Noter til holdtime 11. 2

Noter til holdtime 11.2.

Arend Lijphart: Patters of Democracy. Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries

(En populær indføring i teksterne til ugens undervisning findes i bogen Peter Nedergaard (2010): Politik i Europa: konflikt, samarbejde og institutioner i de europæiske politiske systemer, som kan lånes på biblioteket).

Hvad er demokrati?

• 
  Hvis demokrati er “by and for the people” – leder det hen til spørgsmålet om, 1) hvem der skal styre og 2) hvis interesser regeringen bør være lydhør overfor?
  
• 
  
  
• 
  Svar 1: Et simpelt ligetil svar: Flertallet styrer, og flertallets interesser skal varetages = majoritarian eller flertalssystemer. Kodeord: ekskluderende, konkurrencepræget, konfliktuel.
  
• 
  
  
• 
  Svar 2: Så mange som muligt = konsensusdemokratiske model. Flertallet skal med andre ord gøres så stort som muligt. Kodeord: inkluderende, forhandlingsorienteret og kompromissøgende.
  

Neden for præsenteres to dimensioner majoritarian og konsensus demokratiske systemer.

Majoritarian kaldes også ”populist” (Dahl), ”populism” (Riker) og ”adversary democracy”.

Konsensus kaldes også ”Madisonian” (Dahl) – ”liberalism (Riker) og ”unitary democracy”

Disse to dimensioner omhandler

Majoritorian: ”collective agency” – ”shared responsability”.

Consensus: “divided agency” – “divided responsibility”.

Forskelle mellem det to typer demokratiske systemer m.h.t. udøvende magt-partisystemet:

• 
  1) Udøvende magt er koncentreret i etpartiflertalskabinetter (majotarian) versus udøvende magt er koncentreret i brede flertalsregeringer (konsensus).
  

• 
  2) Udøvende magt dominerer i forhold til lovgivende magt (majoritarian) versus balance mellem udøvende magt og lovgivende magt (konsensus).
  

• 
  3) Topartisystem (majoritarian) versus mangepartisystem (konsensus).
  

• 
  4) Flertalsvalgsystem versus proportional repræsentation.
  

• 
  5) Pluralistisk interessegruppesystem med en åben konkurrence mellem interessegrupperne (majoritarian) versus et koordineret og ”korporatistisk” interessegruppesystem indrette med henblik på kompromis.
  

Forskelle mellem de to typer demokratiske systemer m.h.p. føderal-enhedsstat dimensionen:

• 
  1) Enhedsorienteret eller centraliseret regeringsstyre (majotarian) versus føderal og decentraliseret regeringsstyre (konsensus).
  

• 
  2)Den lovgivende magt er kendetegnet ved at være et et-kammer system (majortarian) versus et to-kammer system med to stærke kamre valgt på forskelligt grundlag (konsensus).
  

• 
  3) Fleksible forfatninger, der kan udvides på baggrund af simpelt flertal (majotarian) versus rigide forfatninger, der kun kan ændres ved hjælp af ekstraordinært store flertal (konsensus).
  

• 
  4) Systemer, hvor lovgivningsmagten selv har det endelige ord med hensyn til, lovgivningen er i overensstemmelse med forfatningen (majoritarian), versus systemer, hvor lovgivningen skal underkastes en juridisk gennemgang f.s.v.a. dens overensstemmelse med forfatningen via en højesteret eller forfatningsdomstol (konsensus).
  

• 
  5)Systemer, hvor centralbanker er afhængige af den udøvende magt (majoritarian) versus systemer, hvor centralbanken er uafhængig (konsensus).
  

De to politiske systemers forbindelse til føderalismen:

• 
  Forklaringer på dette todimensionelle mønster i føderalismelitteraturen (fx Carl Friedrich):
  

• 
  Føderalisme har både en primær (smal) betydning = en garanteret magtdeling mellem centralregeringen og regionalregeringerne.
  

• 
  Og en sekundær (bred) betydning = stærkt tokammersystem, striks forfatning og streng juridisk overvågning af lovgivningsprocessen.
  

• 
  Argumentet er, at en føderal magt kun kan fungere, hvis
  

• 
  A) magtdelingen fremgår klart af forfatningen,
  

• 
  B) der findes en neutral mægler, som kan løse eventuelle konflikter,
  

• 
  C) der findes et føderalt kammer, hvor delstaterne kan komme til udtryk,
  

• 
  D) formålet er at fremme en decentralisering af regeringsapparatet.
  

Majoritarian = Westminster model ( p.g.a. britisk oprindelse)

Eksporteret til Canada, Australien, New Zealand og de fleste tidligere britiske kolonier I Asien, Afrika og Vestindien.

Tre eksempler: Storbritannien, New Zealand og Barbados.

Storbritannien, ti dimensioner af Westminstermodellen:

1) Koncentration af den udøvende magt i en etparti regering og rene majoritetskabinetter:

• 
  Det mest magtfulde organ i britiske regeringer er kabinettet, som består af medlemmer af Underhuset fra det parti, som har flertallet.
  

• 
  To partier skiftes til at indehave regeringsmagten.
  
• 
  Siden 1945 kun to kortlivede Labour-mindretalsregeringer i 1970’erne.
  

2) Kabinettets dominans:

• 
  Kabinettet styres i teorien af Underhuset, hvis flertal kan fjerne kabinette fra magten.
  
• 
  I realiteten består kabinettet af medlemmer fra partiet med flertal i Underhuset. Har dermed automatisk opbakning. Dominerer Underhuset – ikke omvendt.
  
• 
  Kun et eksplicit mistillidsvotum fra Underhuset medfører, at kabinettet afgår.
  
• 
  ”Valgt diktatur”.
  

3) Topartisystem:

• 
  Efter 2. Verdenskrig: Tory – Labour - (Lib.Dem.).
  
• 
  Mellemkrigstiden: Tory – Whigg (Liberale) – Labour.
  
• 
  Før 1. Verdenskrig: Tory – Whigg.
  
• 
  Sammenhængende med topartisystemerne er ofte en klar placering på en økonomisk højre-venstreakse.
  
• 
  Fravigelser fra denne akse: Katolsk-protestantisk dimension i Nordirland og skotske og walisiske nationalister samt en ny EU-skeptisk dimension (fx UK Independence party).
  

4) Majoritarian og ikke-proportionale valgsystemer:

• 
  ”First past the post”-system.
  
• 
  Stor favorisering af to store partier. Oftest kun 40 % til det mandatmæssigt klart vindende parti.
  

• 
  ””Fabrikerede flertal”.
  
• 
  Men forholdstalsvalgsystemet anvendes nu i Nordirland og ved Europa-Parlamentsvalget.
  

5) Interessegruppepluralisme:

• 
  Pluralistisk interessegruppesystem med mange interessegrupper, der i konkurrence med hinanden forsøger at opnå indflydelse på regeringen.
  
• 
  To årsager: a) Manglende integration af fagforeninger og arbejdsgivere i den politiske beslutningsproces. B) Begge sider foretrækker tilsyneladende konfrontationslinjen.
  

6)Enhedspræget og centraliseret regering:

• 
  Alle former for lokalt styre er skabt af centralregeringen i London.
  
• 
  Storbritannien er et af de mest centraliserede lande i den industrialiserede verden.
  
• 
  To undtagelser: a) Nordirland med eget parlament og kabinet siden 1921 (dog med afbrydelser, hvor London tog over). b)Skotske og walisiske parlamenter.
  

7) Koncentration af lovgivningsmagten i et etkammersystem:

• 
  Her afviger Storbritannien fra forventningen, da der både er et Underhus og et Overhus.
  
• 
  Men relationen mellem de to kamre er asymmetrisk, idet stort set al lovgivningsmagt befinder sig i Underhuset. Overhuset kan kun forhale processen.
  

8) Konstitutionel fleksibilitet:

• 
  Storbritannien har en ikke-nedskrevet forfatning. Nogle dokumenter har forfatningsstatus: Magna Charta, Bill of Rights 1689, Union Act med Skotland og andre senere dokumenter.
  
• 
  Man alt kan i princippet ændres af parlamentet som andre love.
  

9) Mangel på juridisk overvågning:

• 
  Der er ingen ”højere lov”, som almindelige love kan måles ved hjælp af.
  
• 
  Parlamentsflertallet har den ultimative suveræne autoritet.
  
• 
  Afvigelser: Medlemskabet af EU gav pludselig Storbritannien en ”højere lov” i form af EU’s traktatgrundlag og en ”højere domstol” i form af EF-Domstolen.
  

10) Centralbanken kontrolleres af den udøvende magt:

• 
  Traditionelt har Bank of England været afhængig af regeringsbeslutninger.
  
• 
  Først formel uafhængig status i 1997.
  

New Zealand, ti dimensioner af Westminstermodellen

Eksporteret fra Storbritannien. I 1996 ændrede New Zealand dog valgsystemet til et forholdstalsvalgsystem. Men indtil da et eksempel på Westminstermodellen.

1) Koncentration af den udøvende magt i en etparti regering og rene majoritetskabinetter:

• 
  Labour og National Party dominerer.
  
• 
  Altid etpartiregeringer.
  
• 
  Kun to afvigelser: Krigskabinettet 1915-19 og en koalitionsregering 1931-35.
  

2) Kabinettets dominans:

• 
  Stærk koncentration af magten i kabinettet.
  

3) Topartisystem:

• 
  To partier.
  
• 
  Labour repræsenterede synspunkter til venstre for midten.
  
• 
  National party til højre for midten.
  

4) Majoritarian og ikke-proportionale valgsystemer:

• 
  Flertalsvalg i enkeltmandskredse.
  
• 
  Afvigelse: særlige distrikter, der sikrede maoriminoriteten repræsentation.
  

5) Interessegruppepluralisme:

• 
  Endda endnu mere pluralistisk end Storbritannien.
  
• 
  Meget stort antal strejker.
  

6)Enhedspræget og centraliseret regering:

• 
  Oprindeligt provinser, men opgivet 1875.
  
• 
  Erstattet af centraliseret styre.
  

7) Koncentration af lovgivningsmagten i et etkammersystem:

• 
  Det udpegede Overhus mistede gradvis magt.
  
• 
  Blev opgiver 1875.
  

8) Konstitutionel fleksibilitet:

• 
  Har ingen egentlig forfatning.
  
• 
  Visse love er tillagt forfatningsstatus, men kan altid ændres af Parlamentet.
  

9) Mangel på juridisk overvågning:

• 
  Domstolen kan ikke dømme om, hvorvidt love er i strid med ”forfatningen”.
  

10) Centralbanken kontrolleres af den udøvende magt:

• 
  Indtil 1989 havde den new zealandske centralbank endda mindre autonomi end Bank of England.
  
• 
  Voldsom inflation i 1990’erne førte til, at centralbanken fik stadig større autonomi m.h.p. at bekæmpe inflationen.
  

Efter 1996:

• 
  I 1996 skete der et radikalt skifte væk fra Westminstermodellen.
  
• 
  Nyt system er modelleret efter tyske valgsystem.
  
• 
  Resultat: Mere proportionalt resultat. Flerpartisystem med seks partier. Intet enkelt parti har flertal. Etnisk dimension med maoridomineret parti. Koalitionsregring af to partier.
  

Barbados, ti dimensioner af Westminstermodellen, men passer kun på de seks

1966 – selvstændigt land i stedet for britisk koloni.

1) Koncentration af den udøvende magt i en etparti regering og rene majoritetskabinetter:

• 
  To dominerende partier: Barbados Labour og Democratic Labour.
  
• 
  Et af de to partier har hidtil indehavet kabinettet.
  

2) Kabinettets dominans:

• 
  ”Valgt diktatur”.
  
• 
  Al magt koncentreret i kabinettet.
  

3) Topartisystem:

• 
  Babados Lasbour – højresiden.
  
• 
  Democratic Labour – venstresiden.
  

4) Majoritarian og ikke-proportionale valgsystemer:

• 
  I tre valg siden 1966: Flertallet fabrikeret.
  
• 
  I fire valg er regeringsmagten ”fortjent”.
  
• 
  Og altid det største parti, der har overtaget kabinettet.
  

5) Interessegruppepluralisme:

• 
  Pluralisme, men med visse korporatistiske tendenser.
  

6)-10):

• 
  Regeringen er centralistisk, men på andre punkter passer Barbados ikke ind i Westminstermodellen:
  
• 
  Landet har et tokammersystem, det har en nedskreven forfatning,
  
• 
  Domstolene har ret til at dømme vedrørende lovenes forfatningsmæssige medholdelighed
  
• 
  Centralbanken har medium autonomi i f.t. det politiske system.
  

I Vestindien er der tale om en ”tilpasset” Westminstermodel på de ”føderale” dimensioner.

Konsensusmodellen

Argumenter for konsensusmodellen:

• 
  Participationsargumentet: Dem, der berøres af de politiske beslutninger, skal også have mulighed for at deltage i disse beslutninger enten direkte eller via deres valgte repræsentanter.
  
• 
  Pluralitetsargumentet: Især i samfund, der er præget af religiøse, ideologiske, sproglige, etniske osv. kløfter er et majoritarian stre ikke kun udemokratisk men direkte farligt, fordi det risikerer at udelukke bestemte segmenter fra den demokratiske proces (fx Nordirland, som derfor fik forholdstalsvalg i 1998).
  

Schweiz og Belgien, ti dimensioner af konsensusmodellen

1. 
   Den udøvende magt er baseret på magtdeling i brede koalitioner:
   

• 
  I Schweiz deltager alle eller næsten alle af de vigtigste partier i den brede politiske koalition. Sprogligt er 4-5 af ministrene tysktalende, 1-2 fransktalende og 1 italiensktalende.
  
• 
  I Belgien har alle regeringer siden 1980 været brede koalitioner bestående af 4-6 partier og med lige mange hollandsk- og fransktalende.
  

2. 
   Magtbalancen mellem udøvende og lovgivende magt:
   

• 
  Det schweiziske Føderale Råd (Parlamentet) er langt mere uafhængigt af kabinettet end parlamentet i fx Storbritannien.
  
• 
  De belgiske kabinetter har en giv-og-tag relation med Parlamentet.
  

3. 
   Flerpartisystemet:
   

• 
  Schweiz er et firpartisystem plus småpartier.
  
• 
  Belgien har følgende store/mellemstore partier: Kristelige Demokrater, Socialister og Liberale. Nu splittet langt sproglige grænser plus rene flamske partier.
  
• 
  Flerpartisystemet er opstået p.g.a. landenes sproglige og religiøse opdeling og befolkningens socioøkonomiske opdeling (arbejdere, middelklasse, bønder).
  

4. 
   Proportional repræsentation:
   

• 
  Flerpartisystemet i både Schweiz og Belgien skyldes også det proportionale valgsystem.
  

5. 
   Interessegruppekorporatisme:
   

• 
  Ingen af de to lande er socialt korporatistiske, men begge er liberalt korporatistiske (erhvervsorganisationerne er den stærkeste kraft).
  
• 
  Har følgende korporatistiske træk: trepartsforhandlinger, et fåtal store interessegrupper og toneangivende hovedorganisationer.
  

6. 
   Føderalt og decentraliseret regeringsstyre:
   

• 
  I Schweiz er magten delt mellem centralregeringen og de 26 kantoner og halvkantoner.
  
• 
  Schweitz er et af verdens mest decentraliserede stater.
  
• 
  I 1993 blev Belgien formelt en føderal stat: Flandern, Wallonien og Bruxelles plus tre sprogfællesskaber: flamsk, fransk og tysk (ikke helt overlappende med regionerne). Selvstændige parlamenter.
  

7. 
   Stærkt tokammersystem:
   

• 
  Begge kamre skal have betydelig indflydelse og være valgt på forskelligt grundlag.
  
• 
  Schweiz: Nationalrådet repræsenterer borgerne. Statsrådet repræsenterer kantonerne (2 eller 1 repræsentant). Ligestillede kamre.
  
• 
  Belgien: Det nye Senat giver ikke overrepræsentation til minoritetsgrupperne. Har også mindre magt end det andet kammer.
  
• 
  Svagt tokammersystem i Belgien.
  

8. 
   Konstitutionel rigiditet:
   

• 
  Begge lande har nedskrevne forfatninger.
  
• 
  Schweiz: 20 % kan nedlægge veto mod forfatningsændringer.
  
• 
  Belgien: Fransktalende befolkning har i realiteten vetoret mod forfatningsændringer
  

9. 
   Juridisk afprøvning af forfatningsmedholdeligheden:
   

• 
  Schweiz: Højesteret kan ikke afprøve, om love er i overensstemmelse med forfatningen.
  
• 
  Belgien: Siden 1984 har man haft en forfatningsdomstol.
  

10. 
    Uafhængig centralbank:
    

• 
  Schweiz: Uafhængig centralbank.
  
• 
  Belgien: Stigende centralbankuafhængighed siden 1990’erne.
  

Den Europæiske Union, ti dimensioner af konsensusmodellen

EU passer ikke så let ind i opdelingen mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt som suveræne stater. Især ´Det Europæiske Råd er svært at passe ind. Med hensyn til resten: Kommissionen ligner et kabinet, Europa-Parlamentet underhuset og Ministerrådet overhuset. EF-Domstolen og ECB svarer til de tilsvarende nationale institutioner.

1. 
   Den udøvende magt er baseret på magtdeling i brede koalitioner:
   

• 
  Kommissionen er en bred og mellemstatslig koalition.
  
• 
  Indeholder både venstre, centrum og højre side i europæisk politik.
  

2. 
   Magtbalancen mellem udøvende og lovgivende magt:
   

• 
  Kommissionen, Parlamentet og Ministerrådet er i stigende grad jævnbyrdige institutioner, selv om Ministerrådet stadig er stærkest.
  

3. 
   Flerpartisystemet:
   

• 
  Otte officielt registrerede partier i Europa-Parlamentet.
  

4. 
   Proportional repræsentation:
   

• 
  Valg til Parlamentet sker efter forholdstalsmetoden i alle EU-lande, men små lande er overrepræsenterede.
  
• 
  Kombinerer dermed repræsentationsmåden i almindelige overhuse og underhuse som fx Kongressen i USA.
  

5. 
   Interessegruppekorporatisme:
   

• 
  EU har ansatser til euro-korporatisme
  
• 
  Kommissionen promoverer den, men den er langt fra udfoldet.
  

6. 
   Føderalt og decentraliseret regeringsstyre:
   

• 
  Sammenlignet med stater er EU ekstremt decentraliseret (næsten alt implementeres fx på nationalt plan).
  

7. 
   Stærkt tokammersystem:
   

• 
  To kamre (Ministerrådet og Parlamentet) med forskellig sammensætning.
  
• 
  Men usædvanligt med mere magtfuldt ”overhus” = Ministerrådet.
  

8. 
   Konstitutionel rigiditet:
   

• 
  EU’s tratatgrundlag kan kun ændres med samtykke fra alle medlemsstater i EU.
  

9. 
   Juridisk afprøvning af forfatningsmedholdeligheden:
   

• 
  EF-Domstolen er blandt de mest magtfulde domstole i EU.
  

10. 
    Uafhængig centralbank:
    

• 
  ECB er en klart uafhængig centralbank.