Studienummer: 22110238

Eksklusion og udelukkelse

Når et barn ikke opnår følelsen af at være en del af et fællesskab eller have nogle nære relationer, er det en diskvalificering eller en stempling af uduelighed, der bliver tildelt af de andre børn. Udelukkelse kan også forekomme som et forsvar mod bibeholdelsen af en aktivitet eller fællesskab, her menes der at aktørerne i legen ikke vil have et forstyrrende element ind i legen, som de er bange før vil ødelægge fællesskabet. Udelukkelsen er ikke bekymrende hvis det hænder få gange.

Børn kan også bruge krænkelser og udelukkelse som led i at udforske, hvordan de kan være sammen, hvor langt kan de gå og hvor er deres og kammeraternes grænse, hvad er i orden og hvad er uacceptabelt. Der hvor det er bekymrende, og pædagogen skal sætte kaffekoppen ned, er hvis et barn gentagende gange får en afvisning, når han/hun nærmer sig et fællesskab og bliver afvist. Specielt hvis barnet bliver relationelt krænket, bevidst krænkelse der sætter et barns værdighed på spil. Det er vigtigt at pædagogen griber ind i børnenes indbyrdes dilemma, når det kommer til udelukkelse, og afhjælper dem, så de ikke selv skal stå med problemet, så det ikke bare bliver jungleregler der kommer til at herske i børnegruppen, hvor det bliver den stærkeste der kyser de mindre stærke, og starter en grobund for eksklusion.

Krænkelse og udelukkelse har to dimensioner, en ydre og en indre. Den ydre dimension er de udelukkelser og krænkelser pædagogen selv kan iagttage, når børnene bliver krænket eller udelukket, og som der kan reageres på med det samme. Den indre dimension, er den følelse barnet oplever, når det bliver krænket eller holdt ude af en social aktivitet. Der er det vigtigt, at pædagogen er lydhør over for barnet og lader barnet forklare sin egen opfattelse af udelukkelsen eller krænkelsen, så der kan gribes ind bedst muligt for barnet, og få det indsluset i et socialt fællesskab.

Når et barn oplever krænkelse ved at blive ekskluderet af sine kammerater, skal pædagogen hjælpe barnet bedst muligt. Barnet skal ikke sættes i en bås eller kategoriseres. Barnet skal mødes af en respektfuld og imødekommende pædagog, der kan imødekomme barnets behov, og hjælpe barnet på dets præmisser, alle børn er forskellige, og skal behandles forskelligt.

Pædagoger kan også være ekskluderende i deres virke. Pædagogers reaktioner på besværlige børn kan også være diskvalificerende, det kan ske i form af børn, der bliver ignoreret i og efter konfliktsituationer, eller bevidst overhører et barns gråd. Ifølge (Margareta Öhman 2011) praktiseres der nogle steder sort pædagogik, dvs. hvor børnene først bliver ignoreret og derefter straffet med at skulle sidde ved et bord, mens de andre børn er i fuld galop. Det kan blive et problem fordi børnene gerne vil undgå denne form for straf, da det i deres lys ikke er sjovt. Problemet heri er, at børnene ikke får hjælp fra en kompetent pædagog, der kan hjælpe børnene følelsesmæssigt, de mister følelse med børnegruppen, og kan i tilfælde føle sig fremmede i eget børnefællesskab.²⁸

Pædagogen kan selv arbejde med, hvordan de selv kan undgå krænkelser og udelukkelse af børn. Man kan tage fat i personalegruppen, og bede dem observere en, og give kritik af, hvordan man gebærder sig. Der kan også tages et syn på institutionens struktur, hvordan trives børnene i den, er der nogen der bliver overladt til sig selv, deltager alle børn ligeværdigt i hverdagen, hvem er ekskluderet.

Mobning og eksklusion

Når der skal arbejdes på at skabe inkluderende rammer og med antimobning, skal vi som pædagoger arbejde ud fra det normdannende fællesskab, som er afledt fra, samhørighed, solidaritet og et socialt miljø. Et fællesskab der er imødekommende og bredtfavnende, hvor alle føler sig socialt og relationsmæssigt ”hjemme”. Der skal skabes en naturlig forståelse i blandt børnene, hvordan de skal agere og opføre sig i hverdagen, over for hinanden. I det normdannende fællesskab skal der, børnene iblandt, herske et vi-fællesskab, hvor ingen føler sig ladt i stikken socialt. I institutionen skal alle have mulighed for, at have venner, vi har som pædagoger en pligt til og medansvar til at sikre, at alle børn trives og har social tilknytning i hverdagen. Det normdannende fællesskab, kommer til udtryk i forskellige kampagner imod mobning, fra amok – netværket.

I arbejdet med det enkelte barn ser pædagogen, barnet ud fra et børnesyn, hvor pædagogen ser på hele barnet, og hvordan det fungerer i fællesskabet, i stedet for, at se barnet i små dele, dvs. at se vanskeligheder for barnet, i stedet for at se vanskeligheder i barnet. Børn opholder sig mange timer om ugen i institutioner, i undersøgelser viser det sig, at noget af det børn vægter højest er venskaber, det siger Jo Niclasen som er Antimobbekonsulent ved AMOK.²⁹ En stor del af børns trivsel, kommer af at have venner og stå socialt stærkt. De børn der har få venner er ”nemme” ofre, da de står dårligt socialt og derved ikke har de samme muligheder for at forsvare sig socialt, de har ingen at dele deres oplevelse med, og derved risikerer de at trække sig helt og blive ensomme. Børn vælger og vrager imellem hinanden hver dag. Her ser vi et dilemma, for børn kan ikke tvinges til at lege med hinanden, for hvis vi tvinger børnene til at lege med hinanden eller en, der har svært ved at knytte relationer, skader vi mere end vi gavner. Eksempel fra børnehaveklassen, man må ikke sige nej. Som pædagoger kan vi give dem redskaberne, til at få knyttet relationer, det kan vi gøre gennem diverse aktiviteter, såsom kropslige lege eller aktiviteter som den gode stol, hvor børnenes sociale egenskaber er i højsæde. I et børnefællesskab hvor der forekommer mobning og udelukkelse, er et børnefællesskab, der er præget af en lav tolerancetærskel. Udelukkelse og drillerier er ikke mobning, det kan det blive, hvis det sker gentagne gange, og der ikke bliver grebet ind over for det. I et børnefællesskab der ikke er synderligt sammentømret, kan mobning blive til et fælles tredje, da børnegruppen kan have noget at være fælles om. For nogle kan det være en oplevelse af samhørighed og fællesskab, men i virkeligheden er det for at undgå at være den der bliver mobbet. Det er bedre at være ”inkluderet” på et negativt grundlag end selv at være den det går udover. I mobningen kan der desuden også ligge en angst for social eksklusion, dvs. man er bange for ikke at være en del af fællesskabet. Børnene er bange for ikke at høre til, om man er den kiksede eller klamme, der er en angst for at være stemt ude, og derved blive mobbet og ekskluderet af fællesskabet I en klasse med høj social angst, skal der ikke meget til, før der er en der bliver mobbet, det kan være en anderledes frisure eller tøj, der ikke stemmer overens med det øvrige fællesskab. Som pædagog skal man have fokus på at hjælpe barnet. Det kan forekomme, at et barn der er blevet mobbet eller ekskluderet trækker sig fra de andre børn, fordi barnet kun har oplevet negative relationer. Her skal pædagogen træde aktivt ind og hjælpe barnet. Nogle pædagoger kan vælge den nemme løsning, og sige det er også barnets egen skyld, fordi han/eller hun ikke opsøger de andre børn. Det er ikke altid, at et barns vanskeligheder bliver set fra barnets perspektiv eller imødekommet fra en pædagog, men bliver overladt til sig selv. Som pædagog er det vigtigt, at man er lydhør over for børnenes følelsesmæssige reaktioner. Børn der bliver krænket skal tages alvorligt, så deres placering i fællesskabet bliver genoprettet, de har tillid til at pædagogen kan hjælpe og støtte dem. Pædagogen skal ikke være med til at, udstøde dem, ved at tage for let på deres vanskeligheder. Som pædagog skal man ikke overse eller undlade, når et barn kommer til en, og føler sig krænket. Konsekvensen af dette er at barnet bliver overladt til sig selv, bliver mere isoleret og mere udsat i forhold til krænkelser. For at undgå krænkelser, eksklusion og mobning, skal der i børnefællesskabet være respekt, anerkendelse og ligeværd.³⁰

Dan Olweus definerer mobning på følgende måde: ”En person er mobbet eller plaget, når han eller hun gentagende gange bliver udsat for negative handlinger fra en eller flere personer”.

Vi kan godt se nogle problemer i Olweus definition af mobning, for hvor ofte skal man blive udsat, før det sker gentagende gange, er det en, to eller femten gange før det er gentagende. Det kommer også an på barnets opfattelse af plaget, kan vi som pædagoger definere hvornår et barn føler sig plaget af andre børn. Som vi ser det, er det op til det enkelte barn at afgøre, om det føler sig plaget i dagligdagen, og så er det vores opgave som pædagoger at gribe ind for ”plageånderne” og hjælpe både det udsatte barn og dem der krænker barnet. Vi skal som pædagoger skabe et rum hvor der er forståelse og solidaritet i blandt børnegruppen, i stedet for dannes dominerende kliker eller adspredelse.³¹

Uden for institutioner, bliver vi voksne og børn påvirket af eksklusion. Her bliver eksklusion brugt i underholdningsprogrammer, vi sidder ved fjernsynet og morer os over, når folk bliver smidt ud af reality-programmer. Igennem disse programmer kan børnene få opfattelsen af, at det er i orden at ekskludere og holde andre ude af legen. Hvorfor skulle de dog ikke det, når det er i orden på tv, hvor programmerne defineres af voksne, hvorfor skulle det ikke også være i orden i hverdagen? Der får vi som fagpersoner en ny udfordring, for børnene lærer også uden for institutionen, der skal vi som pædagoger, være klar over, hvordan vi kan lære børnene, at selv om det er i fjernsynet, så er det ikke i orden, at være sådan i fællesskabet.³²