Bachelor Projekt Om Konkurrencestatens effekt på den pædagogiske profession Problemformulering

Den pædagogiske hverdag

”Jeg følte mig lidt som en pædagogmedhjælper, jeg passede bare børn.”

Det er en udtalelse fra en anden medstuderende efter hans første praktik. Udtalelsen er ikke udsædvanlig, mener Annegrethe Ahrenkiel, der i sin bog: Daginstitutionen til hverdag , at sådan en sætning afspejler den udbredte samfundsindstilling, at man kan opdele den pædagogiske praksis i en lang række af omsorgsmæssige og praktiske opgaver på den ene side og på den anden side ,den egentlig pædagogiske profession (Ahrenkiel, 2012,s9). Ahrenkiel ønsker med sin bog at behandle dette emne og belyse, at der også er stor læring for barnet i de omsorgsmæssige og praktiske opgaver i den pædagogiske hverdag. Vi finder dette emne relevant, da det er med til at belyse, hvordan pædagoger ser sig selv i praksis. Vi føler, der er et dilemma i, at pædagoger ser deres praksis opdelt mellem omsorgsmæssige og praksisopgaver, og så den egentlige pædagogiske opgave. Men hvad skyldes denne udvikling?

Ahrenkiel peger på den voksende politiske bevågenhed, der er kommet på det pædagogiske område, som har været med til at forstærke denne opdeling. Det er konkurrencestatens øgede fokus på kompetenceudvikling, der blandt andet har været med til at forstærke denne opdeling. Dokumentation, som et led i at dokumentere og evaluere praksis, bidrager også til denne opdeling. Dette kan ses som en effekt af OECD (den internationale organisation for økonomiske samarbejde og udvikling), som har til formål at styrke konkurrenceevne mellem landene igennem forskellige udvalg. Hvilket også har medført, at daginstitutionen ikke længere hører under socialministeriet, men under ministeriet for børn og undervisning. Hele denne omlægning har betydet, at daginstitutionerne i større grad skal se sig selv, som private virksomheder, der indbyrdes skal konkurrere om kunderne på deres serviceydelser. Denne ny-liberalistiske styring presser daginstitutionen til at lægge særlig fokus på de synlig aktiviteter, der nemt kan dokumenteres. Hvilket betyder, at praktiske og omsorgsmæssige opgaver får mindre plads, og den planlagte aktivitet bliver det, der betegnes som egentlig pædagogisk praksis.. (Ahrenkiel, 2012, s. 13). Ahrenkiel introducerer, den upåagtede faglighed og søger at beskrive, hvilke former for læring, der finder sted uden for den planlagte og målbare aktivitet.

Den upåagtede faglighed

Det er ikke noget nyt, at der er en opdeling mellem de omsorgsmæssige og praktiske opgave og den egentlige pædagogiske opgave. Konkurrencestaten har blot forstærket denne opdeling i kraft af sit politiske fokus og diskurssætning. Ahrenkiel mener, at det skyldes, at mange af de pædagogiske opgaver deler fællestræk med opgaver/rutiner, som vi mennesker gør hver dag. Dette betyder, at vi ser disse opgaver, som reproduktive opgaver. Reproduktive opgaver har til formål at skulle gøre en klar til den egentlige produktive opgave, i de flestes tilfælde arbejdspladsen. Arbejdspladsen bliver her set som den produktive opgave, en opgave, der har et konkret udbytte (Ahrenkiel,2012,s.10). Lægger man nu denne samfundsforståelse nedover den pædagogiske dagligdag, ville den i denne optik blive til en masse reproduktive opgaver, fyldt med bleskift, spisning osv., der ikke indeholder nogen målbar gevinst for samfundet. Som nævnt tidligere ligger der både et dilemma i pædagogens egen opfattelse, men naturligvis også i samfundets syn på professionen. At begrænse den pædagogiske profession til kun de målbare og dokumenterede aktiviteter er det, Ahrenkiel gør op med. Hun mener, at den pædagogiske hverdag, indeholder en langt mere kompliceret struktur af værdier for samfundet.

Hverdagen i daginstitutionen

Det er tidlig morgen i børnehaven ”Solsikken”. Den mandlig pædagog Kim er mødt ind på arbejde før børnene ankommer. Kim sætter skraldeposer i, ligger afkrydsningslister og fejer inden børnene ankommer

Alle disse praktiske opgaver bærer præg af reproduktive opgaver, sagt med andre ord, ting der skal gøres, før den egentlig opgave kan løses. Ahrenkiel mener dog, at disse opgaver er med til binde institutionen sammen. Forstiller man sig, at Kim ikke havde sat skraldeposer op, ville bleskiftningen blive besværliggjort. Det samme kunne man forstille sig, ville være sket, hvis afkrydsningslisten manglede på stuen. Vigtigheden i disse opgaver ligger i, at de er orienteret mod institutionens helhed. Netop at gøre disse opgaver giver institutionen en sammenhængskraft/helhed. En helhed som smitter af på børnene. Det er ikke svært at forstille sig, hvor kaotisk en hverdag ville være, hvis disse opgaver ikke blev varetaget. Et bleskift ville for eksempel blive besværliggjort, hvis der ikke var nogen skraldepose. Det er en måde at iagttage de praktiske opgaver i daginstitutionen, som meningsfulde opgaver, som er med til at skabe helhed i daginstitutionen. Ahrenkiel arbejder også med aktiviteter, som kan virke reproduktive. Vi har valgt at uddybe afleveringssituationen og vil ved hjælp af Ahrenkiels teori understrege vigtigheden af denne opgave.

Efter Kim er færdig med de praktiske opgaver gør han et tegnebord klar og gør sig klar til at modtage børnene. Børnene møder så småt ind på stuen, og Kim sætter sig og tegner med dem. Sofies mor kommer ind på stuen med en ked Sofie i armene. Kim som stadig sidder ved tegnebordet vender sig mod dem. Sofies mor siger, at Sofie har haft en lidt svær morgen, da far ikke fik sagt farvel, da han skulle på arbejde. Kim som stadig har et øje på tegneaktiviteten, spørger Sofie, om hun ikke har lyst til at tegne prinsesser. Det ved Kim, at Sofie kan lide. Kim får Sofie på armen og sammen sætter de sig over til tegnebordet. Kim har allerede gjort en plads klar til Sofie, mens han snakkede med moderen. Moderen siger farvel til Sofie, som allerede er godt i gang med at tegne.

Men hvad sker der så egentlig i denne situationen. Det er her nærliggende igen at referere til Maja Plums teori omkring pærevælling. I situationen ser man tydligt, hvordan Kim regulerer og ordner flere steder på en gang. Denne særlige opmærksomhedsform, mener Ahrenkiel, er noget af det der kendetegner den pædagogiske profession. At man både arbejder med børnegruppen, i dette tilfælde tegnebordsaktiviteten, samt stadig at have fokus på et enkelt barn. Dette resulterer i, at der bliver skabt en helhed for børnene og resten af dagen i institutionen forbedres. (Ahrenkiel, 2012, s. 35)

Det der helt konkret sker i samspillet mellem Kim og Sofies mor, ser Ahrenkiel nærmere på med begrebet, ”rytmisk kvalitet”. Rytmisk kvalitet er noget af det som Ahrenkiel kalder den upåagtede faglighed. Rytmisk kvalitet handler om vigtighed i at spille i takt mellem forældre, pædagog og barn. Ser vi på situationen med Kim og Sofie, ser man, at Kim spiller i takt med Sofies mor og Sofie. Kim afkoder situationen ud fra moderens udsagn. Og gennem sit kendskab til Sofie, får han hende ind i en aktivitet, som han ved, at hun kan lide. Alt dette er med til at give situationen den rytmiske kvalitet og en nem overgang fra hjem til institution(Ahrenkiel, 2012,s. 35). Er der ikke rytmisk kvalitet i denne overgang, kan denne episode komme til at se anerledes ud. Afkoder Kim signalet fra moderen forkert, kan han måske få opfattelse af, at Sofie er hysterisk eller på tværs. Kim kunne i denne tænkte situation have en forventning om, at Sofie selv faldt ind i en igangværende aktivitet. Der ville nok ikke ske noget synderligt, hvis dette skete en enkelt gang. Men forstiller man sig nu, dette ske flere gange, kan der opstå et mønster, mener Ahrenkiel, der uundgåeligt vil have konsekvenser for, hvordan barnet tilpasser sig livet i daginstitutionen og forståelsen deraf, samt hvordan man skal leve i det hele taget (Ahrenkiel,2012,s.34). Afslutningsvis er det vigtigt at forstå rytmisk kvalitet, som værende noget, der både bliver skabt igennem praktiske opgaver, i dette tilfælde at Kim havde gjort et tegnebord klar, samt forståelse for barnet og forældrene. Det er de ting tilsammen, der skaber den bedste rytmiske kvalitet.

Opsummering:

Vi har i dette afsnit set på, hvordan konkurrencestaten har været med til at præge pædagogens selvopfattelse. Vi har beskrevet, hvorledes de praktiske opgaver, i eksemplet ”morgenafleveringen”, deler mange fællestræk med reproduktive opgaver, som vi mennesker gør til hverdag og som derfor medfører, at de ikke bliver tillagt nogen større værdi hos forældrene. Vi har igennem Annegrethe Ahrenkiels teori vist, at disse indeholder stor pædagogisk værdi, da det er med til at skabe helhed for barnet og institutionen.

Netop helhedstanken bliver central for os, idet vi mener at konkurrencestaten fremmer et mere snævert fokus på børns udvikling. Det handler derimod om at være med til at udvikle børn, der har de bedste forudsætninger for at indgå i samfundet, og her tænkes ikke kun på skolerelaterede kompetencer.