Indledning

Delkonklusion
Vi kan nu konkludere at tilknytningen for det spæde barn er vigtigt. En sikker tilknytning kræver primære tilknytningspersoner som er stabile, og som fungerer som en sikker base for barnet. Tilknytningen har stor effekt i forhold til barnets tilknytningsevner og relations dannelser senere i livet. Teorien omkring tilknytningen er relevant i forhold til vores opgave, da hvordan ens tilknytningsmønster ser ud, betyder noget for barnets senere udvikling, især i forhold til det sociale og relationelle.

Relations dannelse
Vi vil i følgende afsnit tage afsæt i Susan Harts teori om mulighed for at støtte tilknytningsforstyrrede i at skabe nye tilknytningserfaringer. Vi vil overføre Susan Harts perspektiver til den pædagogiske praksis fra terapeut/klient forholdet, da det er det hun skildrer i sin bog.
Gennem hele livet danner man relationer, det er derfor betydningsfuldt at mennesket er i stand til at aflæse sociale koder og indgå i sociale sammenhænge. Netop en manglende evne til disse kompetencer, samt en manglende evne til impulskontrol og selvrefleksion er kendetegnene ved mange af de unge der er anbragt uden for hjemmet. De opstår ofte sociale vanskeligheder når mennesket mangler evnen til at regulere negative følelser, samt forstå og afkode sociale kontekster. Som vi tidligere har beskrevet, grundlægges disse kompetencer i barndommen gennem tilknytning til den primære tilknytningsperson(er).

Hart er af samme overbevisning som, Bowlbys og Ainsworths holdning om, at indre arbejdsmodeller og relations mønstre evner at forandre sig igennem hele livet og forandring fra en mangelfuld tilknytning kun kan finde sted, hvis der etableres en ny tryg tilknytning. (Hart, 2009, side 229) Hvis man hermed ser på Bowlbys antagelse om at mennesker ofte opsøger andre mennesker og miljøer, som deler samme forståelse af verden som dem selv, har pædagogen her en vigtig rolle til at ændre den unges relations erfaring og prøve at skabe nye. Pædagogen skal ind og erstatte den usikre tilknytning. (Hart, 2009, side 229) Hart mener at det er gennem relationer til andre at vi lære om hvem vi selv er og at personlighedsmæssige funktioner dannes som virkning af social interaktion. Hart beskriver ligeledes at relationen er vigtigere end teoretiske metoder, og at relationen skal skabes før en forandring kan finde sted. (Hart, 2009, side 228) Sådan beskriver DUH også, at det er deres vigtigste opgave i arbejdet med de unge, at relations arbejdet er som det første målet i sig selv. (DUH, 1999, side 15 - 16)

Det er betydningsfuld, at pædagogen er troværdi og autentisk til stede både fysisk og psykisk. Tilmed mener Hart man skal turde, at være til stede med sin personlighed, og at relationen skal ligeværdig. (Hart, 2009, side 230) Under stress kan tidligere reaktionsmønstre frembringes og den unge kan dermed falde tilbage til en antisocial adfærd, selvom de har lært nye måder at indgå i sociale relationer på. Hart beskriver således at det er pædagogens pligt, at relationen bliver skabt og genskabt efter eventuelle brud. (Hart, 2009, side 230)

Den nære relation
Som socialpædagog skal man fungere i en nær relation til sine unge. Formålet med relationen er ikke at blive bedste venner, man skal samtidig have en ”professionel distance” til den anden person. I mange henseende bliver dette balancepunkt svært, mellem det nære og det professionelle.

Lis Møller skelner mellem begreberne samspil og relation. Vi indgår i samspil med andre mennesker på mange måder og i mange forskellige sammenhænge, både professionelt og privat. Samspil definerer Møller som her og nu-interaktioner. De kan iagttages, ses og høres. Nogle af vores samspil baseres på et relationelt forhold, andre gør ikke. Forskellen fra samspil bygger relationer på indre kvaliteter, det vil hermed sige at når vi har en relation til et andet menneske, er denne person blevet unik for en og man har således fået øje på den andens personens individualitet. Møller skriver at relationer baseres på samspil, men relationer er mere summen end mængden af sammenspil. Hun beskriver at relationer har sine egne træk og hun bruger blandt andet ord som vedholdenhed, engagement og involvering. Det betyder hermed at det som regel tager tid at opbygge en relation til andre. At få erfaringer sammen og opleve hinanden i forskellige sammenhænge bidrager til udvikling af relationen. (Møller, 2008, side 53)

En faktor der kan spille ind i forhold til relationen er Lars Lorentzons⁶ synspunkt på resonans. Lorentzon har beskæftiget sig med resonans i en række år. Han beskriver hvordan han i sit arbejde med socialt udsatte, er blevet opmærksom på den særlige kemi, der kan opstå i et møde mellem to mennesker. Det, at to mennesker føler sig trygge ved hinanden og svinger sammen, er resonans. På den måde er kemien mellem mennesker et svært begreb at definere og italesætte, og er mere en fornemmelse end et faktum. Hvis to mennesker mødes og der ikke opstår resonans og relationen ikke fungerer optimalt opleves det som dissonans. Dermed sagt hvis relationen ikke fungere optimalt, og parterne føler sig utrygge ville det være svært for et menneske at dele deres tanker, oplevelser, erfaringer og udfordringer med et andet menneske eller i vores tilfælde med en pædagog. (Artikel: Resonans – Kemien mellem mennesker, 2012, side 2)
Derudover når man indgår i relationer er det vigtig at have for øje at en såkaldt relation bliver gensidigt påvirket. Derved skal man være opmærksom på de enkelte dele af relationen, da hvert enkelt menneske er unikt i relationen. Vi er på den måde i sammenværet med andre på vores egen individuelle måde, samtidige med vi hele tiden påvirkes af dem vi danner relation med. Det vil hermed sige at vi bidrager i relationen med hver vores særlige personlighedstræk, særlige styrker og sårbarheder fra tidlige relations erfaringer. Det er hermed uundgåeligt ikke at komme til at påvirke eller blive påvirket i en relation også selvom man er professionel. (Møller, 2008, side 186) Således er det vigtigt at man som pædagog løbende reflektere over hvad man bidrager med i relationen til den unge. Dette betyder også at den professionelle hele tiden bør være opmærksom på hvordan man som pædagog påvirker den unge, ud fra hvorledes den unges måde at agere på i samværet. Det gælder derfor om at være varsom med at generalisere og fortolke i relationen til den unge. Dette giver mulighed for i den pædagogiske praksis at den professionelle, ved at ændre sin måde at være tilstedet på i relationen, kan bidrage til menneskelig udvikling. (Møller, 2008, side 190) Sammenfattende set hvis individet ændres, ændres relationen og hvis relationen ændres, ændres individet.

At kunne rumme de unge
En vigtig betingelse for at kunne etablere en god relation er rummelighed. Rumlighed er et andet meget central begreb i arbejdet med anbragte unge. For pædagoger handler det også om at kunne rumme når de unge gang på gang aflyser aftaler, begynder at ryge hash, forlader huset i raseri over personalet eller de institutionelle rammer, på den måde ved de unge at de altid kan komme tilbage og vil blive taget godt imod. Det at kunne rumme de unge og holde af dem, ikke det de laver, men holde af dem som menneske, giver de unge en stor tillid og en følelse af, at de har noget at vende hjem til igen.

Rummelighed dækker blandt andet også det at være medmenneskelig. Det at kunne vise en medmenneskelig side over for de unge, gør en stor forskel hos den unge, da samfundet og systemet ofte ikke gør. (Hansen, 2009, side 63)

Det er derfor relations arbejdet og rummeligheden, der giver stor mening i det pædagogiske arbejde med unge. (Hansen, 2009, side 63) Herigennem lykkes det at nå ind til de unge, at skabe kontakt og tillid ved at være indlevende, tålmodig og have forståelse.

Delkonklusion
Relationer dannes bedst ved at pædagogen er til stede med sin personlighed. Samtidigt med, at det er pædagogens job, at tage ansvar for relationen, er det også vigtigt at være opmærksom på at der ifølge Møller, er forskel på et sammenspil og en relation, og for at få en relation, kræver det rummelighed fra pædagogens side. Eller som Lorentzon mener resonans.

Privat, Personlig og Professionel
De tre p’er defineres ifølge arbejdsmiljøweb som den professionelle del af vores person består af vores uddannelse, faglighed, teorier, viden og etik m.m. Den personlige del vores personlighed vores måder at agere på, vores fremtræden m.m. Den private del er hovedsagelig præget af vores opvækst betingelser, oplevelser af traumer og succeser, vores psykiske bagage denne del vedkommer kun dem vi invitere ind. (Artikel: Adskil det private, personlige og professionelle)

Der er forskel på private relationer og relationer i professionelle sammenhæng og det er en svær balance mellem at være privat og personlig i det pædagogiske arbejde. Det er svært at trække en endegyldig grænse til det private, men samtidig er det en del af det at være professionel at kunne skelne. Udover definitionen af de tre p’er ligger der en masse rolleforventninger i de tre dele. Det er vigtig at være bevidst om at agere ud fra de forskellige dele i det pædagogiske arbejde som pædagog har man et ønske om at være autentisk med de personer man omgås med.

Det at agerer ud fra privat, personlig og professionel er ifølge Per Fibæk Laursen en kompleks størrelse, hvor de tre p’er ofte er afhængige af hinanden, men hvor man samtidigt skal skelne mellem hvornår man er hvad, og hvor meget man må komme ind på de tre områder. Fibæk Laursen mener det kræver en hvis autenticitet for at være professionel, i denne forbindelse kræver det at man som pædagog er tro overfor sig selv og egne holdninger i forbindelsen med det pædagogiske arbejde, dette gør så at når man som pædagog agere professionelt agerer man samtidigt også personligt ud fra egen måde at agere på og ønske om hvordan vi selv gerne vil opfattes. (Møller, 2008, side 61)

Ifølge en artikel fra SL, Personligt og professionelt – De er ikke hinandens modsætninger, bruger alle pædagoger deres personlighed professionelt og den professionelle del personligt i det pædagogiske arbejde. Her mener de at den store forskel ligger i hvorvidt man er bevidst om hvor meget man som pædagog agerer ud fra de forskellige dele. Men også her siger de ligesom Fibæk Laursen at de ikke kan adskilles fra hinanden.

Susanne Idun Mørch mener at man som pædagog arbejder man med det hele menneske og som pædagog arbejder du med hele dig selv. Derfor er man kun professionel, bliver man en distanceret person overfor brugerne og sig selv. Er man dermed kun personlig, mangler man den faglighed, som det professionelle felt bidrager med.(Mørch, 2009, side 158)
Det private diskuteres ofte i det pædagogiske arbejde, grundet af pædagoger viser mange sider af sig selv i sit pædagogiske arbejde. Dette er nødvendigt for at skabe menneskelig udvikling.(Mørch, 2009, side 157) Sådanne diskussioner opstår fordi der ofte er forskellige opfattelser af, hvad det private er. Idun Mørch beskriver således, at det private er ikke nødvendigvis de konkrete grænser mellem privatliv og arbejdsliv, men grænserne til medarbejderens psyke eller private behov og følelser. Beskyttelsen af det private er ikke kun beskyttelse af medarbejderen, men også brugerne og er dermed også et etisk spørgsmål. Det private skal ikke gøres til genstand for arbejdet, men omvendt skal arbejdet, og det gælder både forholdet til brugere som kollegaer, heller ikke gøres til genstand for det private.
Graden af belastninger og hyppigheden af udbrændthed hos medarbejderne forbindes ofte med graden af følelsesmæssig involvering i arbejdet, således at udbrændthed ses som følge af overinvolvering i det sociale arbejde. (Mørch, 2009, side 156) Som tidligere nævnt kan det være svært at præcisere hvornår der er tale om overinvolvering, da det pædagogiske arbejde har mange forskellige vilkår og betingelser at arbejde under. Udbrændthed kan dermed være den pris pædagogerne må betale for deres iver i deres arbejde, og på denne måde drage omsorg for de unge såvel sig selv. Derfor er det vigtig at holde og finde sin egen balance mellem det personlige og private.

Hvor det bliver lidt dilemmafyldt er i forbindelse med den private del, da den private del som nævnt tager den private del udgangspunkt, i ens opvækstvilkår og tidligere oplevelser, hvad enten disse har været gode eller dårlige, og her er det at man hurtigt kan blive for privat. Ifølge arbejdsmiljøweb er det vigtigt at begrænse denne del, da man i det pædagogiske arbejde kan risikere at den private viden kan blive brugt mod en. Når man er privat er man ofte mere involveret her i forbindelse med egne sym - og antipatier. Blinde pletter og ubevidste mønstre. Her indgår man spontant i samspillet, hvor man bliver en del af hinandens liv på godt on ondt. (Møller, 2008, side 224) Hun mener at det er den største udfordring man står overfor i hjælperrollen er at overskue og tage hensyn til ens "relationelle bidrag". Det gælder om som professionel at have en bevidsthed over egne følelser og udtryk, så man ikke tager sine private problemer med på arbejde. Det kan ikke undgås at man kommer til at begå fejl i det pædagogiske arbejde og det må man acceptere som professionel, at man kan lave personlige fejl og blot husker at tage ansvar og lære at sine fejltrin.

Delkonklusion
Privat, personlig og professionel vil blive brugt ud fra forskellige scenarier, og alt efter hvilken type arbejde man har indenfor for den pædagogiske verden. Her er det op til pædagogen at være klar over hvornår man bruger hvilken del af de tre p’er og med hvilke intentioner. Både af hensyn til de mennesker man har med at gøre, men også i høj grad af hensyn til en selv, ens egne grænser, og hvor meget man kan tåle at give af sig selv uden at blive ramt og risikere en hvis følelse af udbrændthed, og omvendt hvor lidt man kan tåle at give sig selv. Netop fordi det er vigtigt at pædagogen kan mærke sig selv i forhold til de tre p’er, er det relevant for vores problemformulering, da relationen kan blive en udfordring hvis pædagogen ikke kan mærke sine grænser.

Analyse og refleksioner over udfordringerne i arbejdet med anbragte unge

I forhold til vores problemformulering: Hvilke udfordringer er der i arbejdet med anbragte unge, og hvordan kan vi som pædagoger skabe en udviklende relation? Er der en række udfordringer eller perspektiver, der kan udgøre en del af problematikken i forbindelse med relationerne imellem pædagogerne og de unge.

Vi har i forbindelse med disse udfordringer været meget observante på tilknytningen, altså den tilknytning som de unge har oplevet i deres barndom. Grunden til at de unge bliver anbragt, skyldes ofte problemer i hjemmet. Det skyldes ofte en baggrund med vold, stoffer, alkohol, psykiske problemer, m.fl. Dette kan for barnet have indflydelse på tilknytningen. De her forældre har muligvis hverken overskuddet eller den reelle lyst til deres børn. Grundet problemerne de kæmper med fylder for meget i deres hverdag, og derfor tager problemerne første prioritet. Det forårsager at barnet ikke bliver mødt optimalt i forhold til tilknytningen, og derfor ikke bliver sikkert tilknyttet.

Allerede i de første dage af barnets levetid, bliver det svigtet, og oplever ikke den nærhed og kontakt som et barn behøver for at udvikle sig hensigtsmæssigt. Her mener vi at der allerede sker skade i forhold til barnets senere udvikling og evnen til relations dannelse. Dog som både Hart og Bowlby siger, er vi enige om at denne udvikling kan ændres. De mener at gennem de indre arbejdsmodeller kan individet ændre sin relations dannelse. De indre arbejdsmodeller ændrer sig nemlig også i takt med at man ser sin omverden på andre måder. Så på den måde kræver det for at bedre at kunne skabe relationer, at ens indre arbejdsmodeller ændre sig i form af et mere positivt syn på omverdenen.

Praksisfortælling om Mads
Mads bor på DUH og har boet der i 2 år. Han havde inden han kom på DUH ingen venner. Han var altid derhjemme på sit værelse, mens hans mor og far ikke var til stede. Når Mads mor og far var hjemme, var det aldrig sikkert om de ville snakke og lege med ham, eller om han blev ignoreret. Ofte fik Mads ikke mad i længere tid og blev ikke skiftet.
Mads havde meget svært ved at være sammen med så mange mennesker på DUH i starten, for det meste holdte han sig på sit værelse, og kom kun ud når det var nødvendigt. Efterhånden som han så at pædagogerne gerne ville hjælpe ham, og at de var der for ham, begyndte han at komme mere ud fra sit værelse. I starten da pædagogerne begyndte at foreslå at de skulle lave noget i fællesskab uden for huset afslog han, men efter et stykke tid tog han med ud at fiske, med 2 andre unge og en pædagog. Mads blev efterhånden bedre til at omgås andre. Mads er 17 år nu, han skal snart have efterværn, han har fået skabt sig en god venneflok, og fungere fint i sociale sammenhænge.

Her er der tale om en dreng hvis tilknytningsmønster ikke er optimalt, forældrene har ikke været i stand til at tage ordentlig vare på deres barn, og har ikke gjort noget aktivt for at søge hjælpen før lærerne på skolen tog initiativ til dette. Mads har derfor aldrig lært at være i relation med andre, hans forældre har ikke formået at lære ham det i hans barndom, og der har ikke været andre indover og gøre forsøget. Mads tilknytningsmønster har på den måde været et ambivalent tilknytningsmønster. Mads har aldrig kunne regne med hvordan hans tilknytningspersoner ville reagerer på ham, og har derfor ikke følt at han kunne stole på sin omverden. På denne måde har Mads indre arbejdsmodeller været de samme i alle de år, og er først blevet modificeret da Mads flyttede ind på DUH. I takt med at Mads tilknytningsmønster ikke har været ideelt og at hans liv har været præget af mere eller mindre selvvalgt social isolation, så er Mads udgangspunkt for at skabe relationer dårligt. Her er det at pædagogerne træder til og viser Mads gennem professionalisme og faglighed at de gerne vil ham. Dette gør de gennem at være tydelige i deres udmeldinger, ved at være konsekvente i deres handlinger og interesse i ham. Dette viser en rummelighed overfor Mads og hans person. Denne konsekvente og tydelige tilgang til Mads, gør at han efterhånden begynder at se anderledes på hans omgivelser, da han nu oplever at blive set, hørt og mødt på en anerkendende måde, der fortæller ham at han er god nok, og at man gerne vil have ham med i fællesskabet. Pædagogerne agerer her professionelt, men de bruger også deres personlighed, da de har deres egen måde at gribe sagen an på, de trækker på deres erfaringsmæssige grundlag. Her formår de med en vekselvirkning imellem det professionelle og personlige, at hjælpe Mads til en god relationel udvikling. Dette gør de ved at være klar over deres egne pædagogiske evner, og deres grænser i forhold til deres privatsfære. Det arbejde som pædagogerne laver målrettet for at hjælpe Mads til at agerer i sociale sammenhænge, består i at gå foran Mads og agerer rollemodel, i form af at vise ham hvordan man kan være socialt med andre, og samtidigt vise ham at han er ønsket og han har noget at bidrage med i diverse sociale kontekster.

I forbindelse med vores bachelorprojekt har vi været ude på De Unges Hus i Karlslunde. Vi var derude for at interviewe to af de unge omring deres relationer til deres pædagoger. I denne forbindelse fik vi bekræftet at Mads ikke er den eneste af de unge der har problemer med tilknytningen. Vi spurgte de unge på DUH, hvorvidt de først går til deres venner eller primærpædagog når der opstår problemer. Her var svarene relativt ens. Vi havde først en samtale med Cathrine på 15 år som svarede at hun holdte det for sig selv: ”Jeg bærer det hele meget inde i mig selv, det har jeg været vant til siden jeg var 12 år, så det er blevet til en vane.”(Se bilag 2)

Mens at da vi spurgte Ditte om nøjagtig det samme var hendes svar således: ” Jeg er vokset op med en stor hemmelighed i mit liv, så det der er sket hjemme hos mig har jeg holdt for mig selv, det har jeg været vant til at holde problemerne for mig selv i stedet for at dele det med andre. Jeg har ikke rigtig haft tilliden til folk.” (Se bilag 3)

De unge har brug for en pædagog, som de føler tillid til og som de kan gå til med deres problemer. Dette kan blive vanskeliggjort af diverse personaleudskiftninger. De unge kan risikere at nå at føle sig knyttet til deres primærpædagog, og at denne så enten bliver fyret, siger op eller går på barsel. I forbindelsen med pædagoger der går på barsel er de som regel væk i et år, hvorefter de kommer tilbage til de unge, og genoptager rollen som primærpædagog. Her har den unge så i et år haft en ”stand-in” for den oprindelige primærpædagog, hvor den unge har været klar over arrangementet, her kan det igen være hårdt for den unge at skulle åbne sig for en som man ved endnu engang er en midlertidig primærpædagog. Så skal den unge starte forfra med en ny pædagog. Denne ændring kan sætte den unge ”tilbage” og måske endda fører til et brud med institutionen. Fordi at de på den måde konstant skal kæmpe om en relation med en pædagog man kan stole på. Her mener vi at det er vigtigt at hvis det ikke kan undgås at den unge skal have ny primærpædagog at man så sørger for at den unge får tildelt en ny pædagog som den unge i forvejen har det godt med, sådan at man som minimum kan bygge videre på noget, i stedet for at starte helt fra nul. Udover at den unge kan have svært ved at få skiftet en primærpædagog ud, så er der jo normalt vis udskiftning i personalegrupper, hvilket betyder at de unge konstant skal forholde sig til nye mennesker, som alle spiller en mindre eller større rolle i deres liv. Alle disse udskiftninger gør det at skabe en god gensidig relation, til en mere kompliceret opgave.

Professionel distance
Et af kritikpunkterne som de anbragte unge nævner er nemlig de tre p’er. Heri bliver der nævnt at det er misforstået at pædagogerne opretholder en professionel distance, da de mener at det de har mest brug for er tæthed, og omsorg. Laura: ” De voksne skal gå ind og udfylde om ikke andet så en rollemodel for en forælder. Og forældre har ikke en professionel distance til deres børn, og det skal de heller ikke have. Det er fuldstændig misforstået.” (TABUKA, 2005, side 145) En anden ung fortæller om de forskellige fagpersoner hun har i sit liv, som hun mener gjorde det ekstra for at hjælpe hende, ved ikke at holde den professionelle distance. Julie: ” … Det var dem, jeg havde det godt med, det var dem, jeg fik noget ud af at bruge mit liv sammen med. [Kontaktpædagogen] er stadig min far og min mor på samme tid… Man skal ikke komme og sige, at de er uprofessionelle, for de har gjort hvad jeg har brug for. Hvis jeg ikke havde dem, så tror jeg, at jeg havde været død nu… Hvis der var nok mennesker, der havde følelsesmæssigt overskud til at fortsætte med at se folk, også efter, at de ikke er [anbragt], så synes jeg det skal være muligt. Så skal det ikke betragtes som uprofessionelt…” (TABUKA, 2005, side 142)
At en pædagog eksempelvis giver en ung mulighed for at ringe til pædagogen uden for arbejdstiden, kan have den konsekvens, at pædagogen aldrig har helt fri fra sit arbejde. Dette kan risikere at gå ud over pædagogens eget familieliv. En pædagog må derfor overveje, hvor meget de vil lade arbejdet tynge i forhold til privatlivet. Imedens er arbejdslivet også langt, og en pædagog kommer i kontakt med mange anbragte unge i sin tid på arbejdsmarked, dette er mange relationer at skulle bevare, efter den unge er stoppet på opholdsstedet. Der ligger i den anledning et krav om et stort længerevarende personligt engagement fra pædagogens side, hvis opfyldelsen af en opfyldende relation skal finde sted.

Når man arbejder med anbragte unge, er det som tidligere nævnt vigtig, at have en god og dyb relation til de unge. Men i og med, at dagene er præget af omfattende og skiftende pædagoger er ”Kærlighed i tjenestetiden” på den måde fordelt ud over mange personer, hvilket gør det vanskeligt at få en betydningsfuld relation til alle de unge. Ikke dermed sagt at vi mener heller ikke at det er meningen at man som pædagog skal have nære relationer med alle de unge, for det ville være umuligt. Men det går bare udover de unge i sidste ende, hvis de har brug for støtte eller omsorg fra deres primærpædagog, så må de vente til mandag morgen kl. 8.00. Dette er ment som et karikeret eksempel, men dog kan hverdagen på en institution, nemt blive lidt firkantet. Samtidig skal de anbragte unge som oftest har manglende sociale kompetencer, håndtere en så krævende opgave at etablere en form for relation til så mange forskellige. Men i sidste ende handler det vel om økonomi, da det er politisk besluttet hvor mange penge man vil bruge på den type pædagogiske arbejde. I sidste ende handler det jo om det rådighedsbeløb man har at handle med. Det handler om hvor meget økonomi der er til diverse institutioner, alt efter hvor meget man har at bruge kan man også sætte flere ressourcer i gang, og på den måde behøver institutionerne ikke fungerer så firkantet. Med flere ressourcer i form af mere personale, kunne det være muligt at lave flere aktiviteter udenfor huset på enmandshånd, i disse situationer er det ofte nemmere at knytte nogle bånd og danne relationer til den unge. Nemlig udflugter ud af huset, har vi fundet ud af at de unge godt kan lide. Cathrine svarede blandt andet på hvornår kontakten til hendes primærpædagog er bedst: ”Jeg kan bedst lide at lave aktiviteter uden for huset. Men det er også hyggeligt nok her. Jeg kan godt lide primærture, som eksempel da vi var på perlekursus”. (Se bilag 2)