Dannelse
Bent Madsen opstiller tre parametre for dannelse af identitet vi ser i det følgende på konkurrencestatens effekt.
Selvidentitet:
Mennesket lærer at vurdere sig selv med andres øjne, altså igennem interaktion og refleksion på reaktion fra sociale samspilspartnere, udvikler man grundlag for sine handlemåder. Det er altså menneskets evne til (bevidst/ubevidst) at kunne skifte perspektiv, og betragte sine egne handlinger med den andens øjne, og derved tilpasse sin ageren til den sociale situation. (Madsen, 2005, s.267-268)
Kilden til identitetsdannelsen ligger altså i adgangen til interaktion med den sociale omverden (Madsen, 2005, s.269) og selvfølgelig i menneskets refleksion over den måde, det spontant agerer på. Og den reaktion det modtager fra omverdenen på sin ageren. Netop denne refleksion skaber selvidentiteten. Det er altså en fortolkning af de samlede sociale erfaringer, der danner det, mennesket forstår som sig selv.
En heldagsskole begrænser barnets deltagelse i en del naturlige sociale arenaer, idet en skemalagt hverdag, med konstruerede situationer, der tilsigter en bestemt læring ikke efterlader plads til (en høj grad af) de naturlige, spontane interaktioner børnene imellem.
Personlig identitet:
Bygger på de nære relationers forventninger og opfattelse af en person. Dvs. den måde andre betragter personen på udefra. Ikke kun udseende, men holdninger, erfaringer og karakteregenskaber (Madsen, 2005, s. 271), sætter nogle parametre i personens nære omgangskreds til, hvordan denne person bør være. Her bliver samfundsdiskursen en vigtig faktor, idet det antages at der eksisterer et ønske i den nære relations kreds, om at leve op til denne samfundsdiskurs – altså at uddannelse er vigtigt for barnet, fordi det kræves for at opnå fuldgyldigt medlemsskab i samfundet.
Social identitet:
Finder sted i de fjerne relationer. Her sker identitetsdannelsen på baggrund af kendetegn, eller informationer – køn, alder, udseende, påklædning og sprog. Det er med andre ord andre menneskers opfattelse af en person, uden kendskab til dennes personlige identitet, men baseret på geografisk tilhørsforhold. Her kan tænkes på pædagogens møde med en familie fra et socialt udsat kvarter kontra en ”strandvejsfamilie” – valg af emner, fokus, ordvalg ved en fremvisning af institutionen. Og dermed er den sociale identitet med til at gruppeinddele en befolkning.( Madsen, 2005, s. 272) Der er altså tale om en forhåndsvurdering af personen, uden kendskab til dennes personlighed. ”Den sociale identitet har stor indflydelse på dannelse af den personlige identitet, fordi den er udtryk for de positioner, personer placeres i af deres omgivelser”( Madsen, 2005, s. 273). Her kan man endnu engang betragte konkurrencestatens indflydelse ift. den gældende samfundsdiskurs om øget uddannelse. En person uden uddannelse vil i et indledende møde med nye personer blive sat i bås. Som allerede argumenteret er samfundet i dag baseret på at sociale arenaer tager udgangspunkt i arbejdslivet. Er man ikke en del af arbejdsmarkedet, så er man ikke en del af fællesskabet. Og har man ingen uddannelse, er man ikke (særlig) interessant for arbejdsmarkedet. Ergo vil en person risikere at blive mødt med en skeptisk forudindtaget-hed omkring sin manglende uddannelse - ”du er doven” ,”du er nok ikke så klog”. Betragter man dette ud fra Rousseaus almenvilje, vil en uuddannet person være afvigende ift. samfundsidealet fordi denne person besidder en manglende lyst eller evne til at uddanne sig, i stedet for at følge den alment anderkendte og anbefalede livsvej. Man kan altså være bekymret for en gradvist stigende eksklusion af den uuddannede borger i fremtiden.
Konkurrencestaten giver nogle udfordringer i Bent Madsens beskrivelse af identitetsdannelsen. ”Eftersom vi ved , at vore handlinger bliver iagttaget af andre, vil vi være tilbøjelige til at fremstille os selv, så omgivelserne får et positivt indtryk af os” (Madsen, 2005, s. 274). Mennesket forsøger altså at tilpasse sin adfærd, til de forskellige sociale arenaer det indgår i. Og det er påvirkede af, hvordan andre tænker om det, og opfatter det. Samfundsdiskursen og almenviljen, sætter altså nogle begrænsninger for vores udfoldelse og udvikling som mennesker. Man bliver underlagt idealer, der meget snævert sigter mod forbedring af statens konkurrence evne, men ikke tillægger mennesket autonomi og plads til udviklingen af autonomien. Samfundsdiskursen idealiserer arbejdsmarkedet, hvilket efterlader borgeren i et dilemma, idet adgang til arbejdsmarkedet helst skal erhverves gennem uddannelse. Derfor er der restriktioner ift. sociale arenaer, hvorfor borgerens autonomi udfordres.
Som pædagoger bliver det vores opgave at argumentere for behovet for frie og naturlige sociale arenaer ift. helhedsskolen, for netop at styrke selvidentiteten i ikke kontrollerede arenaer. Men ift. samfundsdiskursen skal vi nok på et højere politisk niveau. Man kan selvfølgelig, gennem oplysning af forældre, være med til at sikre den personlige identitet, og påvirke forventningerne til børnene i deres nære sociale kontakter. Men den sociale identitet skabes i høj grad gennem politiske tiltag, der fører en bestemt diskurs i samfundet med sig. Derfor bliver det blot vigtigt for pædagogen at være bevidst om denne forudsætning, men ikke et konkret indsats område.
Når samfundsdiskursen er en forudsætning for pædagogen, må opgaven blive at beskrive, hvad den pædagogiske hverdag består af, og hvilke parametre der her går tabt i det nuværende samfundsfokus. Altså, hvad bliver set som pædagogik, og hvad gør ikke, men endnu vigtigere, hvad indeholder den hverdag, vi begår os i på institutionelt niveau, og hvordan kan vi argumentere for vigtigheden af det indhold der ligger ud over, hvad samfundet anser som pædagogik. Eller i Rousseaus forståelse, hvad er tilslørede forskelle og skavanker? Hvad er det vi ikke lægger mærke til bliver ændret eller udsat, når der reformereres, eller tillægges et nyt samfundsideal? Hertil ser vi på Annegrethe Ahrenkiels betragtning om den upåagtede faglighed.
Do'stlaringiz bilan baham: |