Bachelor Projekt Om Konkurrencestatens effekt på den pædagogiske profession Problemformulering

Læreplaner

Med indførelsen af læreplanerne i 2004 har pædagoger opnået et fælles sprog, sat begreber på deres erfaringer og viden, og måske endda opnået en større faglig selvindsigt, samt styrket deres position over for eks. forældre i kraft af en øget faglighed. Pædagogerne er blevet professionelle fagfolk, der kan argumentere for deres erhverv. (Krejsler,2013,s.206)

Der er altså sket en styrkelse af fagligheden, men også opstået et nyt fokus, nemlig at pædagogen skal dokumentere resultater og udvikling ift. hvad barnet lærer i den givne institution. Og netop fokus på læring kan anskues med en vis kritik og som en af konkurrencestatens effekter på professionen.

Læringsbegrebet i børnehaverne er kun ved at tage form, og afstanden mellem leg og læring er ikke så stor som tidligere. (Krejsler,2013,s.205) Således er læring ikke lig med den gamle skoles tanke om ”bænkede børn”, men læring er noget, der finder sted hele dagen igennem. Det er noget, børn opnår i deres hverdag, uanset hvad de foretager sig. Men med øget fokus på læreplaner og dokumentation griber samfundsdiskursen ind i den pædagogik, der udføres. Når pædagogerne i deres planlægnings- og evalueringsprocesser skal forholde sig til læring, vil en stor del af denne læring være ift. skoleforberedelse. Altså udvikling af kompetencer, der vil gøre skolegang lettere for barnet (og derved få et dygtigere, og ikke mindst hurtigere uddannet barn). Således bliver det en pædagogik, der har til hensigt at skabe de bedst mulige forudsætninger for en fremtidig arbejdskraft. Dette, kan man frygte, vil sætte sit præg på udbuddet af aktiviteter i børnehaven, samt incitamentet og engagementet fra pædagogens side, idet den spontane aktivitet besværliggøres af de kravene om dokumentation og læreplaner.

Samtidig må vi også antage, at evaluering og planlægningsprocesser har til formål at finde frem til, hvilken ”korrekt” læring der er for børnene, og den ”korrekte” læring er netop dikteret af samfundsdiskursen, og påvirker derved børnehavens værdier.

Læreplanens effekt

Læreplanernes indførelse har været objekt for livlig debat, både blandt pædagoger og forskere. Bekymringerne går på, hvilke konsekvenser dette lovinitiativ vil have, både for børnene og pædagogerne. Men også særligt pædagogens opgave i forhold til leg og læring.

Læreplaner har medført, at leg og læring er blevet sat i relation på en paradoksal måde. Pædagogen skal forholde sig til, hvad han/hun vurderer som hhv. leg og læring. Det paradoksale ligger helt forenklet i at man betragter læring som værende en forhindring og begrænsning for legen, samtidig med at legen kan miste sin selvstændige værdi, hvis den bliver behandlet som læring. Den pædagogiske profession har delt sig i to lejre i forhold til læring, mener Daniela Cecchin, som arbejder med at beskrive hvordan man kan forholde sig til de pædagogiske læreplaner omkring leg og læring. I den ene lejr har vi de pædagoger, som mener at leg i sig selv er den mest fremmende form for læring, og som derfor ikke mener at denne udfoldelse bør interveneres på af pædagogen. I den anden lejr argumenterer man for at bruge legens styrker til at fremme læring hos børn igennem pædagogiske tiltag (Kragh-Müller, 2010,s.75). Med andre ord griber konkurrencestaten ind i den pædagogiske profession i kraft af læreplanernes krav om, at pædagogen skal forholde sig til læring og leg – der opstår et dilemma i pædagogens opfattelse af forholdet mellem leg og læring.

For at forholde os til dette bliver vi nødt til at se på, hvad det er, leg kan i sig selv for at forstå, hvordan læring kan påvirke den. Dernæst vil vi komme med et bud på, hvordan man som pædagog kan se læring og leg i samspil i den pædagogiske profession.

Legen

Til at forstå hvad leg kan i sig selv, har vi valgt at bruge Erik Homburger Eriksons stadieteorier. Vi har valgt at kigge nærmere på det stadie, som Erikson kalder legestadiet, som finder sted i 3- 6 års alderen. Vi har valgt netop dette stadie, da det er her, barnet ifølge Erikson begynder at lege for alvor. Erikson beskriver i dette stadie, hvordan barnet udvider sin legesfære fra mikro til makro-perspektiv, det betyder, at barnet nu i større grad begynder at dele legen med andre. I dette stadie bliver legen den vigtigste udtryks- og forståelsesform for barnet. Dette sker igennem en dramatisering af barnets eget liv. Barnet dramatiserer sine egne tanker og følelser igennem rollelege, hvor barnet henter oplevelser fra dets eget liv, men også fra fiktive platforme såsom tv, bøger mv. Oplevelserne har det til fælles, at barnet ikke endnu begriber sammenhængen og kompleksiteten i den praktiske og/eller følelsesmæssige problematik oplevelsen måtte indeholde. Barnet kan derfor igennem rollelegen efterspille situationen og udforske den i sit eget ustrukturerede fantasiunivers, og på den måde få en større forståelse for (indblik i) problematikken eller oplevelsen (Jerlang,2008, s.103)

Det er disse elementer mange pædagoger frygter vil gå tabt, når man sætter ekstra fokus på læring frem for leg. En vigtig pointe ved leg er, at den er motivation i sig selv. Børn leger som udgangspunkt ikke for at lære noget, de leger blot for at lege. Men alligevel lærer børnene en masse kompetencer, som Erikson også viser i sin teori og sine eksempler (Kragh-Müller,2010,s.76). Selve evnen til at kunne lege, og dermed evnen til at kunne tilegne sig de ovennævnte kompetencer, er naturligvis ikke givet på forhånd. Der afgives løbende en mængde sociale signaler som barnet dels skal afkode, og dels respondere korrekt på, imens det leger med andre børn, for at indgå i legen som en interessant og ligeværdig legekammerat. Ligeværdigheden og det interessante ligger særligt i, at barnet er i stand til på en relevant måde at byde ind med nye idéer til legens forløb, og samtidig være fleksibel så andres ideer også kan få lov at influere på legens udvikling. Dette kan betragtes som en argumentations som støtter ideen om den uberørte leg. Men der ligger en udfordring i at barnet lærer at lege ved at lege, sådan at selve evnen til at lege bliver udviklet samtidig med at barnet bliver mere erfarent udi legens kunst. For betragtes barnet ikke som en ligeværdig og interessant legekammerat af de andre børn, så kan barnet risikere at blive ekskluderet af legefællesskabet på grund af manglende ”legeevner”. Kan barnet ikke byde ind med relevante forslag til legen kan det som konsekvens blive valgt fra som legekammerat, og opnår derved ikke den kvalitative og kvantitative erfaring som er nødvendig for fortsat at være inkluderet i fællesskabet. Der ligger med andre ord også et pædagogisk ansvar for at sikre barnets inklusion i den frie leg(Kragh-Müller,2010,s.77), og en pædagogisk faglighed i at forstå barnets behov for at tilegne sig kompetencer til/ved at indgå i den frie leg. Vi har netop opridset at legen indeholder vigtige, kompetenceudviklende værdier for barnet. Men efter indførelsen af læreplaner, er pædagogerne tvunget til at forholde sig til læring i relation til leg. For at arbejde med denne udfordring, skal der findes en balance mellem den fri/fleksible leg og den mere målrettede læring.

Den integrerende baggrund

For at opnå denne balance mellem den fri/fleksible leg, og den mere målrettede læring, har vi valgt at arbejde med den integrerende baggrund. Den integrerende baggrund er en omfattende samling metoder, som forudsætter børnenes inddragelse i beslutningen om den pædagogiske aktivitet, og i planlægningen af de pædagogiske processer. Sagt med andre ord, skal barnet inddrages i beslutningerne om ”hvad skal vi lege og hvordan skal vi lege det?”. Målet med denne metode er at få skabt en fælles fortælling i det sociale rum, fortrinsvist en børnegruppe. En fortælling, der består af flere større og mindre aktiviteter og projekter, der tilsammen skaber en længerevarende proces hvori den fælles fortælling bor. Man kan anskue den integrerende baggrund som en stor pædagogisk aktivitet/leg. Pædagogens opgave er her først og fremmest at indtage dels en organisatorisk rolle og dels en indholdsforbindende rolle i aktiviteten. Pædagogens opgave bliver at modtage alle børnenes forskellige inputs og inddrage børnenes interesser. Samt forstå, hvordan de opfatter det overordnede emne, og binde det sammen, således at alle forskellige inputs bliver til en stor fælles ”historie”, bundet sammen af den integrerende baggrund(Kragh-Müller,2010,s.81). Selve arbejdet med at få skabt denne fælles historie er ikke noget pædagogen skal gætte sig til. Pædagogen må finde ”spor” fra børnenes leg i hverdagen. Spor skal forstås som noget, barnet/børnene er særlig interesseret i, og som har et stor engagement i, mener Cecchin(Kragh-Müller,2010,s.86).

Eks fra praksis:

Flere børn i klubben har gennem en længere periode spillet computerspillet ”Zombies vs. Humans”. Jesper, der er pædagog, opstiller med udgangspunkt i computerspillet en simpel fangeleg. ”Fangeren” leger at han en zombie, og når han fanger mennesker, bliver de også til zombier. Legen afprøves, og er en succes. Efterfølgende evalueres legen sammen med pædagogen og der udvikles nye regler og tiltag. Rollespilsværkstedet i klubben bliver nu anvendt til at lave våben, der kan bekæmpe zombier, og til at fremstille zombieudklædningstøj. Børnene opstiller baner, hvor legen skal udføres, og langt største delen af børneflokken er snart involveret, både i legen og fremstillingen af udklædningstøj. Flere børn deltager også i computerspilsdelen for at erhverve sig erfaring med spillet og dermed legens grundlæggende figurer.

Betragter man eksemplet i forhold til arbejdet med læreplaner, fremgår det at eksemplet illustrerer en succes med metoden ”den integrerende baggrund”. Både kreativitet og motion kommer i spil i legen, men ligeså vigtigt får legen en integrerende effekt og skaber et inkluderende fællesskab på tværs af børneflokken. Med udgangspunkt i et computerspil skabes altså en aktivitet, der tager bygger på tydelige ”spor” fra børnenes interessesfære, så den bliver en del af en fælles historie, og skaber netop en integrerende baggrund(Kragh-Müller,2010,s.88). På den måde kædes læreplanstemaer som ”krop og bevægelse” og ”sociale kompetencer” sammen med en aktivitet basseret på ”spor” fra børnenes hverdag.

Vigtigheden af en god integration af et spor i en pædagogisk aktivitet skal understreges. Det er i den gode integration af et spor at barnet motiveres og engageres i aktiviteten. Ifølge Cecchin handler det om, hvorvidt barnet kan identificere sig med den pædagogiske aktivitet/leg, fordi den både har personlige og fælles betydninger knyttet til aktivitetens indhold(Kragh-Müller,2010,s.88). Har barnet ingen relation til den pædagogiske aktivitet, kan barnet miste interessen og ikke få det ønskede udbytte af aktiviteten – den øgede legemæssige erfaringsmængde.

En nærliggende kritik af denne metode kunne være problematikken i forberedelsen forud for aktiviteten. Når denne metode er udgangspunktet for arbejdet med læreplaner, bliver det naturligvis ikke muligt at tilrettelæge legens tema og forløb på forhånd, da disse bunder i børnenes interesser (spor). Derfor er denne metode mest anvendelig i kontekster hvor der som udgangspunkt ikke er fastsat et læringsorienteret ”pensum” forud for legens tilblivelse.

Delkonklusion

Vi har i dette afsnit betragtet læreplanerne ift. daginstitutionen, og set på, hvordan de påvirker legens natur. Vi har set nærmere på, hvad legen kan i sig selv, men også hvordan man kan bruge legen til at styrke arbejdet med de pædagogiske læreplaner. Vi har illustreret at man ved hjælp af den integrerende baggrund kan skabe en fælles historie i en børnegruppe, en historie der bunder i børns egne interesser (spor) og dermed har en større motiverende og inddragende effekt på børnene, og fremmer inklusionen af de børn som med hjælp eller ved egen kraft formår at bidrage til legen. Denne metode handler med andre ord om at planlægge de pædagogiske læreplaner ud fra den inspiration, man får fra børnene, således at de er medskabere af aktiviteten, som derved får en personlig og fælles betydning for dem. At lede efter spor og at planlægge de pædagogiske aktiviteter ud fra dem, giver også en indikation af, hvor barnet er i dets læringsprocesser samt læringsinteresser. Dette kunne med fordel udgøre en del af grundlaget for arbejdet med læreplanerne i en pædagogisk kontekst.

Med kravet om læreplaner opstår også kravet om øget dokumentation i daginstitutionen. Vi har i praktikerne oplevet et stort fokus på dokumentation, og vil herunder se på nogle af de effekter, dette fokus kan få.