|
Daginstitutionen hedder officielt ikke længere daginstitution, men dagtilbud. Dette skyldes, at der fra statens side er blevet sat fokus på kompetenceudvikling, som et led i at hæve den danske konkurrenceevne, et udspil der kommer fra konkurrencestaten. Selve ændringen fra daginstitution til dagtilbud er heller ikke helt tilfældig. Ændring i sprogbruget er med til at fremme en særlig forståelse af, hvad den ansattes rolle er, og har betydning for hvordan relationen mellem hjem og institution udformes(Krejsler, 2013, s. 164). Man skal i denne sammenhæng se de professionelle, som en slags leverandører af serviceydelser og i en langt større grad være lydhør overfor (for)brugerens krav og forventninger. (Krejsler,2013,s.165). Tidligere kunne den professionelle med sin almene forpligtelse udøve sin ekspertviden uden borgerens nærmere indblanding(Krejsler,2013,s.165). Grunden til dette skift er også, at daginstitutionens rolle har fået ny karakter. Daginstitutionen er nemlig under stærk politisk bevågenhed. Dette skyldes, at man i langt højere grad ser daginstitutionen, som en del af førskoleområdet. I den optik bliver daginstitutionen et parameter, hvorpå man kan forbedre den danske konkurrenceevne. Netop denne optik har også medfødt kravet om t, dokumentation m.m. Alle disse tiltag gør, at kompetenceudvikling bliver det centrale fokus for daginstitutionen, og socialiserings- og almene opdragelsesopgaver træder i baggrunden. Disse faktorer er med til at ændre relationen mellem hjem og institution(Krejsler,2013,s.166). Vi vil i dette afsnit beskrive, hvilke dilemmaer, der kan optræde i denne nye relation, samt komme med et bud på, hvad der er vigtigt at have fokus på i dette sammenspil.
Netop denne relations ændring arbejder Annegrethe Ahrenkiel med. Relationen mellem institution og hjem har ændret sig, som effekt af konkurrencestatens nye måde at italesætte daginstitutionen på, nemlig som et servicetilbud, samt ændring af lovgivning på området (læreplaner, dokumentation mm). Et servicetilbud, der sætter kompetenceudvikling i forgrunden. Hun har igennem interviews sammenfattet nogle bestemte forældretyper, som synes at være kendetegnende for de fleste forældregrupper, og som er et biprodukt af denne relations ændring, der er sket. Hun har fundet særlige karaktertræk ved disse forældretyper, og beskriver hvorledes disse typers forskellige karakteristika har en indvirkning på relationen mellem hjem og institution(Krejsler,2013,s.167).
Den første forældretype Ahrenkiel tager fat i er typen, som hun kalder ”Jensens Bøfhus forældrene”. Denne forældretype er meget orienteret imod, hvilke aktiviteter institutionen gennemfører og sætter ofte krav til disse aktiviteter. Denne forældretype skal ikke bebrejdes deres tilgang, mener Ahrenkiel, idet de er et produkt af omdefineringen fra daginstitution til dagtilbud. Der altså her tale om en service relation, hvor institutionen skal leve op til den enkeltes forventninger og tilpasse tilbuddet, så det passer kunden. (Krejsler,2013,s.167)
Dernæst beskriver Ahrenkiel ”den meget engagerede forælder”, en forældretype, der søger at få omfattende indflydelse på indholdet i de umilddelbare synlige aktiviteter, uden i samspil med pædagogen at have dannet sig et overordnet indblik i tilrettelæggelsen af aktiviteten. Det kunne for eksempel være en forælder, der synes, at man ikke hver morgen burde have tegnebordet åbent, uden dog at have det pædagogiske know how omkring, hvilke muligheder tegnebordet indbyder til, samt hvilken kontekst/pædagogiskplan tegnebordet er lavet i forhold til. Problemet med dette, mener Ahrenkiel, er, at imødekommer man denne forældretypes krav om øget fokus på de synlige karakterer, så risikerer man, det går ud over det væsentlige kvalitetsarbejde med børn, som etableres igennem en helhedsorienterede tilgang, hvor de enkelte aktiviteter har deres berettigelse set med en større optik(Krejsler,2013,s.169).
Forfatterne af denne opgave kender som pædagogstuderende begge forældretyper fra praktikkerne. Det er forældre, der er optaget af deres barns trivsel, men også har klart definerede personlige holdninger til, hvad hverdagen i daginstitutionen skal tilbyde dem og deres barn, og hvad der bør vægtes og prioriteres. Disse to relations typer sætter derfor pædagogens professionelle autonomi under pres, da dagtilbuddet, som nævnt, i stigende grad bliver betragtet som en serviceydelse. I det ovenstående kan den engagerede forældre også opfattes som en decideret hindring for pædagogisk arbejde, da denne forældretype oftest kun bliver anderkender de synlige/strukturerede aktiviteter i dagtilbuddet. Men som pædagog skal man kunne rumme specifikke ønsker og behov fra familierne jf. dagtilbudsloven §1 stk. 2. Derfor bliver pædagogen fanget mellem individuelle forældrekrav og sin faglige og helhedsorienterede tilgang til institutionslivet.
Når vi nu har belyst dette dilemma, bliver det også relevant, at se på hvordan man kan arbejde i det. For det er vigtigt at have for øje, at når en af de ovenstående forældretyper spørger ind til pædagogen, er formålet (som oftest) ikke at udfordre eller kritisere pædagogen, det er blot et produkt af samfundsdiskursen. Ahrenkiel mener derimod, at forældre ønsker dette ”samarbejde”, da de ved, fra samfundsdiskursen, at det har stor betydning for barnet, og de naturligvis ønsker det bedste for deres barn, hvilket man ikke kan bebrejde dem. I disse samtaler er det vigtigt, som pædagog at gøre det klart overfor forældrene, at en given aktivitet ikke nødvendigvis har fokus på lige præcis deres barn, eksempelvis tegnebordet, men på børnegruppen, som en helhed. Det er nødvendigt at give forælderen en forståelse af, at det handler om børnegruppens måde at fungere sammen på, sammenholdt med barnets liv på tværs af institution og hjem. (Krejsler,2013,s.176). I denne kontekst kan det imidlertid lyde, som om at det pædagogen, der ved, hvad der er bedst for barnets ve og vel, og har det forkromede overblik. Og pædagogen har ganske rigtigt det forkromede overblik ift. institutionslivet, men har samtidig en stor børneflok og en institution at tage hensyn til, og på ingen måde den ”tætte relations” perspektiv på udvikling og behov for det enkelte barn. Ahrenkiel mener derfor, at relationen mellem hjem og institution bør betragtes som et samarbejde, hvor barnet er det fællesprojekt, hvor inputs fra begge sider er i spil ift. det enkelte barn, således at man undgår en ”jeg ved bedst” kultur. Der skal være plads til forskellighed, hvad angår barnet, disse forskelligheder skal blot udnyttes i forhold til barnets bedste. (Krejsler,2013,s.176). Kort sagt; pædagogen har en viden om barnet i institutionen, og forældrene har en viden om barnet i hjemmet, og kombinerer man den viden, får man det bedste resultat. (Krejsler,2013,s.176)
Do'stlaringiz bilan baham: |
