, hvor fx selvkritik, kan opfattes på lige fod, som hvis dette var en udefrakommende trussel, der medfører at kroppen reagerer, som var der en faktisk trussel til stede og stress-systemet, angst og depression kan aktiveres (Gilbert & Procter, 2006). Neuro-videnskabelige undersøgelser understøtter desuden, at det at blive ekskluderet fra gruppen aktiverer de samme hjerneregioner som involverer følelsen af fysisk smerte (Eisenberger et al, 2006; Eisenberger & Lieberman, 2004)³⁴.

I den forbindelse kan social eksklusion medføre både forøget emotionel og fysisk smertesensitivitet, eller på den anden side emotionel og fysisk smertelammelse. Dette kan skyldes, at graden af truslen om eksklusion kan forværre smerten indtil et vist punkt, et punkt hvor der så sker en lammelse. Det betyder, at jo større en social distance er fra andre, jo mere forværres smerten - indtil et kritisk punkt, hvor smerten ikke længere føles. Derved medfører fremtidig alvorlig eksklusion lammelse af fysisk smerte, hvor mindre alvorlige trusler om eksklusion kan medføre hypersensitivitet (Bernstein & Cleypool, 2012). Dertil viser et studie, at stimulation af det højre ventrolaterale præfrontale cortex i hjernen, kan medføre lettelse af den smertefulde oplevelse af social eksklusion. Dette kan skyldes at denne del af hjernen regulerer emotioner for negative stimuli, hvormed en stimulering af hjernedelen kan reducere den sociale smerte ved social eksklusion (Riva et al., 2012).
Den sociale revolution kan på den måde have medført modifikationer af det fysiske smertesystem, hvor et psykologisk system til håndtering af sociale trusler er opstået på baggrund af tilknytningssystemet med motivation for enten at fremme social involvering eller håndtere tab, marginalisering og nederlag. Social smerte opstår som følge deraf ved truslen om hierarkiske, sociale og relationelle tab og nedjustering. Den sociale smerte kan derfor anskues som en form for moderne social reguleringsstrategi (Baldursson, Carlsen & Pedersen, 2013; MacDonald, 2009; jf. 2.2.1).

Dette afsnit giver et indblik i, signifikansen af at forstå verden, som en indre og ydre virkelighed, hvor forholdet imellem ydre og indre trusler eller tab er tæt forbundne. Således kan psykisk dysfunktion opstå som psykisk advarsel om social skade, hvor det fysiske smertesystem kan aktiveres, selvom der ikke nødvendigvis er en trussel i den ydre verden. Behovet for stadig mere komplekse sociale reguleringsstrategier kan således have bevirket, at en indre simulation af eksklusion, kan risikere at medføre systemsammenbrud i den indre modulering, som et vigtigt aspekt til anskuelsen og forståelsen af selv-marginalisering.