Bachelor Projekt Om Konkurrencestatens effekt på den pædagogiske profession Problemformulering

Delkonklusion

Vi har i dette afsnit set på forskellige aktørers syn på læreplaner, både for og i mod, og set på hvordan læreplaner påvirker legen. Vi har set nærmere på hvad legen i sig selv kan, men også hvordan man kan bruge legen til at styrke arbejdet med de pædagogiske læreplaner. Vi har set at ved hjælp af den integrerende baggrund, kan man skabe en fælles historie. En historie der bunder i børns egne interesser (spor). Det handler med andre ord om at planlægge de pædagogiske læreplaner ud fra den inspiration, man får fra børnene, således at de er medskabere af aktiviteten og således at det får en personlig og fælles betydning for dem. At lede efter spor og at planlægge de pædagogiske aktiviteter ud fra dem, giver også en indikation af, hvor barnet er i sin læringsprocesser og læringsinteresser. Arbejdet med læreplaner bliver ikke noget, der bliver planlagt på forhånd, men en del af pærevællingen. Samtidig er den pædagogiske profession under pres fra forældre, som resultat af daginstitutionens omdefinering til dagtilbud. Og ydermere opstår der er et pres ift. pædagogernes indtog i den reformerede folkeskole.

En stor del af disse forudsætninger for den pædagogiske profession, tager udspring i samfundsmæssige ændringer i overgangen til en konkurrencestat. Men samfundets syn på, hvordan børn bør opdrages, eller udvikle sig, er ikke bundet til konkurrencestaten, om end konkurrencestatens tankegang er dikterende for den nuværende pædagogiske kurs. Derfor vil vi i det følgende, igennem Rousseau, betragte en grundlæggende forståelse af samspillet mellem individ og samfund, og drage en parallel til vores samtid, og ydermere drage dette ind i en pædagogisk kontekst.

Rousseau

Rousseau beskæftiger sig med overgangen fra det ”naturlige” til ”civilisationen” (Thyssen, 2012, s. 444). At give afkald på det naturlige for at påtage sig/modtage samfundets/ civilisationens tanker og kræfter – om end de er fremmede for det naturlige (Ibid.).

”Når individet afgiver og overgiver sig til samfundet, lader de deres vilje gå op i et fælles væsen, som råder over deres liv, ejendom og tro. Det er en aktiv vilje der gælder alle og altså er en almenvilje” (Thyssen, 2012, s. 449)

Rousseau argumenterer for nogle utopier som omhandler hvorledes samspillet bør være mellem den private borger og stats borgeren (Thyssen, 2012, s. 445) Hans argumenter kan med vinding sættes i relation til spørgsmålet om statens indflydelse på borgerens frie ret. Denne diskussion bliver interessant i kraft af det fokus, der er globalt og politisk, på konkurrence nationer imellem. Og dette fokus får gennemgribende konsekvenser for privatborgerens egne, måske endda naturlige interesser, og tilsidesætter disse for, hvad der anses at være i samfundets ånd.

Vi skal selvfølgelig forstå almenviljen ift. Rousseaus samtid, dvs. at den forstås, som en forenende vilje mennesker imellem, der er baseret på, hvad der er godt for alle mennesker. Mennesket skal således give afkald på, eller undlade at følge en naturbunden lyst, der kan stride imod, hvad der bedst for samfundet. Det skal tillægge sig et perspektiv, der favner det gode for alle – og således er almenviljen bygget på forståelser, der, groft set, i alles optik er gode.

Således kan man betragte almenviljen, ift. velfærdsstaten, som en solidarisk vilje, der skaber plads til alle, og giver alle rettigheder i samfundet(læs s. 4).

Hvad er så almenviljen i konkurrencestaten?

Betragterman almenviljen, som et sæt af værdier, der giver mening for (næsten)alle, kan man også argumentere for, at en samfundsdiskurs der sigter mod øget faglighed i folkeskolen – med henblik på at skabe ”den bedst uddannede generation i danmarkshistorien” – er i alles interesse, og derved bliver en del af konkurrencestatens almenvilje.

Det bliver interessant, når vi ser, at Rousseaus tanker er 250 år gamle, men stadig har fat i kimen om vores interesse for opgaven, nemlig: Hvad går tabt, når der er en så gennemgribende diskurs og konsensus om vigtigheden af uddannelsen af konkurrencedygtig arbejdskraft?

Den almene vilje varetages af staten, der styrer alt. Og derved undgår staten frie associationer, der bryder folkets enhed ved at satse på specielle, eller personlige interesser – i konflikt med den private vilje, vil den almene veje mest.( Thyssen, 2012, s. 449) Altså er borgerne underlagt en fælles vilje, der fylder mere end deres egne interesser, idet borgeren vægter samfundets interesser over egne. En vilje, der er varetaget af staten, og derved også den siddende regering og ydermere EU.

Således kan en kritisk tænkning hurtig definere samfundsdiskursen, som en konstruktion foretaget af beslutningstagere, der står udenfor det egentlige danske samfund, men dog får stor effekt på borgernes hverdag. Med andre ord bliver det pædagogiske virke kontrolleret af interesser, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med den pædagogiske profession.

For at sådanne interesser kan få indflydelse beskriver Rousseau ”den produktive fortryllelse”. Den produktive fortryllelse, er et politisk greb til at forene og motivere, ud fra et måske ikke videnskabeligt sandt billede, men gennem motivationen at gøre sig selv sandt – ”..en selvopfyldende profeti..”(Thyssen, 2012, s. 453). Den produktive fortryllelse sigter mod at skabe samling og tilsløre forskelle og skavanker – Rousseau taler om den i forskellige former: Den belejrede fæstning, Den store krise, den ideale verden – alt for at skabe en følelse af at ”vi er alle i samme båd”(ibid.). I den produktive fortryllelse retter Rousseau en skarp kritik af styreform, og manipulationen af folket. Om det ligefrem kan overføres på det senmoderne, veloplyste samfund usandsynligt, i hvert fald ift. Rousseaus oprindelige idé. Men hvis man sammenligner Rousseaus ”den store krise” med PISA undersøgelserne fra 2005, hvor Danmark var væsentligt dårligere placeret end forventet. Ses det også, hvilket fællesskab omkring omstrukturering af uddannelses sektoren, der herefter er skabt. Samt den gennemgående diskurs omkring uddannelsesnødvendighed i samfundet, for at kunne stå stærkt i konkurrencen med omkringliggende nationer.

Dette indikerer, at Rousseaus teori lever i bedste velgående, idet hans idéer om statens evne til at skabe fællesskab, samt at denne fællesskabsforståelse går forud for individuelle interesser, er let sammenlignelige med den nuværende samfundsstruktur. Nemlig en fælles idé om at arbejde skaber fællesskab og adgang til fællesskabet, og kun igennem uddannelse opnås der adgang til arbejdsmarkedet. Derfor er uddannelse et primært mål/ideal for mennesket år 2015. Og man kan betragte dette ideal, som en manipulation af samfundet; og samtidig, ikke mindst i kraft af diskursers effekt på mentaliteten, som en almenvilje, hvor ”det gode” bliver, at man er i stand til at konkurrere med andre nationer. Her opfattes almenviljen som et produkt af politiske fokuspunkter, bl.a. uddannelse, der sigter mod konkurrencedygtighed.

Rousseaus samfundskritik retter sig imidlertid ikke kun mod politiske konstruktioner, men også mod den pædagogiske indsats, hvilket i Rousseaus teori primært omhandler opdragelsen af barnet.

Som nævnt er Rousseau optaget af ”det naturlige”, hvilket også danner ramme for hans tanker om børneopdragelse, nemlig: ”At mennesket af naturen er godt, og at barndommen har sin egen værdi, og ikke bare er en forberedelse til voksenlivet.” (Liberg, 1998, s. 13)

Han retter således en stærk kritik imod forældre, der opdrager deres børn til ”slaveri”, altså tidligt at være arbejdskraft for familien eller tjene for andre, og ikke giver barnet plads til at følge den naturlige nysgerrighed, der giver barnet egne erfaringer og tro på sig selv (Liberg, 1998, s. 18), og dermed opbygger barnets autonomi.

”Hvorfor vil I forhindre små uskyldige børn i at nyde den korte tid som svinder så hurtigt, og berøve dem det kostlige gode som de jo ikke kan misbruge?”(Ibid.) Rousseau taler netop her om barndommens egen værdi i livet. At barndommen er et livsstadie, hvor barnets personlige udvikling skal finde sted, gennem den naturlige nysgerrighed og legen. Og at dette livsstadie er unikt, og bør prioriteres, ikke anses som et forberedende stadie til voksenlivet, idet de glæder, der findes i barndommen kun opstår i dette livsstadie, såfremt der er plads til udfoldelse.

Denne kritik rummer altså nogle af de ”tilslørede skavanker” en samfundsdiskurs kan medføre.

Trækker man Rousseaus perspektiv ned over det senmoderne konkurrencestat, kan man se en samfundsdiskurs, der i mindre grad lægger op til den frie udfoldelse, men netop fokuserer på en forberedelse til voksenlivet. Der er klare forventninger til en udvikling, der ikke tager udgangspunkt i det naturlige og i nysgerrigheden, og derved, i Rousseaus perspektiv, fordrer udviklingen af autonomi og kompetencer til at kunne begå sig selv. Barndommen har fået et formål, der går ud over en naturlig dannelse, og i kraft af formålet tilsidesættes en del af det rum, der skal fordre denne dannelse.

Som vi har belyst tidligere, er det tydeligt i debatten, at det oplyste samfund anno 2015, også tager højde for den frie leg. Men når den stærke samfundsdiskurs og politiske retningslinjer får indflydelse på den pædagogiske profession, vil det få en afsmittende effekt på den hverdag barnet skal begå sig i.

Vi vil i det efterfølgende, inspireret af Rousseaus teori om samfundets magt over privatpersonen, samt hans syn på børneopdragelse, anskue nogle af de ”tilslørede skavanker”, der opstår, når det man har betragtet som almenviljen bliver påvirket af, eller bliver næsten lig med samfundsdiskursen. Her undersøger vi Bent Madsens beskrivelse af identitetsdannelsen, og forholder denne til konkurrencestatens forudsætninger, idet der netop her belyses en problematik, der på baggrund af politiske beslutninger får direkte indflydelse på børns udvikling.