Studienummer: 22110238

Inklusion

Inklusion er ikke et begreb, der skal ramme bestemte grupper af børn, men skal berøre alle børn, uanset etnisk herkomst eller sociale lag.

Inklusion kom frem i 1990’erne, det skyldes en kamp fra de internationale handicapforeninger, der kæmpede for lige muligheder og rettigheder for folk med handicap. Det blev vedtaget igennem FNs standardregler om lige muligheder for mennesker med handicaps og Salamancaerklæringen.³

Den enes inklusion er den andens eksklusion, børn bygger alliancer med hinanden, de bruger indbyrdes magt til at forhandle med hinanden, det er en god ting, for de får udviklet sig personligt igennem dette. Der hvor problemet opstår, og man som pædagog skal være vaks, er når eksklusionen sker gentagne gange, og hvis børn ikke har de nødvendige sociale midler til at bryde dette mønster, hvor de ikke kan få en jævnbyrdig relation med andre børn og aldrig bliver deltagende, og derigennem ikke opnår værdsættelse, bliver set eller hørt.

Inkluderende pædagogik er et tredelt format, da pædagogikken retter sig imod barnet, det sociale fællesskab og relationerne imellem barnet og fællesskaberne. Der kan være en tendens til, at man i institutionerne arbejder med det store fællesskab, når man arbejder med inklusion, i stedet for at have fokus på de mindre fællesskaber, hvor der er plads til barnet, som det er. Der skal være mangfoldige fællesskaber, så børnenes forskellige behov imødekommes, og som de kan udvikle sig i. Pædagogen er også tilbøjelig til at se barnet som en type, frem for det individ det nu engang er. Sådan en tilgang til barnet kan være ekskluderende, fordi pædagogen sætter barnet i en bestemt bås, man ser ikke barnet som en enkelt person, som skal hjælpes, men man ser barnet som et problem, som noget der ikke er pædagogfaglig kompetence til at løse.

Som pædagog skal vi være opmærksomme på de eksklusionsmønstre, der bliver skabt, når der er leg i det frie rum. Når børn ekskluderer og udelukker hinanden, skal pædagogen være mere opmærksom, og gribe ind og hjælpe børnene med at undgå udelukkelse. Pædagogen skal hjælpe børnene med at styrke deres sociale færdigheder, så de lærer at skabe og vedligeholde gode sociale relationer og lærer at acceptere hinanden for deres stærke og svage sider.⁴

Rummelighed som forkert begreb

Inklusion er når børnene er en aktiv social deltager i fællesskabet. Det er, når de får oplevelsen af, at de bliver set og hørt, de bliver værdsat, som den de er. Et barn kan sagtens være fysisk til stede, uden at være inkluderet. Det er her, det er vigtigt, at pædagogen gør sig nogle tanker om, hvordan han vil skabe et inkluderende fællesskab, hvor alle børn føler sig som en aktiv del af det. Når vi skal snakke om inklusion, er der meget stor tildens til, at begrebet rummelighed bliver brugt som noget af det, man lægger meget vægt på og arbejder hen imod. Det er også noget, som vi tit oplever, enten i vores praktikarbejde eller i andre sammenhænge, hvor snakken ofte bliver drejet ind på inklusion, da det er meget oppe i tiden i øjeblikket. Der ligger bare det i det, at de to begreber ikke hænger sammen, da de har forskellige betydninger.

Rummelighed er over tiden blevet den danske og internationale betegnelse for inklusion.

Der er i og for sig ikke noget galt i at ville skabe en rummelig institution, hvor der skal være plads til alle, uanset hvilke problemer eller udfordringer de måtte have, og intentionen bag er helt sikkert godartet. Det er bare ikke den rigtige vej at gøre det, når det kommer til de pædagogiske processer, hvor det handler om for pædagogerne at skabe rammerne, og så vidt det er muligt, gøre betingelserne for barnet optimale for at kunne opnå social inklusion gennem sociale fællesskaber.

Problemet når det kommer til begrebet rummelighed er, at man sagtens kan være rummet i en institution uden at vær aktiv deltager i de sociale fællesskaber, det, der sker, er, at barnet er fysisk tilstede uden at blive værdsat som individ. Det er langt fra alle børn som besidder de sociale færdigheder og kompetencer, der skal til for at opnå inklusion, de vil i stedet få følelsen af ikke at blive accepteret og derved blive ekskluderet.

Det er derfor vigtigt hele tiden at fokusere på, at fastholde inklusion som pædagogfagligt begreb, som fokuserer på, at barnet skal udvikle sig gennem fællesskabet og interaktion med andre børn, og hylder mangfoldigheden og børns forskelligheder. Det er pædagogernes ansvar at skabe et godt socialt miljø i institutionen, hvor det er muligt, for at alle børn at opnå deres fulde udviklings potentiale.⁵

Demokrati, deltagelse og menneskeværd er de grundlæggende tanker bag social inklusion, men det ender ofte med helt at glide ud af diskussionen, fordi der bliver snakket om rummelighed frem for inklusion. Meningen med social inklusion er at ophæve og i længden helt at undgå ekskluderende processer i institutionerne, men i stedet er fokus blevet flyttet over på institutionens rummelighed og pragmatiske retning om, hvordan institutionerne skal være tilpasningsdygtige og problemløsende (Holmegaard 2004). Dette kan desværre ses, som at begrebet om social inklusion er blevet erstattet af det danske begreb om rummelighed. Det er ikke godt, fordi rummelighed kan sammenlignes med begrebet integration, hvor alle børn uanset deres særlige behov og forskelligheder, bare fysisk placeres i samme rum/institution uden at have målsætningerne for social inklusion for øje.⁶

Interview med Ole omkring inklusion i Broskolens SFO

Hvordan arbejder i, præcis med inklusion i SFO’en:

”Vi arbejder med at undgå at være stigmatiserende, alle børn er normale. Alle børn får de samme tilbud, f.eks. får alle lov til at deltage i de aktiviteter, der bliver iværksat. Børn med vanskeligheder er med på samme vilkår, som de velfungerende. Det er pædagogens ansvar, at der ikke er nogle, der bliver ekskluderet fra aktiviteterne. Der hvor den trigger er, om vi kommer tæt nok på, og det gør vi ikke.

Bliver der taget ekstra eller særlige hensyn, til de børn som i ikke kommer tæt på?:

Vi tager specielle hensyn, for vi kender børnene. F.eks. det barn, der er hørehæmmet, vi er opmærksomme og imødekommende og ikke afvisende over for barnet. Der er en pigegruppe, hvor der er problemer, pigerne taler grimt til børn og voksne, de kan til tider være modbydelige. Gruppen er tit oppe til diskussion på personalemøder. Vi er nysgerrige på, hvad der rører sig i pigegruppen, hvad handler det om, og går konstruktivt ind i pigernes opførsel, i stedet for at skabe et skæld ud miljø. Et skæld ud miljø kan opstå, når der ikke er kompetencer på området vedrørende børn med specielle behov, der er tilknyttet SFO’en.

Er der nogen i ”stoppestedet”⁷ med speciel uddannelse?:

Der er 5, der er specieluddannede på skolen, som skal varetage 600 elever. De kan ikke nå alle elever, som har brug for den nødvendige hjælp, i forhold til inklusionsarbejdet. Der bliver drøftet at gøre det anderledes til næste år, det er stadig på tegnebrættet. Der bliver pædagoger reserveret til at arbejde med børnene om formiddagen, og dem fra undervisningsdelen skal være med om eftermiddagen. Vi er allerede begyndt på det nu, da der er en overlevering fra skole til SFO på et hørehæmmet barn, så han kan forstå de til bud der er i SFO´en den dag, i et forsøg på at bygge bro mellem de verdner.

Det er vel med inklusion for øje, at det bliver gjort?:

Der er i inklusionens navn, at vi gør det. Det er ikke af hensyn til andre end det barn.

Men hvad så nu, når I begynder at køre heldagsskole. Hvad så med de pædagoger, som er ansat, kommer der noget efteruddannelse til dem. Der kommer jo en del børn med specielle behov, hvor det kræver en god portion faglig viden?:

Vi kender ikke lovgivningen på området endnu, de er ikke nået til enighed, de sidder faktisk nu og forhandler om det, mens vi sidder her, om folkeskoleforliget. Vores skolechef har lavet en løs beregning, hvad det kommer til at koste Faaborg-Midtfyn Kommune, og han regner med, at det kommer til at koste ca. 20.000.000 kr. ekstra i forhold til i dag. For at hente nogle af pengene hjem, skal der spares 3.3 mio. på SFO området, det betyder så fyringer. Det er noget løst noget, der er ikke endegyldigt besluttet endnu.

Man kan ikke sige inklusion, hvis der også skal spares. De to elementer går ikke ligefrem hånd i hånd. Det ender bare med at børnene bliver rummet i stedet for inkluderet, fordi der ikke er nok personale til at arbejde med inklusionspædagogik?:

Ja! Jeg har været ansat her i seks år, og i den tid har der ikke været bevilliget en halv støttetime, til børn, der kunne have gavn af det. Ud af de 200 børn der er i SFO´en, er der mellem 10 og 15 børn, der kunne have brug for støtte. Børnehaverne har 20 timers støtte, som de så kan dele imellem de børn, der har brug for det, ligegyldigt om de har brug for det dobbelte.

Nogle gange er det bare at rumme børnene. De skal jo være her, vi kan jo ikke bare sende dem hjem. Andre gange kan man komme til at arbejde med dem og gå fra, og gøre noget særligt for dem med særlige behov, være særligt opmærksom på dem og bruge meget tid på dem. Vi bruger meget tid på de børn med særlige behov, på den bekostning, at de normale eller velfungerende klarer den selv.

Det er vel også lidt forkert, at de skal klare sig selv. De normale børn har også brug for voksenkontakt, og at der bliver arbejdet inklusionsmæssigt deres vej. Selv om de har nogle gode kompetencer, kan de altid blive bedre. Det er selvfølgelig en prioritering?:

Ja det er rigtigt, og det er selvfølgelig ikke godt nok, det skal ikke blive en elendigheds snak, men det er bare de vilkår der er. Vi var f. eks på Egeskov i går med 200 børn, og vi var 8 voksne med til at se efter dem. Da jeg startede ud, der var der 2 pædagoger og en medhjælper til 20 børn, så det var nogle lidt andre vilkår, når man kigger på den inklusionsmæssige del. Af dem, som er ansat her, føler flertallet, at de gerne vil gøre mere for børnene, end de synes de kan komme til. Der er ikke mulighed for at køre nogle længerevarende projekter, da planlægningen meget er noget, som foregår på dag til dag basis.

Bliver der lavet smtte-modeller på de aktiviteter, som bliver lavet med børnene i forhold til den inklusionsmæssige del af aktiviteterne?

Vi har arbejdet med smtte-model for nogle år siden, men nu er der gået LP (læringsstile og pædagogiske analyser) i den. Smtte-modellen blev mest brugt i forhold til brede tiltag.

Er der lavet nogle modeller på f. eks bål eller gymnastiksal aktiviteterne?

Så langt er vi aldrig nået med den, vi brugte den kun i forhold til en bred snak om aktiviteterne. Hvorfor er det, vi har de her aktiviteter, det var ikke et enkelt barn.

Kunne du se smtte-modellen blive implementeret igen, i forhold til inklusionsarbejdet?

Det kunne jeg godt, vi gør det dybest set, og det er ikke alle, der er bevidst om det. Det er os, der skaber SFO’en, der er ikke nogen, der laver det for os. Jo flere aktiviteter vi har, jo større er chancen for, at vi knytter relationer til børnene. Inklusionen sker ikke i de store rum f.eks. med 40 børn, men derimod i de små rum, hvor der er tid til at fordybe sig.

Tror du ikke også, hvis man gik ind og lavede en smtte-model, ville man så ikke i personalegruppen være bedre rustet til at argumentere for, hvorfor man gør det og stå sammen om, hvordan det skal gøres? Så der ikke opstår kommunikationsfejl, hvis alle ved, hvordan der skal handles og tingene står sort på hvidt?

Det er rigtigt, det er en mangel vi har. Vi kommer ikke nok i dybden med det i dagligdagen, så der spøger en pædagogisk weekend. Alle forsøger at skabe mening på arbejdspladsen, vi får aldrig handlet af på, hvad motiverne er.

Arbejdes der med læreplanstemaer?

Vi har LP modellen, som stadig kører, og som der skal være fokus på næste år. Den bliver hurtigt tung, fordi den er isoleret om noget, og processen tager lang tid.

Vi er lidt i tvivl om Skovhytten⁸, om den skal gøre dem klar til skolegang, eller de skal danne relationer inden skolestart? Og helt præcis hvad pædagogens rolle er i forberedelserne til skolestart?

I opbygningen af strukturen i Skovhytten, er der kigget meget på børnehaverne, hvordan deres hverdag er, så forældrene kunne føle sig trygge. Hovedopgaven er at have nogle trygge forældre, men det er ikke det, projektet beder om. Det projektet beder om, efter politisk beslutning er: Der er 4 punkter der skal opfyldes. 1. børnene skal lære stedet at kende. 2. Børene skal lære de voksne at kende. 3. børnene skal få nye venner. 4. Børnene skal være trygge ved at starte i undervisningen.

Det er en besparelse at køre det på denne måde, 250.000 til 300.000 kr. i normeringer i de 4 måneder.

Hvordan kan man begrunde, at der er så mange omgængere, at man tager dem ud af fællesskabet, for så at putte dem i et nyt? Bliver der gjort noget specielt for dem?

Der er ikke nogle udviklingsplaner for omgængerne, det er lidt nogle tilfældigheder, der gør, at de skal gå om. Og alligevel er det ikke, fordi de har nogle svære forudsætninger eller vanskelige behov. Jeg mener, det er forfejlet, at der er en tvungen lovmæssig børnehaveklasse.

Refleksion af interview med Ole Rasmussen:

Vi er meget glade for ærligheden i interviewet, da det har givet os en forståelse, men også en bekymring omkring, inklusionsarbejdet i SFO’en. Inklusion bliver tænkt ind i hverdagen, da de forsøger at undgå stigmatisering, og at alle børn er med i aktiviteter på lige vilkår. Der bliver også tænkt over pædagogens rolle, som er at sørge for, at børnene ikke bliver ekskluderet fra aktiviteterne. Det er dog bekymrende, at han er bevidst om, at man ikke når omkring alle børn, og at der ifølge ham ikke kan gøres noget, hvilket tydeligvis går ham på, da det er en tilstand af afmagt. Der bliver tænkt meget inklusionspædagogik i pædagogernes hverdag i institution, det er i selve udførelsen det halter. Det er i og for sig fint, at de er opmærksomme på, at der bliver skabt nogle gode sociale relationer i sammenhænge, hvor der ikke er mange børn til stede, men det kommer til at ske på bekostning af, at de velfungerende børn bliver overladt til sig selv og deres eget børnefællesskab. De fratages muligheden for at udvikle deres kompetencer. Det som de ifølge os glemmer i den her sammenhæng er, man kan ikke sige inklusion uden også at sige eksklusion. I forsøget på at inkludere nogle få børn, opstår der en ekskluderende proces af en større gruppe børn. Han siger selv, at det tit ender med, at børnene bliver rummet frem for inkluderet. De kan jo ikke bare sende dem hjem, som han skræmmende nok siger.